Alt var i orden, indtil hun vendte tilbage
– Hvad laver du her?
Mette havde såre hænder rundt i koppen med kaffe, da hun så døren åbne og en kendt figur stå der.
– Hej, skatten,
Anja grinede, mens hun kørte en hårflet bagover fra sit ansigt.
– Tusind tak for at holde mig hjemme. Sårig?
– Du … Du skulle da til …
Mettes hænder rystede.
– Otte år siden forlod du jornalen og sagde tvingende, at du aldrig mere …
– Planer ændrer sig,
Anja skulrede og trængte udenom hende.
– Må jeg komme ind, eller skal jeg stå i døren?
Mette trådte til side. Otte år med rolig livsstil, fast rutine, en stabil hverdag. Anja så sig omkring i lejligheden, som engang havde været deres fælles.
– Ikke dårligt anført,
hun nikkede mod de nye møbler.
– Husker du, hvordan vi som børn forsøgte at skifte dem groteske blomsterpapirer?
– Ja,
Mette svarede stille, stadig ikke tror sine øjne.
– Anja, hvad sker der? Hvorfor er du her?
– Måske ikke nødvendigt at holde dig udenfor, fordi jeg er din søster?
Anja trak jækken af og gik mod vinduet.
– Udsigten er stadig den samme. De samme huse, det samme parkområde med skovtunnellen.
Mette satte koppen på bordet. Hænderne rystede stadig. Anja så uændret ud, selvom hendes hår havde vokset sig længere, og der var noget træt i blikket.
– Er du gift?
spurgte Anja, da hun bemærkede ringen på Mettes finger.
– Ja,
Mette dækkede forsigtigt for hånden.
– Med Lars. Du husker ham? Min tidligere klassekammerat.
– Lars Sørensen?
Anja løftede en øjenbryn.
– Den samme, som skrev dig digte i skolen?
– Netop.
– Så er der jo en pige,
Anja så nysgerrigt på.
– Har I børn?
– En datter. Mathilde. Hun fylder elleve.
Anjas blik ændrede sig. Mette kendte den ændring fra børnefør – sådan sås Skjægskatten chỗe, hvis noget irriterede hende.
– Hvor er hun nu?
spurgte Anja.
– I skolen. Lars henter hende fra skolen lige nu. De havde tænkt på at gå i Tivoli.
– Sådan en måde at leve på,
Anja lo med en kenskabelig ironisk tone.
– Familie, børn, rutine. Alt det, vi engang drømte om.
– Anja, hvorfor er du vendt tilbage?
Mette gik tættere.
– Forklar det?
Anja vendte sig fra vinduet og så på hende. I et øjeblik sås noget sårbart i hendes øjne, men det forsvandt snart.
– Arbejdet i London faldt over. Visum løb udløb. Nu er jeg hjemme.
– For evigt?
– Ikke mødestund.
Mettes bryst kom og gik i en hals. Hun huskede, hvad der skete, når Anja var tæt på. Sådan kunne hun ødelægge alt med bare ét æblerd.
– Hvor bor du nu?
– Ingen steder.
Anja grinede med sin kendte bøn-til-hands-mine.
– Tænkte måske på, at du kunne lade mig sove på gulvet et par dage.
– Anja, jeg …
Mette tøvede.
– Vi har en lille lejlighed, Mathilde …
– Jeg诶 lige dig. Du ser mig slet ikke.
Anjas løftede stemme kom med en vis intensitet.
– Det er jo bare et koldt gulv. Ingen bemærker det.
Mette vidste, at hun skulle sige nej. En stemme i hovedet skreg ad varsel. Men det var hendes søster – den eneste ven din familieliv havde efter forældrenes død.
– Ja,
hun udtalte det med en møund.
– Men kun kortvarig.
– Tusind tak, Mettens,
Anja omfavnede hende, og et øjeblik virkede det, som om de igen var de unge piger, der altid havde støttet hinanden.
Aftenen kom Lars tilbage med Mathilde. Mette havde advaret ham om Anjas ankomst, men ligevel sås den tyndne紧张 i hans blik, da han så på hende.
– Hej Lars,
Anja stod op fra sofaen, hvor hun havde vendt i et magasin.
– Længe ses.
– Anja,
han nikkedet behørig.
– Hvordan går det i London?
– Beter ikke dårligt,
hun grinede.
– Og du? Ser stadig så alvorlig ud.
Mathilde holdt sig ved Far og så nysgerrigt på den fremmede kvinde.
– Hvem er du?
spurgte hun.
– Det er far til Brorinde,
Mette sættes sig ned ved siden af datteren.
– Min søster.
– Så har du en søster?
Mathilde virkede forbavset.
– Hvorfor har jeg aldrig set hende?
– Sørende havde holdt længe væk,
Mette forklarede.
– Nu er hun kommen på besøg.
Anja gik hen til hende og knedte ned på knæ.
– Hej, Brorinde. Så smuk. Du har din mamas ansigtsligning.
Mathilde grinede brydeligt.
– Er I virkelig søskende? I ser ikke engang Andenligt.
– Ja,
Anja lo.
– Og det er Mammaen, som har haft den fine ansigtssyning.
Under middagen blev diskussionen tung. Lars holdt sig til det nødvendige, gav sorte svar. Mette forsøgte at opretholde konversations, men fornemmede den tynde spænding i atmosfæren.
– Far, skal vi i Tivoli i morgen?
spurgte Mathilde, da hun bare havde suppen på papken.
– Nu havde vi jo planer om det.
– Ja, solskin,
Lars grinede, og hans ansigt blev mildt.
– Som aftalt.
– Skal tante Anja med?
spurgte Mathilde.
– Hvis tante Anja vil,
grinede Mette, og sendte Anja et blik.
– Ja, ifølge hende.
– Selvfølgelig,
nikkede Anja.
– Langt for min tid.
Efter middagen hjalp Lars mette med pladserne.
– Hører hun længe?
spurgte han, sårbart.
– Hun siger på et par dage.
– Mettens,
han lagde sin hånd på hendes skulder,
– du husker, hvad der skete, da …
– Ja,
Mette stopped.
– Men det er min søster. Jeg kan ikke bare smide hende ud.
– Jeg ved det. Men tænk på Mathilde.
– Mathilde har ingenting med det at gøre.
– Mette, hun er et barn. De fornemmer alt.
Fra værelset hørte de Mathildes latter. Mette så ud og så Anja foreskatte hende med nogle tricks med mønter.
– Se, monot mellem fingrene!
lød anja.
– Og nu er den bag øret!
Mathilde klappede.
– Endnu, endnu!
bed hun.
Mette smilede. Måske ville alt være i orden. Måske Anja havde ændret sig.
De gik alle tre til Tivoli den næste dag. Mathilde var begejstret for showet, og Anja købte hende sukkerpære og ballon. Lars faldt på i rolig, og grinede ad anjas skælder.
– Hørte,
Anja sagde under middagen,
– hvordan du og jeg engang drømte om at være skuespillere i Tivoli? Du ville være акробат, og jeg – løvehjælper.
– Ja,
Mette grinede.
– Og du sagde, at løverne lyder på dig, for din frydblev er slet.
– Jeg er stadig slet,
hun kantede øjen.
– Hvad er det at være slet?
– At ikke frygte at gøre det, man ønsker,
forklarede Anja.
– Selv hvis andre siger, at det er farligt eller forkert.
Mette blev bange. Noget i hendes tone havde noget spidst.
– Fryd er godt,
indskød Lars.
– Men det er vigtigt at tænke over konsekvenserne.
– Lars har altid været forsigtig,
sagde Anja, og der var en sarcasm i hendes stemme.
– Sagen, Mettens?
– Forsigtighed er ikke dårligt,
Mette forsøgte at forsvare sin mand.
– Det er bare … ikke forkert. Men nogle gange hindrer det.
Ved aftenen, da Mathilde havde sovet, og Lars var i badet, blev de søskende tilbage sammen.
– Sådan et liv,
Anja så på familiernes billeder på hylden.
– Stille, roligt, forudsigeligt.
– Hvor er det dårligt?
– Mere kedeligt måske.
– Jeg er ikke kedet.
– Sandt?
Anja vendte sig mod hende.
– Husker du, hvordan vi engang drømte om at rejse hele verden?
– Drømmer ændres.
– Eller skal de ændres.
Anja satte sig ved siden af hende.
– Mettens, er du glad?
– Ja.
– Tænker du manke, hvordan dit liv kunne have været, hvis du ikke var gift så tidligt?
– Sjæl, hvorhen hen?
spurgte Mette.
– Gør det noget?
– Nej, bare nysgerrigt.
Mette fornemmede Fallen, men ikke det punkt.
– Jeg elsker min familie.
– Det ser jeg. Men kærlighed og vane er forskellige ting.
– Hvad mener du?
– Intet særligt.
Anja skælvede.
– Jeg er slået. Af rejse. Skal sove.
I de følgende dage masquererede Anja sig ind i deres liv. Hun leger med Mathilde, hjalp Mette med huset, lavede morgenmad. Lars bredte sig til hende, og holdningen blødte over.
Men Mette fornemmede, at noget var fejl. Anja sad for ofte med dem, stillede for mange spørgsmål om Lars, tilpasningen af deres liv.
– Arbejer Lars godt?
spurgte Anja en morgen, da de drak kaffe.
– Adekvat belønning?
– Af det, der er nødvendigt.
– Og hvad gør han i sit firma?
– Salg.
Mette tøvede.
– Anja, hvorfor spørger du?
– Interessant. Så han har med folk at gøre?
– Ja, men hvorfor?
– Han ser så charmerende ud. Selv naturligvis er hans klienter forædret.
Noget i hennes tone satte Mette på kant, men hun stoppede ikke ind.
Aftenen blev Lars hjem. Han kom sent.
– Beklager, min kæreste,
sagde han, mens han kysset Mette.
– Mødningen gik længere end ventet.
– Intet alarmerende,
Mette smilede.
– Vi har lagt middagen.
Anja var overraskende fælles om middagen. Hun spurgte Lars om arbejdet, grinede over hans slemning, og hørte opmerksomt, da han fortalte én af sine historier.
Mette holdt øje med hende og fornemmede, hvordan et iskoldt klodsk antog form igen. Hun kends for denne Anja – den, der altid havde haft etcharme, den, der otte år tidligere havde stjålet penge fra hende bare før brylluppet.
– Lars, kunne du tage hende til byen i morgen?
bad Anja.
– Hun må have brug for noget vigtigt i banken.
– Og da det ikke er praktisk at ta’ med subway med dokumenter.
Lars grinede.
– Hvad siger klokken?
– Klokken elleve, hvis det er muligt.
– Gentur.
– Tusind tak, du er så sød.
Mette grippede tandene. Hendes minder var tydelige. Anja var nok for denne tone, som hun brugte for det med Lunds.
Natten kunne Mette ikke sove. Lars snøredes til, og i hovedet flerede hun ensides. Måske var Anja på igen? Måske havde otte år ikke lært hende?
Oprundeligt stod Mette op. Anja sad allerede på bordet med et kop kaffe.
– Kan du ikke sove?
spurgte hun.
– Jeg har mit tempo.
Mette hældte vand op.
– Hvordan går det? Du ser virkelig ud, sidste tid.
– Alt i orden.
– Ville du da ikke have det bedre, hvis det er dig, der ser væk…
– Hvorfor skulle jeg?
– Måske fordi jeg ikke har været her så længe, eller at jeg bragte dig uden giv?
Mette tav.
– Mette,
Anja stod op og gik hen til hende.
– Jeg ved, at jeg forudsatte lidt belejende otte år tidligere. Det med Søren…
– Hold op,
Mette stopped henne.
– Det er fortid.
– Men du har ikke glemte.
– Jeg har gjort.
– Så hvorfor kærter du dig mod mig, som en fjende?
Mette vendte sig til hende.
– For hvilke grund? Efter alt, der skete?
– Så ser du mig alfabetisk?
Anjas tone fros.
– Så det er fortid.
– Nej, Anja. Jeg har glemt, hvad du er i stand til.
– Ja, du har.
Anja grinede bittert.
– Mette, jeg er fyldt fyrre et år. Jeg er træt af fremmede mænd. Jeg har brug for et eget rum, en egen plads i livet.
– Find et sted. Men ikke her.
– Hvorhen?
Anjas blik vred sig.
– Du er den eneste.
I det øjeblik kom Lars ind i køkkenet med et havtøj.
– God morgen, piger.
han snørrede.
– Er det morgenmønster?
– Livstöne,
sagde Anja fjært.
– Lars, er det stadig i orden med banken?
– Selvfølgelig. Klokken elleve.
Mette så, hvordan Anja så på Lars, og hørte hjertet hamre. Hun kends denne måde at se på. Alt om det samme Anja havde sendt Søren et forfærdeligt øjeblik, før hun anskredt.
Hun brugte resten af dagen i ulykkelighed, ventet på deres hjemkomst. Lars ringede klokken tre og sagde, at de blev forsinket – Anja havde bedt om henvendelser.
– Hun ved ikke at kører,
forudså Lars.
– Og der var så meget, subway ikke er vejen.
– Okay.
De kom alligevel med middagen. Lars havde en godstemming, Anja var højlydt.
– Tusind tak,
sagde hun, mens hun huggede pakkerne.
– Uden dig havde jeg ikke klaret det.
– Hmmm.
Lars grinede.
– Og du fandt rigtig videnskab i teknik.
– Ja,
Mette så på hende.
– I USA lærte jeg det.
I middagsbordet fortalte Anja sine historier om livet i udlandet. Lars lyttede ivrigt, stillede spørgsmål. Mathilde krævede mere og mere.
– Hvem vendte tilbage, så?
spurgte Lars.
– Hvis det var så spændende?
– Søgte efter hjem,
sagde Anja.
– Efter familie. En både kan ikke leve ude i med blod.
– Og planerne? Vil du bo her?
– Ikke afgjort. Afhænger af omstændighederne.
Mette så Anja i øjnene og forstod: Buffere indsats. Hun havde planer.
Aftenen kom, da alle sov, lå Mette uden sov. Lars sov ved hendes side, og hun holdt øre til hans ånding, forsøgte at finde ud af, om der var ændret noget.
Der havde været. Han lo mere, talte mere, endda sang i badet. Som om et øjebliksglæde havde inviteret ham ind i hele livet.
Mette vidste, at hun tabte. Anja gennemførte hele, hvad hun altid havde været god til – charmering. Det mest frygtelige var, at Lars ikke mærkede, hvordan han faldt ind i fælden.
Oprundene tog decision, hun ventet Lars til arbejde, tog Mathilde til skolen og vendte hjem til sin skodsj.
– Vi skal tale,
sagde hun uden intro.
– Om hvad?
Anja drak kaffe og vendte et magasin.
– Skide du det.
– Jeg ved ikke, hvad du tænker.
– Anja,
Mette satte sig over for hende,
– jeg beder dig for sidste gang. Gang. Find dig et andet liv, et anden mand. Lad hændelser skemme mit.
– Dit liv?
Anja løftede blikket fra magasinet.
– Hvorfor mener du, at jeg påvirker det?
– Jeg ser, hvordan du ser på Lars. Jeg husker blikket.
– Det gør du nok.
– Det gør jeg. Jeg kender dig bedre end du tænker.
Anja lukkede magasinet og så sørrende på hende.
– Okay,
hun sagde stille.
– Lad os sige, at du er rigtig. At Lars præsenterer sig for mig. Hvad så?
– Hvad?
Mette følte, hvordan jorden forsvandt under hende.
– Han er min mand!
– Din?
Anja grinede.
– Så vidt er det ham?
– Hva…
– Hvad mener du?
Anja begyndte at gå op og ned.
– At mænd er ting, man ejer? At en ring betyder, at han tilhører dig for altid?
– Vi elsker hinanden!
– Oplys dig.
Anja standsede og så på hende.
– Hvor kommer så din frygt fra? Hvis du elsker ham, hvad frygter du?
Mette tav. Skjægskatten havde trafet.
– Vidste du, hvad jeg fatter her?
Anja fortsatte.
– Lars er uheldig. En god mand, ansvarlig, men dybt uheldig. Han lever et liv, som ikke er noget som helst.
– Det er forkert!
– Det er sandt. Og du ved det. Du ved det, men laver som om, du ikke bemærker det.
– Gang nu!
Mette sagde stille.
– Gang nu.
– Nej,
Anja svarede lunt.
– For der er ingenting at efter. Og fordi jeg er træt af at flygte.
– Så vil jeg fortælle Lars sandheden. Oplægge, hvorfor du vendte tilbage.
– Sige det. Men først svar dig selv et spørgsmål: hvad hvis han vælger mig?
Mette så på sin skodsj og forstod, at kager havde startet. Og i denne kæreb, vinder kæmpen.
