Vinterens sidste regnskyer var væk, og morgensolen klarede stille ind gennem det friskpudste vindue. Sofie stod ved komfuret, rørte i vandret gulerødsuppe og kiggede prøvende på klokken. Hun havde væltet sig op tidligt – havde lovet Lars, at jeg gør hans yndlingsmad klar. Han har haft en speciel dag i morgen, ligevejs, men han virkede så tung, så havde jeg følt, at det krævede et lille fælles bånd.
– Kære, har du set min lysgrønne kæbe? Lars kom fra soveværelset, halvstævlet op, mens mobilen vibrerede i hans hånd.
– Den ligger i venstre skuffe i garderoben, jeg stævlede den for mig selv i går, svarede jeg uden at bryde fokus fra komfurent.
Morgenmaden gik i tavshed. Lars rullede sine nyheder om morgenen, men jeg kunne se, at noget virkede på ham. Jeg havde lyst til at spørge, men holdt mig – hvis der var noget vigtigt, ville han nok tale.
– Tillykke med din lækre mad, jeg er virkelig glad for at spise dén, sagde han, satte koppen ned og så ud over bænkene. – Sofie, jeg må lige fortælle dig…Øh, min far har bestilt flybillet. Han lader daglig. Han skal bo hos os et stykke tid.
Jeg fros at en kop til, midtvejs i mit kaffe-slag. Poul Thygesen? Den samme, som på brylluppet skændtes med, at jeg “ikke virkede modner nok” til hans unge søn? Så vi ikke blev testet engang årligt, men altid blev følt som hans private dommrer?
– Når ankommer han? manages jeg ikke at kalde ham pigenavnet.
– Klargjort hen over i aften, men han har sagt, at han tager i forbindelse med en russisk forbindelse. Han sagde, det skulle være for at få en chancen med mig.
– En måned? I stivet satte jeg koppen. – Lars, han virkede så sommerlig. Kommer han ikke den standardiserede “danske mælk”?
– Han har ændret sig, råbte Lars fejlet, mens han siged i min arm. Jag så på ham: han bandede med løbende, men hans blik forlod mig ikke. – Jeg ved, det virker skadt. Det er hans far, så jeg hellere ville have, at han boede hos os, plads for at få en chance.
– Og hør, hvor er det? Jeg begynder at samle tallerkenerne, grædende efter familien. – Min projektleader ventede en rapport, og jeg lo…
– Undskyld, Lars satte armen om min skulder. – Det er noget, jeg glemte at tage med.
I hele dagen blev jeg krænket af tankerne om, hvordan jeg altid hadde være mere retfærdig i forhold til et familiemøde. Poul havde været kapelmester i en landstorm, blevet gift med en ældre kvinde, der brugte sin ældedom til at spreade surfing. Nu virkede parret delt lag i en halvfjerling pæregrund.
Aftenen kom, og jeg så en flække langt pande på loftet, bygget af snekasser og tepoler. “Der må nødvendigt blive rolig,” tænkte jeg, mens jeg satte armene i forlængelse.
Døren ringede klokken sytten. Jeg blev uthugt endnu mere, imens jeg åbenede. Lars stod med et gråhåret, højt hævd man med…det må være en lurf? Eller måske var det bare en gammel Pen.
– Velkommen, Poul, forstillede jeg mig, pludselig med en bølge af hæmning.
– God aften, Sofie. Tusinde tak for, at I har mig.
Dagen gik over, men jeg vendte tilbage til samme…
Efter en uge begyndte han at virke mere rigtig. På morgentelevisen hørte jeg ham snakke om, hvorfor han ikke havde set mere og om, hvordan hans elskede mand kunne rette sig selv op i hvert punkt. Da han forlod os, havde han lyst til at give mig en blomst, men det overraskede mig så meget, at jeg havde glemt, hvorfor jeg virkelig var ked af det.
Og i sidste ende…
Da pigen, som henvendt til mig, og så en glat kvinde uden nogen rigtig historie, begyndte at tage af mig med ham, forstod jeg, at Poul virkelig havde lært, at elske det rene i forhold til os. Kritikken var ikke afbrydende, men langt bort fra at virke versus…
Og Lars … han var da altid så fornøjet. De to tog pladsen, hvor jeg engang havde været alene. Nu elskede han så meget mere. Jeg var reddelig sikker på, at de to havde fundet deres kærlighed i et udenom.
