Godt tegn
Fem dage før nytår modtog Mette så stor en portion fornærmelse, skuffelse og ydmygelse, at hun knap kunne samle sig selv. Og så kun fordi hun ikke ville ødelægge børnenes jul.
Jonas havde i den seneste tid konstant udtrykt utilfredshed med alt omkring ham. Han kunne ikke lide noget, som hustruen eller børnene gjorde eller sagde. Han begyndte at rase mod dem, selv den niårige Emil bemærkede det:
“Mor, hvorfor er far så sur hele tiden?”
Datteren Sofie, der lige var startet i skole, lagde måske ikke mærke til det, men hendes storebror stillede det bekymrede spørgsmål tydeligt.
“Skatter, tag dig ikke af det, far har det svært på arbejdet, så han kommer hjem træt og sur. Jeg snakker med ham,” sagde Mette, krammede sin søn og kyssede ham på hovedet.
Mette bemærkede, at manden ikke kunne styre sig. I det seneste var der sket noget underligt med ham: han virkede distræt, blev sur uden grund, selv på børnene, når de larmede, selvom han før deltog i deres larmende lege.
Denne gang hylede Emil og Sofie igennem lejligheden i fuld leg.
“Stop med at løbe rundt som sindssyge, eller også straffer jeg jer,” brølede Jonas, og børnene stivnede ved hans barske tone.
De forsvandt hurtigt ind på deres værelse og lukkede døren.
“Jonas, hvad sker der? Kan du ikke irettesætte dem på en pænere måde?” spurgte Mette, da hun så børnenes skræmte blikke.
“Ingenting,” svarede manden ligeså hårdt.
“Hvorfor lyve? Det er ikke første gang. Du bemærker ikke engang, at du tager din vrede ud på os. Hvad har vi gjort forkert?”
Mette forventede ikke den reaktion, der fulgte, og fortrydelsen voksede, da hun indledte samtalen. Men tænkte så:
“Gør det nogen forskel, om det er nu eller senere?”
Jonas rejste sig fra sofaen, tav et øjeblik, men så tabte beslutsomheden ham. Han vaklede lidt, men sagde til sidst:
“Jeg ville ikke starte den her samtale før nytår, men nu insisterer du…”
“Hvorfor?” spurgte Mette, stadig forvirret.
“For ikke at ødelægge festen.”
“Hvordan skulle du kunne ødelægge den?”
“Mette, hvad prøver du på? Ja, jeg har mødt en anden kvinde og er forelsket,” gik det endelig op for ham.
“Hvad? Hvornår?” Mette forstod det ikke. “Er det en joke?”
“Nej, Mette, jeg spøger ikke. Jeg forlader dig. Jeg vil se børnene i weekenderne. Jeg betaler børnepenge.”
Mette stod som lammet, ville sige noget, men manden kom først.
“Jeg fortæller det selv til børnene. Lad være med at sige noget endnu.”
“Ikke nu,” hviskede Mette. Hun vidste, det ville knuse dem.
Hun nikkede underdanigt og sank sammen i sofaen, mens hun forsøgte at forstå, hvad der lige var sket. Jonas forsvandt ind i soveværelset, tog en stor taske frem og begyndte at pakke. Døren smækkede kort efter.
“Jeg forstod aldrig, hvordan forladte kvinder havde det,” tænkte hun. “Nu gør jeg. Det gør så ondt, som om hele livet er styrtet sammen. Men jeg må tage mig sammen – børnene har brug for mig.”
Hun kunne måske have siddet længe med sine dystre tanker, men da kom Sofie farende:
“Mor, er far taget væk? Hvor er han?”
“Far? Far er lige taget på arbejde.”
“Hvornår kommer han tilbage?”
“Det ved jeg ikke endnu, skat.”
“Så skal vi holde nytår uden ham?” Emil kom også ud med det samme spørgsmål.
“Ja, vi holder det bare os tre. Men der bliver juletræ og gaver – alt som sædvanlig,” svarede Mette roligt og med et forsigtigt smil.
Mette sov næsten ikke om natten. Stress og mandens ord om hans nye kærlighed genlød i hovedet. Hun ville ikke acceptere det.
Den 31. december tvang hun sig selv op for at forberede nytårsaften. Hendes største medlidenhed var, at børnene skulle mistænke noget. Så hun besluttede at lave en masse lækkert mad – det var i det mindste en styrke, hun altid havde haft.
“Det distraherer mig i det mindste,” tænkte hun. “Nytår skal blive lige så hyggeligt som altid. Børnene må ikke mærke noget.”
Hun begyndte at lave mad, men opdagede, at hun manglede indkøb. Da hun tog jakken på, spurgte Sofie:
“Mor, hvor skal du hen?”
“Ud at handle…”
“Jeg følger med!” Og hun løb ind for at tage tøj på.
“Mor, køb chips,” bad Emil. “Jeg bliver hjemme. Sofie, lige husk at minde mor om chips!” Han nikkede ivrigt til sin søster.
Efter middag gik børnene ud for at lege. Juletræet stod pyntet, og bordet var dækket med en frugtskål i midten. Mette var i køkken, da hun hørte Emils stemme:
“Mor, kom nu!”
“I er hjemme allerede?” Hun gik ud i gangen og så sin søn med en lille sort killing i armene – med et hvidt plet på panden.
De rødmende børn smilede over hele ansigtet.
“Nej, bare ikke det,” sagde Mette bestemt, mens børnene så bedende på hende.
“Mooor,” klynkede Sofie. “Pleeease?”
“Nej, jeg har sagt det. Hvor fandt I den? Den er beskidt.”
“Mor, hvis far siger ja?” Emil vidste, hans far elskede katte.
“Far er på arbejde. Læg en klud i opgangen, så giver vi den mælk – den kan blive der.”
“Det er koldt derude, han er helt frossen. Mor, vi vasker ham, han bliver ren,” tiggede børnene, men Mette stod fast. “I må ikke være vrede før nytår. Tag ham ud. Slut. Vask nu hænder.”
Emil lukkede døren uden et ord. Børnene tandede tavst hænder og gik ind på deres værelse. Mette følte sig skyldig, men hun ville ikke have en kat. Var det ikke nok, at manden lige havde forladt hende lige før nytår? Nu kom børnene også hjem med en beskidt killing.
Mette ville lige give dem mad, da dørklokken ringede. Hun åbnede – på måtten sad killingen og foHun lukkede døren, og med et lettet suk gik hun tilbage til køkkenet, hvor duften af nybagt kage bredte sig og mindede hende om, at livet alligevel kunne være smukt.
