Mads kom hjem med et knurr, der ikke kunne tage mere. Han founde hurtigt, at Mette ikke var der, og skubbede hurtigt indenfor i køkkenet, hvor han håbede at finde noget varmt at spise. I stedet fandt han en seddel under kastrullerne, der skrev:
“Min kæreste, jeg er hos Birgitte. Vi snakker. Ring, hvis noget.”
Mads kiggede in i de tomme kasser, åbnede køleskabet og smidte alt, der så ud som mad, op på bordet.
Efter at have spist sig mæt med ostebrikker og kakao, lagde han sig i sengen og sov fint.
Da Mette kom hjem klokken ni, vågnede Mads med et ryst og spurgte:
“Mette, skal vi måske spise aftenmad?”
“Jeg må ikke spise så sent, hører du,” sagde Mette skarpt. “Jeg er på diæt.”
“Men jeg dør af sult,” overhørte Mads hende med et grine. “Jeg kom hjem fra jobbet. Hele dagen i bilen. Kan jeg ikke få noget ægte, Mette?”
“Hvis du vil,” svarede Mette med et suk, “kan jeg lave noget. Men jeg havde faktisk allerede et måltid hos Birgitte. Har du noget imod?”
“Og hvad spiste I?”
“Hun havde flæskkød til salg fra landleverandøren. Hun delte det med mig.”
“Stekt flæsk?” råbte Mads.
“Ja, og det blev grillet i bælgkartofler.”
“Er det derfor, jeg altid er nødt til at vente, når jeg holder op hos jer?” spurgte Mads, mens han skummede. “Hun kyller dig bare op med mad, mens jeg får ris og wurselpølser.”
“Nej, nej,” protesterede Mette. “Jeg går bare fordi hun bliver ved og siger, hun har nogen til overs. Hvis du vil, kan jeg købe et par skiver fra hende, og så kan vi dele.”
“Er du galden, Mette?” råbte Mads ude af stand. “Det kan jeg ikke forestille mig at tage mig selv ud og læse til aften. Det vil jeg ikke have.”
“Det er helt okej,” sagde Mette, mens hun allerede havde tændt for mobiltelefonen. “Birgitte elsker at have gæster.”
“Nej, ikke, klart!” nægtede Mads og løb mod døren. “Jeg dør snarere i frygt end i mave!”
Men Mette havde allerede snakket med Birgitte:
“Hej, Birgitte, der er en ekstra situation. Mads kommer lige hjem og er sulten…”
“Hvilket typisk,” klukkede Birgitte over telefonen. “Men klart, han må gerne tage af sted. Så må du nok komme med, vel?”
“Nej, han må nemt nok føle sig fri,” lo Mette. “Han er jo bare træt fra arbejdet. Vi ses bagefter!”
“Okay, okay,” sagde Mette til Mads. “Tag så, hun er helt klar med bordet.”
“Det er da ganske vanvittigt,” råbte Mads og viftede en finger foran hovedet. “Jeg går ikke med!”
“Du skal med, ja,” insisterede Mette og sendte ham i gang med fugtige hænder i hånden. “Hun venter med mad, som du elsker.”
I så fald, tænkte Mads, mens han låste døren efter sig, må jeg da have lidt fornøjelse. Mette tog tiden til at tage et bad, satte sig fornøjet til rette for fjernsynet på sofabanken.
Men efter tredive minutter gik Mette i panik. Hun vendte fjernsynet av, stillede sig op og kiggede af, om Mads ikke havde vendt hjem. Der var intet. Det føltes forkert. Hun gravede telefonen frem for anden gang og ringede på hans nummer. Et par klik – så hørtes en glad stemme:
“Hudle, Mette. Du får virkelig ikke noget bedre end det her…”
“Men hun hedder da Birgitte!” råbte Mette og mistede hele sin kontrol.
“Jaja, men jeg forstår jo godt, at du måske… Men jeg tror, jeg må blive her et par timer mere!”
“Du…”
Mads havde ikke engang sluttet snakken, før Mette fløj til Birgittes dør. Fem minutter senere sad han ved forhusbænkene i tavshed, mens hun standsede foran ham med en blød latter.
Fra den aften holdt Mette forfra til at besøge Birgitte. Sådanne ting krævede helst, at man var neutral, når man gik på besøg. Og i morgen, tænkte hun, må jeg sørge for, at han godt forstår, hvad det betyder at være hjemme.
