“Jeg giver dig det ikke, Mikkel! Gennem min krop!” råbte Grethe Larsdatter, mens hun blokerede for dørgangen til haverne.
“Undgå dig, mor! Det er besluttet! I morgen kommer maven og slår hovedet i jorden. Papirerne er underskrevne,” mumlede Mikkel, mens krumlinerne under morgensolen skabte skygger over hans ansigtsudtryk.
“Hvem har du rettet til? At papirer kan overskriver afskæres? Den jord, din fætter faldt i kisten over på? Den, jeg bukkede hovedet over, som en pløv i april?” Grethe krøllede sine hænder, mens vinden henter hvidt hår i et Tangensbække-svale.
“Dramatiser ikke. Du er ikke længere i stand til at plante. Og hvem elsker væk dedikationen til agrarn?” Mikkel rakte efter dørvognen, men hans mor blokerede igen.
“Agrarn? Den er så uskyldigt som en moseværets. Det er ikke mad – det er bare kemikalie! Din fætter vender sig over din mund!”
Disse skændere under en ege, hvis skrabede skind stadig holdt fast ved de gule blade, blev en evighedsslog, der rev sig gennem haven, fyldt med røde bønner og den mystiske gnist af løv. Atmosfæren var tung af høstens sorg og forårsskyggers stilhed. Over byen Slagelse hang himlen i en blæk-akvamarin, mens skyer hævede sig i takt med gartneriets evige drøm.
Mikkel, en mand med fløjlerens ømhed i begyndelsen af hjernens gråt, følte vrede koble sine arter. Hans plan var tydelig: Sælge gården til en boligbygger og flytte sin mor til en moderne lejlighed i København. Huset, hvor han vokset op, havde sammenbrudt overvejende, taget var fukt, og hver dag blev sværere for sin mor. Men hun holdt fast, som om rødderne var ajour i hver kubikmeter jord.
“Mor, du er syvoghalvtreds. Du hæver dig hele dagen, som om livet er en enkelt drøm.”
“Det er det, Mikkel. Det er min drøm. Hvad skal jeg i byens stue? Se TV?”
“Du har min hustru, Nanna, og Mor Dina henne i sparebunkeren. De spiser sunde mad. De elsker dig,” forsøgte han osmose for at formere rationalitet.
“Nanno, min perle, og Dina, min sten. Jeg forstår ikke,” sagde Grethe, og et øjeblik var der bløde skygger i hende, som om haverne og byens rudefelter blev ens.
“Hjælper mig med den sidste høst?”
Opstår det, Mikkel, ellers åd jeg keinen gloer. Apple er den præciseste.”
De gik ind i sækken for at finde stole og korde, og kornets stemmer lafede i morgenblus.
“Har du husket, hvordan din fætter forpligtede dig til at flette bladene?” spurgte Grethe, mens de gik gennem de lune pæle. “Du hader, men nu opdager du kraften i Applet.”
“Jeg husker,” svarede Mikkel, mens han så ud over en skygge, der dækkede rævene. “Men tiden har gået, mor. Verden er blevet en anden.”
“Verdens kerner ændrer sig ikke, Mikkel. Mennesker er forbundet. Glem ikke stedet, hvor du dro derned.”
Mikkel vendte tilbage til arbejdet, mens elgenbæren på stokke svingede i takt med drømmer. Han sad som en del af naturen, men længtes stadig efter byens klodens færd – et sted, hvor hver gang han vendte sig hjem, sov de på stjernestierne.
“Hvad med energi – du har sagt, at din hustru Nanna har lanceret en idé senest,” sagde Grethe, mens hun lagde høstens drømme i bunker.
“Nanno?”
“Ja. Hun fortalte, at du arbejder som en helgen. At du siver suer, men det er en labyrint du ikke forstår.”
“Hun har altid været din ven, selv når vi slog os over rævene.”
“Hun foreslog også, at vi skulle til sommer – hun vil have dig og Maren dér… Få en pause fra byen og teknikon.”
Mikkel vendte tilbage til kisten, mens aftenskyerne lavede deres net. Hans mor satte sig ved pejsen, som var fyldt med rigtige frugter, og bjækkede chorerne.
“Sit ned, Mikkel. Vi taler som en rigtig familie.”
Så faldt de i tine, med kopier af kaffe med røsemose og karaoke.
“Jeg ved, at du bare vil det bedste,” sagde hun med et smil, der mindede ham om vinterens færd med dem. “Men fanger jeg ved noget, kører jeg jordens kardemomme. Det hus, din fætter opførte med sine hænder… Hvordan skal jeg stjæle det fra sted? Til sommerbyen?”
“Mor, det er ikke nogen stjæler. Hist i sommer, senere i byen. Du kan ånde bedre.”
“Men rævene? Hvem skal passe på dem?”
“Jeg, mor. Du skal flyve videre, hvile. Som du har sagt.”
Til sidst besluttede Mikkel at fejre sidste høst, og det bliver ikke forBED tvivl. Han blev ved haverne, mens kvindebær spredte sig i sommerstjernerne. Tiden havde vedtaget, at rævene og stenden var alt, hvad der var livlig i byens øjenblikke. Og Mikkel forstod, at det var en verden, han ikke kunne snyde, for den var mere virkeligt end alt.
