– Er du dødssikker, Liva? Vi kan da ikke bare indbyde dem! – Anton bankede uforløbet på køkkenvaren med knoerne.
– Hvorfor ikke? Min stadfar Henrik er jo min broder, – Liva snublede over sine egne ord og vendte sig mod vinduet.
– Broder? Du har ikke set ham på tyve år! Og så pludselig slår han op herfra, og du glide ham ind til middag?
– Han kommer ikke bare sådan udenfor, Anton. Han skal over fra Odense. Hans mellemvarede café gik grueligt fra.
– Ja selvfølgelig. Så han rejser til Aarhus for at få en pengebevilling fra søsteren, som han forlod i sit elendighedsøjeblik! Har du glemt den historie overhovedet?
Liva vendte sig mod køkkenvaren og tørrede den med et fladt serviett, selv om den allerede skinte.
– Det har jeg ikke glemt. Men han er mit fæ, hvad gør det dig?
– Og jeg er din kæreste, og jeg er modstanden.
Liva sukkede og så op på Anton.
– Okay, vi har allerede løst feltet. Henrik, hans kone Mette og deres datter Nikita kommer i aften.
Anton fór til at lukke øjnene og trak vejret dybt.
– Har du overhovedet tænkt at fortælle mig i de seks minutter før udgangen?
– Jeg…
Før hun kunne slutte, ringede telefonen. Liva så på skærmens navn og rynkede brynene.
– Det er Birthe.
– Så har vi endelig hele lykkehjulet til stede, – mumlen Anton. – Så er hun i løbet også i picture?
– Nej, jeg ved egentlig ikke, hvorfor hun ringer. Vi har næsten ikke talt siden den sidste skænderi.
Hun tog op.
– Hej, Birthe?
Birthe’s livlige stemme derfra drejede sig i luften.
– Hej, mami! Jeg håber ikke jeg og Jørgen plager, men pjeffer vi lige ind til middag i aften? Jeg har vigtige nyheder for jer!
Anton rystede følelsesløst, men Liva smilte bredere, som en charmatrice til sig selv.
– Selvfølgelig! Kom med glæde. Vi er her klokken syv. Og ja, vi er her to.
– Perfekt! Så ses vi spiser. Og det er dog ikke alene. En tredje person kommer med.
Før Liva nåede at spørge, hvad det var, væltede Birthe fra den anden side.
– Hører, Antons. Det er da en bemærkelsesværdig middag.
– Hvorfor er du så glædelig, – sagde Anton og forlod køkkenarealet. – Vi har festivalbilletter til theater i aften. Har du glemt det endda?
– Ja! Hvor har jeg noget sådant!
– Så nu har du jo fund det. Annullér middagen, så vi kan gå i.
– Men Antons…
– Ingenting! – sagde han og forsvandt til soveværelset.
Liva satte sig på en stol og tog sine hænder til ansigtet. Billetterne til “Hærlig Et” i theater by Alexis var et gengivelsesgave for deres trediveårs pågældende jubilæums. Nu…
Hun gik til køleskabet og tog vindstrikket kødet og grøntsager til stegt. Når Anton dukkede sig fra soveværelset, fyldte køkkenet med lukten af gammel dansk mad.
– Så har du valgt alt, – sagde han med en grin.
– Antons, hvorfor ikke? Vi borjo da altid sammen.
– Så hyggelig at alle slægten samles. Men hvis slægten er én person og en anden person, der er én.
– Hvis det heller går godt, – sagde Liva med høj højre hånd.
– Jo, det gør, – sagde Anton, men tænkte over, og så stolede han op.
Hans bærebare idé havde allerede en levende form. Henrik, hans stadfar, havde været borte i tyve år, Birthe og hendes uopmærksomhed og Jørgen. Også hans oplevelse med Jørgen, en divorceret mand, havde været en kamp. Og så… hun havde et barn fra deres regnskabet, det havde hun ikke fortalt.
Da Liva arbejdede i køkkenet, ringede dagens første klokke. Det varede Birthe med et tallerkenbæger med pander.
– Liva, min jomfru, jeg synes du havde brug for lidt glæde, – sa hun op.
– Nej, nej, det er så herligt. Vi har uventede gæster i aften.
– Hvem så? – spurgte Birthe med nysgerrighed.
– Henrik, min stadfar, og Birthe med Jørgen og deres dotter.
– Jørgen? Har det en hel navnetaf?
– Det er birthe’s kærest. Hun løber feltet, og han har allerede fået venner.
– Så… er det i grunden svigersøn, og så hans far?
Liva bøjede på skulderen.
– Det ved jeg ikke, Birthe. Hun siger, det er vigtigt.
– Ja, rolig. Men her i huset er projektet. Min kusine Lars, der kommer fra Frederikshavn. En millionær, der led et bækagerÆ, og han leder sig selv. Er det muligt, at du indbyder ham til middagen, så han skal have lidt af din klynkende uddannelse?
– Okay, hvorfor ikke? Han er enבר, og jeg tror, han kan bruge lidt af den fine fødded.
Birthe smilede og løb hurtigt hjem for at gøre Lars bekendt.
Når hun vendte tilbage, fangede hun Anton sin mørke blik.
– Så du har ikke sådan kysset Lars også herfra pjeffer?
– Hærvar ikke, han var i stedet i Frederikshavn. Og han har brug for et nyt sted et efter at have mistet hans ejendom.
– Så det er et resort for detaljer?
– Nej. Men jegsender hans navn, så han hele middagen.
– Tusind forbudt! Skal vi nu begynde at operere jobcentret?
– Så du må gå i from mode. Ha, ha. Nu kan han spise en måltid sammen med os, og måske få nogle værdifulde vink.
Anton gik til sin tøj og tænkte: “Hun er stadig en ligesom i dage tir.”
Når klokken var seks, var bordet dækket, og ovenugåben havde stekt havre med grøntsager. Anton så allerede med en glædelig fornøjelse.
– Hmm, noget her er lidt i alt sammen. Vi har hele familien samlet os, vel?
Liva kom op til ham og boksede sin arme.
– Jo, det er jo alt sammen. Og det er et yndigt plan. Når vi EU’ed teater i fællesskab, ln main, så har vi tjent.
Anton gav hende et kærligt kys og gik videre.
Midtem klokken syv dukkede Lars op i det hjemlige.
– God aften. Jeg er Lars, kusinen til Birthe.
– Velkommen. Jeg er Liva, og dette er min kæreste Anton.
Lars viste sig at være en mere levendig snakker. Han arbejdede tidligere med IT og havde skiftet en uddannelse til bækkere, men havde mistet jobbet efter et sygdomsbræk. Nu led han efter noget nyt.
– Men jeg har lidt rejsen i mit fag. Måske jeg kan hjælpe i noget nyt projekt.
Før han kunne slutte, ringede klokken igen. Birthe og Jørgen kom op, men denne gang ikke alene. En kvinde med korte hår og et lille barn.
– Henrik, Mette, og Nikita, – Liva smeltede ham i en knus, mens Anton var mere afvisende.
Henrik skælvede med nervøsitet, og Nikita så ikke op.
– Hvordan bor den gangen, Henrik? – spurgte Liva.
– Vel, jeg skal sige… virksomheden blev lukket. Vi har buget, og derfor skal vi starte fra nul her. Vi lejer en lejlighed, men jeg har fået et job som vagtholder i supermarkedet. Det er midlertidig.
Mette bukkede lidt og sagde:
– Jeg arbejder i kassaladen i Drogeri. Det betaler lidt, men jeg får nok til mindste behov.
Liva så med lidt medlidenheden, men før hun kunne sige noget, ringede døren igen. Birthe var sammen med Jørgen og et andet barn.
– Mami, papi, det er Jørgen, og vores datter Maja.
– Jørgen? Som din kæreste? – spurgte Liva, mens hun holdt fast i sin serviett.
– Ja, vi skiftede celebrate i tre måneder. Jeg ønskede at fortælle jer, men efter den sidste skænderi…
Anton solgte Birthe med et glædeligt knus.
– Gratulerer. Kom ind. Bordet er dækket.
Jørgen præsenterede Maja, og Lars sagde:
– Dette er Lars. Han er Birthe’s kusine.
Birthe så forvirret.
– Så det er den gamle onkel Henrik, der forlod dig da børnelegerne forventede os?
– Birthe! – råbte Liva ad.
– Jeg siger bare rigtig, – sagde Birthe.
Tidssvaret blev nervøst. Henrik så ned, Mette vendte sig over for sine grønne tøj og Nikita var der bare. Lars rystede på og bjækkede op.
– Det er nok med at sige. Det vigtige er, at vi er her.
Anton tog to glas Vin og rakte dem. Der efter blev stammen synlig og glade.
Jørgen fortalte, at han arbejdede som faglig forekomster af industri, og Maja gik i første klasse og havde kunnet bedre ved ballet.
– Vi mødtes i kanten, – sagde Birthe. – Han havde skilt sig for fire år siden.
– Er det virkelig romantisk, – sagde Anton.
– Ikke det romantiske, men det er et realistisk, – sagde Jørgen.
– Henrik, du siger, du er gift? – spurgte Liva.
– Ja, Mette er min anden kone.
– Så det har du ikke fortalt mig i alt sammen.
– Jo, men du har ikke spørgt.
– Det er derfor, du er gået fra os i tyve år? – spurgte Birthe.
– Birthe! – Liva regnede hende med en blik.
– Hva er det, du gør? Onkel Henrik slaver dig i tyve år og så slår til herfra, som en godfarer med sin buge!
– Vi har vores egen klarhed, – sagde Mette.
– Så vi skal ikke begynde at snakke sådan, – sagde Anton.
Lars sagde så:
– Henrik, jeg leder efter personer til at starte en café. Hvis du vil, kan du være chefkonsulent.
Henrik så glad, og Nikita grinede. Lars tilføjede:
– Birthe har stor erfaring fra restaurantbranchen. Hun kan støtte i administrationen.
– Og jeg har erfaring fra byggeri, – sagde Jørgen. – Det er mig, der kan routere elnettet til detaljer.
Liva så forbløffet over, hvordan disse personer begyndte at planlægge. Lars fortalte, at han havde fundet en bygning i Kerteminde, hvor en gammeldags bageri havde været.
– Du, – sagde Anton, – jeg var byggeri specialist i min tid. I kan hjælpe med det.
Liva smilede. Henrik og Mette bemærkede, at Lars’ idé kunne fungere. Nikita sagde:
– Der skal være spilplads i caféen.
– Det vil jeg gøre, – sagde Lars.
Efter en lang kvælende stund, hvor der var masser af mæske noget var forstridt, blev stemningen mere direkte. Henrik tog Liva til sig.
– Tjifte mig. Det har taget tyve år til at vende tilbage.
– Vi er glade, at du er tilbage, – sagde hun.
Birthe gik op til dem.
– Forgive mig, jeg har fået tyve år med at vente på din tænkning.
Anton smilede og sagde:
– Okay, det har været en middag. Men jeg tror dén, det er et start for noget.
Når de forlod huset, gik vendingen med varm klartevejr. Efternæsten de tolv klokke. Lars sagde:
– Det bliver en god forbindelse.
Liva så på Anton.
– Er du ikke vred på det med theaterbilletterne?
– Hvad theater? Vi har haft en bedre forestilling her! Og nu bliver caféen den, som vi to skal skabe.
– Os to?
– Ja. Jeg hørte, at du sender Lars og Nikolaj til at skrive stadiebilleder. Hvis du ikke har nogle oplysninger, er det os, der skal definere de!
Liva lo.
– Det har været en middag, der ikke ventede.
– Nej, men da det er en forord, som skriver os en kommende historie.
De stod i stuen med forladte tallerken og glas. Middagen var en bemærkelsesværdig begivenhed, som havde forbundet alle, der blev isolerede fra hinanden. En ny fælleshed blev dannet, og måske var det det, de havde brug for i deres liv.
