— Mette, hvem er det med dig på det her billede? En eller anden fyr i lødersjakke! — Victor Nielsen pegede på det gulnede foto i den gamle familiealbum med slidt læderomslag.
Den nye lejlighed, hvor de netop var flyttet ind i sidste uge, duftede af friskmalede glasurvægge, flyttekasser, svag stø og den vaniljescentede lysduft, som Anna havde sat på vindueskarmen. I stuen, der var proppet med flyttekasser fyldt med service, bøger og gamle tæpper, stod et egetræsbord, hvor Anna, deres fireogtyveårige datter, bladrede i albummet, som hun havde fundet i skabet bag en stak håndklær. På billedet stod en ung Mette i en blomstret kjole med langt fletning ved siden af en ukendt mand i læderjakke, begge smilende, mens en gammel fontæne i en bypark kunne skimtes i baggrunden. Victor, iført en krøllet skjorte med tern og med sit uordnede gråhår, strammed sig, hans tynde briller gled ned ad næsen, og hans hænder blev til knytnæver.
Mette, der stod og pakkede porcelan ud, rettede sig op, og hendes ryg knagede. Hendes lyse hår, nu med lidt grå striber, var samlet i en løs hestehale, og hendes jeans og en grå sweater var dækket af støv. Da hun så på billedet, blev hendes blik anspændt.
— Victor, spørger du sig— Victor, spørger du seriøst? sagde hun, og hendes stemme lød skarp med en antydning af irritation. — Det billede er fra for tyve år siden, hvorfor skal vi grave det gamle frem nu?
Anna, iført en sort universitetstrøje og cowboybukser, bladrede i albummet, mens hendes forlovelsesring med en lille diamant glimtede i lampelyset. Hun skulle giftes om en måned, og hun så bekymret ud, da hendes mørke hår løsnet sig fra fletningen.
— Far, lad nu være, sagde hun og drejede nervøst på ringen. — Det er bare et gammelt billede, mor, fortæl os, hvem det er, så kan vi komme videre.
Victor korsede armene, hans stemme blev højere, og hans øjenbryn mødtes i en vred knude.
— Fortælle? Mette, jeg har aldrig set den fyr før! Han stak en finger ned på albummet. — Hvem er han? En ekskæreste, måske?
Mette smed en støvklud på bordet, og støvet hvirvlede op som sne, mens hendes øjne lynede.
— En ekskæreste? Victor, er du helt væk! råbte hun og satte hænderne i hofterne. — Det er mit fortid, ikke din! Efter tredive års ægteskab, og du stoler stadig ikke på mig?
Anna rejste sig, hendes stemme dirrede, og albummet rystede i hendes hænder.
— Stop med at skrige! sagde hun. — Jeg skal giftes om en måned, og I skaber en scene over et gammelt foto! Lad os pakke ud og glemme det!
Fotografiet var ikke længere bare et billede, men en gnist, der tændte en familiesplid, hvor hver især læste deres egne frygter, sår og usikkerheder ind i det.
Om aftenen var striden eksploderet igen. Stuen, oplyst af en gammel lampeskærm med franger, lød af skænderier. Mette sorterede tallerkener med raske bevægelser, mens porcelænet klirrede som en protestorkester. Victor drak te af en kop med teksten “Verdens bedste far”, en gave fra Anna sidste fødselsdag, mens hans avis lå knudret på bordet. Anna gik og ordnede billeder fra albummet på sofaen, men hendes hånd rystede, og ringen sad fast i en side.
— Mette, jeg er ikke dum, sagde Victor og satte koppen hårdt i bordet. — Du har aldrig nævnt den fyr før! Hvad gemmer du på? Vi har været gift i tredive år, og nu kommer det her frem?
Mette vendte sig, hendes ansigt var rødt, og hun holdt fast i en porcelænsskål med en revne.
— Gemmer? Det er dig, der finder på ting! råbte hun, og hendes stemme knækkede. — Det er bare et billede, og du anklager mig! Skal jeg så spørge, hvem du mødtes med på de der forretningsrejser til Århus i halvfemserne?
Anna sprang op, hendes fletning faldt halvt fra hinanden, og hendes stemme blev bønfaldende.
— Mor, far, stop, please! sagde hun, og hendes øjne var blanke. — Det er bare et billede! Mor, sig, hvem det er, så er det overstået. Jeg vil ikke have, at I ødelægger min bryllupsdag med det her!
Victor fnøs, hans briller duggede, og avisen raslede ned på gulvet.
— Ødelægge? Anna, det er din mor, der holder hemmeligheder! sagde han. — Jeg arbejder hårdt for familien, og hun fortæller mig ikke engang sandheden!
Mette smadrede skålen mod bordet med et højt brag, og skårets splinter fløj over borddugen.
— Arbejder? Og hvad gør jeg så? råbte hun, og hendes øjne var røde. — Jeg har holdt hjemmet, opdraget Anna, lavet mad til dig, og nu føler jeg mig som en gammel kone, fordi du altid brokker dig og mistænker mig!
Anna greb albummet, hendes hænder rystede, og stemmen knækkede.
— Stop det! skreg hun. — I driver mig til vanvid! Jeg vil giftes, ikke høre på jes skænderier! — I et anfald af vrede trak hun i albummet, Victor prøvede at holde fast, og siden med fotot revnede med et højt knæk, før den landede på gulvet i to stykker.
Stilheden faldt som en tung forhæng over stuen. Mette gispede, hendes hånd flåede sig til brystet, og tårerne trillede.
— Anna… hviskede hun. — Det var mit album. Mit og Sørens. Og nu… nu er det ødelagt.
Victor sank sammen på en stol, hans ansigt var hvidt, og stemmen var hæs.
— For helvede, sagde han og tog brillerne af. — Undskyld. Det skulle ikke være sket. Mette, Anna, jeg… jeg blev for vred.
Anna græd og holdt albummet tæt ind til sig, mens hendes ring rev et mærke i omslaget.
— Det er min skyld, hulkede hun. — Jeg ville bare have, at vi skulle være en familie, ikke fjender.
Albummet på bordet blev et symbol på deres splid, og det revne billede viste deres manglende tillid, der åbnede gamle sår og frygt.
Næste dag gik Mette en tur i den park, hvor billedet var taget. Parken duftede af blomstrende hyld, vådt græs efter morgenens regn og af sukkerkager fra en bod i nærheden. Hun satte sig på en bænk ved den gamle fontæne, hvor vandet stadig sprøjtede svagt, men ikke så kraftigt som for tredive år siden. Mette mindedes sin bror Søren, der døde i en bilulykke som tyveårig, hans latter, hans drøm om at blive maler, og deres sidste tur sammen, da de tog det billede. Hun tørrede tårerne af med ærmet, men vidste ikke, hvordan hun skulle fortælle Victor om ham, for hun frygtede, at smerten ville komme tilbage.
Samtidig mødte Anna sin veninde Louise på en café nær ved, hvor der duftede af nybrygget kaffe, croissanter og kanel. Louise, der hjalp med bryllupsplanlægningen, bladrede i menukortet, mens hendes røde hår glinsede under lamperne.
— Anna, hvorfor ser du så trist ud? spurgte Louise og nippede til sin cappuccino. — Dit bryllup er lige om hjørnet, kjolen er valgt, du burde glæde dig!
Anna sukkede og klemte sin lattekop, så mælkeskummet fik fingeraftryk.
— Mine forældre skændes, sagde hun med en dæmpet stemme. — Over et gammelt billede i et album. Far tror, mor har haft en affære, mor råber, at han ikke stoler på hende. Og jeg… jeg er bange for, at de skal skilles, og at det ødelægger brylluppet.
Louise rystede på hovedet, hendes øreringe klirrede, og hendes øjne blødgjordes.
— Anna, snak med dem, sagde hun. — De elsker dig, og dit bryllup betyder alt for dem. Måske er billedet ikke det, din far tror. Spørg din mor, men uden at skælde ud.
Anna nikkede, hendHun mærkede en bølge af lettelse, da hun så, at Victor var begyndt at lægge en ny side ind i albummet med billedet af Søren, og et gult postkort fra hans sidste rejse til Skagen, hvor han havde stået og malet en solnedgang.
