Mormor mente, hun vidste bedst
Mette vaktes brat af den skarpe telefonringning. På skærmen lød det ”Lone Hansen”. Svigermor havde allerede ringet tre gange denne morgen. Mette sukkede dybt, samlede kræfterne og trykkede på den grønne knap.
”Ja, Lone, jeg hører dig.”
”Mette, hvorfor tager du ikke telefonen?” Svigermors stemme lød fyldt med uforstilt bebrejdelse. ”Jeg har ringet og ringet!”
”Jeg lavede grød til Emma, mine hænder var optagede,” løj Mette, selvom hun i virkeligheden bare ikke orkede at diskutere, hvordan hun opdragede sit barn, for hundrede gang.
”Altid det der grød! Jeg har jo sagt det – børn har brug for kød! Min Christian voksede op med kød, se hvor stærk han blev! Og din Emma er helt bleg, en vindpust kunne blæse hende væk.”
Mette lukkede øjnene og tællede til fem. Deres datter var kun tre år, og lægen havde sagt, hun udviklede sig helt fint. Hun var bare slank – ligesom fars side af familien.
”Lone, vi giver hende også kød. I dag får hun frikadeller til frokost.”
”Det er godt! Det er netop derfor, jeg ringer. Jeg kommer forbi i dag og bringer hønsekødsuppe – med knoglerne, sådan som Christian kan lide det. Og jeg har lavet karbonader efter min egen opskrift. I stedet for dine *frikadeller*…”
Mette rynkede panden. Ordet ”frikadeller” lød så hånligt, som om hun havde tilbudt barnet gift.
”Det behøver du virkelig ikke, vi har alt, hvad vi skal bruge,” forsøgte hun at modsige.
”Hvad snakker du om? En mormor må da gerne besøge sin barnebarn! Du vil vel ikke forbyde mig det?”
Den sætning rummede hele svigermor – evnen til at stille spørgsmål på en måde, så ethvert andet svar end ja lød som grov uforskammethed.
”Selvfølgelig kan du komme,” gav Mette op.
Da samtalen var slut, lænede hun panden mod det kolde vinduesglas. Udenfor dansede enkelte snefnug ned på de nøgne trægrene. November var fugtig og grå.
”Mor, hvem snakkede du med?” Emma kiggede ud fra børneværelset med sin flossede teddybjørn i hånden.
”Mormor Lone kommer på besøg i dag,” smilede Mette og forsøgte at lyde glad.
”Kommer hun til at sige, at jeg ikke spiser ordentligt igen?” spurgte den lille og rynkede panden.
Mettes hjerte snørede sig sammen. Selv barnet havde lagt mærke til den konstante kritik.
”Mormor elsker dig bare højt og vil have, at du bliver sund og stærk.”
Emma så ikke overbevist ud, men nikkede og gik tilbage til sine legetøj.
Mette begyndte at rydde op. Selvom hun og Christian foretrak en kreativ rod, skulle lejligheden skinne af renhed, når svigermor kom. Ellers ville der helt sikkert komme en kommentar om, at ”sådan et pigebur bare er fuld af bakterier.”
På to timer nåede hun at gulvvaske, støve af og endda bage en æblekage – det eneste, hun kunne lave, som svigermor altid roste.
Christian skulle hjem fra arbejde til frokost. De arbejdede begge hjemmefra – han som programmør, hun som designer. Men i dag skulle han til et vigtigt møde på kontoret.
Klokken slog to, da dørklokken ringede. Lone var præcis som et stolt urværk.
”Nå, hej, svigerdatter!” Svigermor – en lav, fyldig dame med kastanjebrunt hår – trådte højtideligt ind, fyldt med poser. ”Hvor er min lille prinsesse?”
Emma kiggede forsigtigt frem fra sit værelse.
”Kom her, skat! Mormor har kager med!”
Pigen kom hen og rakte høflig hånden frem til et kys. Det havde Lone selv lært hende – hun mente, piger skulle være ”virkelige damer”.
”Man kysser kun hånden på voksne piger,” sagde svigermor og krammede hende i stedet. ”Når du bliver seksten, kan du rakte hånden til bejlere. Men til mormor siger man bare hej.”
Mette rullede med øjnene, da svigermor ikke så det. Modsatte opdragelsesmetoder var der rigeligt af i Lones verden.
”Lone, skal jeg hjælpe med poserne?” tilbød Mette.
”Ja, tag dem med i køkkenet. Jeg har lavet så meget! Christian skal have ordentlig mad, ikke bare noget færdiglavet bras.”
I køkkenet tog Lone straks styringen:
”Mette, tag den store gryde frem. Nej, ikke den der plastiktingest, en rigtig en! Og hvor har I brødet? Opbevar I det i køleskabet? Man må aldrig opbevare brød i køleskabet! Det bliver jo tørt!”
Mette fandt tålmodigt service frem. I de seks år, de havde været gift, havde hun lært, at Christians mor altid vidste, hvad der var rigtigt.
”Emma ser helt bleg ud,” bemærkede Lone, mens hun pakkede hjemmelavede lækkerier ud. ”Går I ud med hende? Giver I hende vitaminer?”
”Ja, vi går tur hver dag, hvis vejret tillader det. Og hun får de vitaminer, lægen anbefalede.”
”Lægen!” fnøs Lone. ”Hvad ved de der unge læger? I min tid…”
”Her kommer det,” tænkte Mette.
”I min tid fik børn frisk luft fra morgen til aften! Og badede i koldt vand! Christian blev slæbt ud i al slags vejr. Og se ham nu – sund som en fisk.”
Mette sagde ingenting, selvom hun kunne have nævnt, at hendes mand havde haft bronkitis hver vinter som barn.
”Lone, jeg har bagt en kage. Vil du have te?”
”Frokost først! Alt skal gå i den rigtige rækkefølge. Og hvor er Christian? Hvorfor er han ikke hjemme endnu?”
Som ved et trylleslag klikkede døren.
”Ah, der er han!” udbrød Lone glad.
Christian kom ind og stirrede på skorækken i entreen.
”Mor? Hvorfor sagde du ikke, du kom?”
”Ikke sagt? Jeg ringede til Mette i morges!” protesterede Lone.
Mette sendte ham et undskyldende smil. Hun havde glemt at sende ham en besked i alt travlheden.
”Nå, hej mor,” Christian krammede hende. ”Hvordan har du det?”
”Åh, hvad skal jeg sige… Blodtrykket hopper, mine ben hæver om aftenen. Men jeg klager jo ikke! Vi klarer os selv, vi skal ikke være til byrde for nogen.”
Den sætning hørte også til den sædvanlige repertoire. ”Jeg klager ikke” var altid efterfulgt af en lang liste over plager, og ”vi er ikke til byrde” var et diskret påmindelse om, hvor sjældent han besøgte hende.
”Kom nu,Christian sukkede, tog sin datter i hånden, og mens Emma trykkede sin bamse tæt ind til sig, tænkte han på, at uanset hvor meget kærlighed der var, ville der altid være en kamp mellem tidens ændringer og mormors arv.
