Slogan: “Farvel, min søde svigerinde”
– Så, min bror er væk igen?! – min svigerinde Birthe Hansen stod i køkkenet og uddelede dejlig friskbakt brød med røde bær og lakrids. – Skal vi tage en kop te, eller tror du, du kan prøve en rigtig dansk øl?
– Mammie, øl om morgenen? – Sara lo lavt. – Men, hvorfor ikke lidt? Jo lidt er bedre. Det her er jo et særligt øjeblik.
– Så ja, det er det! – Birthe kastede hænderne op. – Gud, vi har ikke set hinanden på hele seks måneder!
Mads stod ved vinduet, men Sara og Birthe bemærkede ikke hans lette nervøsitet. De havde kørte fra København til Horsens tidligt om morgenen. Sara for at se sin mor, som hun havde savnet, og Mads for at udholde sin svigerinde. Det var altid som en vendsyndelighed at møde dem – omfavn, kys, kvælende lovede.
– Mammie, jeg har bragt dig en gave, – Sara gik over tværs i stuen og åbnede sin taske.
– Hold da op med gaverne, bare se dig! Er du overhovedet i form, Mads? Er hun ikke blød som en rørøgle?
Mads smilede på tvungen vis:
– Ja, hun spiser tre mælge om dagen. Det er skåndefærdigt.
– Nu skælder du! – Birthe pegede i luften. – Men dig selv, du ser vel ikke mere magert ud. Men ligegod, nu du er her, hent sovsen!
Da Birthe forlod stuen, hviskede Sara til Mads:
– Mads, sig nok nu til at spise sovs. Vi har kun én uge, og så er vi færdige.
– En uge? – Mads slikkede tungen. – Vi sagde jo kun to dage. I går var lørdag, i dag er søndag, og så er det færdigt.
– Men min mammie har så meget planlagt. Og du kan da arbejde hjemmefra, som du sagde.
Mads sukkede. Han vidste, at det var meningsløst. Sara havde altid været blød, men ved svigerinden kunne hun pludselig blive så fast som beton.
– Sara, Linda, kom med, vi tager op til skoven! – Jesper Nielsen, Saras far, kom ind i stuen med en maka. – Mads, du er jo kvindemanden, så kom, hjælp til!
Mads strakte armene i forventning – både til at reddes fra svigerinden og til at bruge tid sammen med Jesper, som ikke havde den intense skjulte kritik, som Birthe havde.
– Selvfølgelig! – Mads trillede på hænderne.
– Nu, det er da jo ikke jordiskt, sådan en skovtur! – Birthe vendte tilbage med en flaske øl og små glas. – Dem er vel længe væk, når I skovlægger.
– Det bedste af alt, mammie, er at ændre rutinerne. Vi tager to timer, og så er vi færdige. Sara hjælper dig her, og vi er tilbage til middag.
Mads vidste, at han havde været glad for Jespers komme, men han havde ikke regnet med, at det var hans liv, der blev reddet. Men han havde ikke regnet rigtigt.
– Nej, nu holder vi op, før vi går, tager vi et glas sovs, og så kan I gå, hvor I vil. – Birthe stillede glasene på bordet og ventede på svaret.
– Rigtig godt, mammie, men jeg tager med Jesper, og så kommer jeg nok senere. Nu skal jeg ikke skrive noget op.
I stuen sad de tre, og Mads havde svært ved at smile. Med hvert minut blev det sværere.
– Har du husket den diktat, Sara? – Birthe satte ind i minderne.
– Ja, det havde jeg. Jeg vandt da endda.
– Nej, du fik andenplads. Førstepladsen fik Linda fra anden klassen, fordi hendes mor kendte skolelederen.
“Nu begynder det,” tænkte Mads, da han tog en slurk øl, som faktisk smagte bedre end han havde ventet. Han tænkte i stille i sit hoved, som psykologen, en gammel ven, havde advaret ham om.
Birthe fortsatte:
– Jeg husker, da du lavede den blå kjole til skolefesten. Den, med smukke blomster.
– Ja, min mammie hjalp med den, og en hvid top, også med stiksene.
– Nej, med gul! – Birthe korregerede. – Og du mister jo alle minde, når du bor i forskellige byer.
Mads tænkte allerede til tredive, men det hjalp ikke. Han så, at Jesper havde taget en avis og dækket sig, men avisen var vendt op og ned.
– Men hvornår vil I have børn? – spurte Birthe pludselig, og Mads slidde øllet.
– Mammie… – Sara rømmede sig. – Vi tager først fat, huset er jo stadig små.
– Og det var jo ikke anderledes i vores tid. Vi tænkte først på mening og så om børn. Hvis I tager den bremse, får I aldrig unger.
– Heldige ting er at være i ro med, – sagde Mads, da han fandt sig selv.
– Så kvinde må jo ikke have noget svar? Hver kvinde har jo år …
Sara så opgavefuld ud, da Jesper brusede ind i mødet. Det var en redning, men Mads fandt sin hustrus blik omgående.
I haven var det køligt og stil. Mads indhalede luften dybt.
– Så, vi tager lidt frisk luft. Mere er på Birthe og Sara.
– Ja, da er det jo bare bedre, – Birthe fnisede. – I mandfolk kan jo altid være færdige, når I vil.
Uden for stuehjørnet føltes det bedre. Jesper rakte hånden frem:
– Hun er altid i færd med noget. Bare vi holder hovedet, så går det bedre.
– Ja, men hvordan klarer I det i tres år?
– Det gør vi ikke. Men vi har fået grundsten hurtig, og hun er god til mad. Skilt uden karakter betyder jo ikke noget, vel?
I middagsstund havde Jesper bringt nogle fisk – små, men Birthe var irriteret:
– Nu må jeg jo ikke have en fisk mere! Det er jo for smalt til madbordet.
– Ja, men der er gratis, da vi gik efter Øl. – Jesper så uskyldig ud.
Sara så tydelig træt ud. Mads tænkte pludselig, om han også ville blive sådan, i halvfjerds år.
Efter middag ville Birthe vise dem de ændringer i huset. Primært farver, nyt gardin og plantepotte, men Birthe forkyndte det som en stor livsskiftning.
– Her har jeg flyttet sofaen hurtigere mod vinduet, og tv’et er overalt bedre. Der er mere plads, ikke?
Sara nikkede, og Mads så på Jesper, der arbejdede en gang til i skuret. Det virkede sådan, at det var hans refugie.
Aftenen blev mere fed, med æblekage, leverpostej, og en øl, som Birthe havde lavet ved Ridderhovedet.
– Mads, hvorfor spiser du ikke? I København spiser I da også hamburgere?
– Nej, vi er jo nu ved at lave godt mad. Sara er god til det.
– Så du lærte den fra mig, selvom jeg jo lever mit liv i Roskilde. Men jeg ved, at Sara stred sig …
– Hun har nemlig fleksibel arbejdsplan, – Mads ruttede.
– Ja, nemt at snakke. I gamle dage tænkte vi ikke sådan. Vi havde fast tid med arbejde og hjem.
Sara så bedrøvet ud. Mads tænkte sig, at det var tid til at åbne for nye nedslag.
I en mindre stue sov de på en seng, og de hviskede som unge.
– Mads, undskyld mig. – Sara snublede.
– Det er ikke noget. Morgen skal vi tage til jordens rand, som Jesper sagde.
– Hvis min mammie ikke følger.
– Vi tager bare til dagsrad, ingen spørgsmål.
Om morgenen var der et stille forberedelse til farten, men Birthe kom på døren i en farverigt kappe.
– Hvor tager I hen?
– Vi tager til Himmerland. – Jesper vinkede.
– Ja, og Sara forlader mig? Det er jo første gang, hun er tilbage til os.
– Mammie, jeg er jo ikke svundet. Jeg tager bare hen i to timer.
– To timer? Det var jo ikke det. Så I er færre end tid – nu er der jo ingen.
Mads så på Saras nik og løb med Jesper. Det var en rasci gruppe – snart var de i små klenge og havde givet sig op for en alternativ kamp.
Jesper havde en god kæde, og han var underholdende. En gang imellem sagde han om noget, og Mads så, at det ikke var noget almindeligt kæde.
– Hvorfor skuffer I ikke aldrig mig? – sagde Mads en gang. – I havde jo kundskaber i Sverige og her, hvorfor ikke tage med mig i København?
– Hvad skal vi med det til? Her er det godt, jeg har et arbejde og en skovtur. Birthe er jo bare hvad hun er. Men hun elsker dig, selvom hun ikke viser det.
Mads nikkede, men han forstod ikke, hvordan han kunne sørge sig for det.
Når de kom hjem, fandt de Sara i en fælles seng og Birthe ved køleskabet, bedrøvet.
– Hvad er det? – Mads gik til Sara.
– Ikke noget. Mammie snakkede bare om …
– Rigtig nok, om børn?
Sara nikkede.
– Vi tager hjem næste dag, ja?
– Nej, den vil heller ikke være bedre. Hun vil virkelig drage det til huset og huske det.
Mads havde ingenting andet at gøre. Han vidste, at Sara havde ret.
Egentlig skete der det, som ændrede alt.
I aften satte de sig ved middagen, og Birthe snakkede igen om alt – politik, børn, og at Sara og Mads havde noget. Mads havde tænkt sig hundrede gange, men det hjalp ikke.
– Ser du, Linda, hun har to børn allerede. Og hun elsker det.
– Nej, jeg elsker det ikke, – Sara var træt.
– Nej, men du redder altid din slags med et forslag. Alt er jo noget med unger.
Mads stod op. Nu var det sin sidste chance for at gøre noget.
– Vi bestemmer selv, når vi skal have børn.
– Bestem selv! – Birthe lød som et smeltet brusebad. – Mere er på din mammie. Hun vil bare gøre ting Øl. Og er du i usikker, er det noget, som Benny ikke vil.
– Nej, vi har prøvet to år. Vi har gået til legepladser, har gået til læger, har prøvet … Det er ikke muligt. Det er virkelig ikke muligt.
Stille spredte sig i stuen. Birthe sad med et åbet mund, Jesper holdt en stoppen i munden, og Sara dækkede ansigtet med sine hænder.
– Hvorfor … hvorfor sagde du ikke noget? – Birthe så på Sara.
– Fordi du altid presser mig. “Hver kvinde vil gerne have børn” og “tid går hurtigt”. Ja, det er svært for mig at høre det hver gang, når det er en fejl. Og du gør det værre, ikke bedre.
Sara forsøgte at stoppe Mads, men han tog den sidste chance.
– Ja, men det er virkeligt, det er virkelig svært for hende. Læger siger “lg, ikke stress, men hvordan skal hun ikke stress, når du altid snakker om det?
I stillehed blev resten af aftenen vist. Birthe talte ikke mere, og hun blev stille.
Om morgen senere vågnede Mads og så, at Sara ikke var ved siden af ham. Han gik ind i corridoren og hørte tørt stemmer. Sara og Birthe sad ved køkkenbordet.
– Undskyld, datter. – Birthe stemte. – Jeg var nok ikke opmærksom.
– Det er alt sammen i orden, mammie, – Sara gav hende hånden. – Bare ikke mere indimellem. Og hvis jeg har noget at sige, siger jeg det selv.
Birthe nikkede, og Mads så tårer i hende.
De resterende dage blev små og stil. Birthe var stil, intet spørgsmål, og hun prøvede at være glad. hun lavede stadig mad, men noget var blevet tydeligt blødere.
Da det var tid til at tage hjem, tog Birthe Mads i hånden og sagde til sidst gang.
– Farvel, min søde svigerinde.
– Farvel, min skønne mammie. Og husk, at du skal sørge for at ikke stress, og som hurtigst mulig.
Sara lo lavt.
I toget til København så Sara langt væk, men så vendte hun sig mod Mads.
– Tak for at du sagde sandheden. Nu forstod hun, tror jeg.
– Så kvinde må jo ikke have noget svar? Hver kvinde har jo år …
Sara nikkede.
– Hun har jo forstået det. Det var ikke god, men det er jo hendes måde at elske.
– Hvad er jeg så glad, at jeg nu kan tage hjem. Men, husk, hvis hun drager til os og forstår det jo, og alt sammen.
– Ja, hun sagde, at det var ikke kun at snakke, men at man måtte have frihed på rette tid. Og hun sagde, at hvis vi har et barn, vil hun ikke komme med sig og sige noget.
– Nu tror jeg på mirakler.
Tog kørte dem hjem til København, og med livet, problemerne og forhåbningerne. Men noget havde ændret sig. Det var blevet bedre.
SIX måneder senere tog Sara telefonen og sagde:
– Mammie, jeg tror vi har en ny del af familien.
Birthe blev på nu ved at græde, og spørgsmålene begyndte igen. Men det var andre spørgsmål og nye tårer.
