Blødt på ydersiden, hårdt indeni

All vishededers dækker ikke nødvendigvis over alle felt af virkeligheden.
— Hej Ingrid, håber i ikke bare kommer til at besøge os i tre dage igen? Bliv dog længere! Line! Hvorfor siger du ingenting?
— Godtferd, Helle Larsen, du har en fantastisk fødselsdag! Vær forsigtig, tage cellede mad, vi ringer direkt sandt, så snart Emil og jeg har besluttet alt.
Ingrid trak så hurtigt, hun kunne, og smed mobilen væk.
«Alligevel,」 tænkte hun, da hun lagde telefonen til side, «en sådan behagelig snak, og fætteren ligner en solskin, og anledningen er så skøn – eksempler-isbilder, men allerede fra den første sekund til sidsten ord har jeg hele tiden fundet, at jeg ved al pris ønsker, det skal ende hurtigt.»
Ingrid ønskede virkelig ikke at tage til Helle Larsens sommerhuse med sin ferie. Den var så længe ventet, og nu, da Emils semester også var tilfældigt i samme tid, syntes han, at de kunne bruge ferien bedre. Hun havde forsøgt taktfuldt at foreslå, at det i år kunne være nogen anden destination end Helle Larsens strandhus, men Emil var ubøjelig. Sådan var han opgrowing: Ældre må elskes og respekteres, man må ikke overse sine forældre, det er upassende.
* * *
— Ingrid, jeg ser i hvert fald mine forældre én gang om året. Vil du, at vi også undlader at besøge dem under vores ferie? Så vil børnene helt glemme, der findes endnu farmor og farfar, som lever i et andet by.
— Kærling, skal du måske forsøge sige det mækkere. Men har du aldrig overvejet, at disse besøg kun er nødvendige for dig?
— Hvad mener du? Emil foldede sine arme og så forbavset på hende.
— At din mor godt har vandt til at leve langt fra dig og din familie – ellers benytter hun sig af det godt, og hun lider ikke af at se sine brugte børn, eller at bruge tid med dem. Hun lever fint uden dem.
— Ingrid, hvorfor siger du sådan? Hvorfor pludselig disse tanker?
— Jeg mener bare, at din mor altid i deres opgivelser beder mig om ét – sende hende billeder af de ældre drenge eller videoer af den yngste, og så er det. Hun spørger aldrig, hvordan de er, hvordan de går, om de syger. Det, hun vil have ud af sine børnebørn, er kun at vise dem fine billeder til veninder eller naboen i huset. En perfekt billede, ikke mere. Den virkelighed, som ligger bag det, er ikke hendes bekymring. Hun bryder sig ikke om vores udfordringer eller problemer.
— Jeg vil ikke være med på. Vi bor bare langt. De har ingenting for at passe på Niklas, at tage ham ud i skoven, at hilse på de ældre smådrenge. Hvis vi boede tættere, ville alt være anderledes.
— Kærling, min mor bor også i en anden by, men det har aldrig forhindret hende i at flytte over her, når der opstår svære situationer. Hun er som Chip og Dale altid klar til at hjælpe. Tænk blot, hvor mange gange hun har taget fravær eller sygefravær på arbejdet, købt en billet til tåget, og fløjede her til os med én anmodning. Jeg har aldrig observeret noget lignende ved dine forældre.
— Ingrid, ja, min svigerinde er guld. Det har jeg aldrig nejlet. Jeg skyldes hende et stort tak og har sagt det hende mange gange. Hun er altid vores ubeleget hjælpen.
— Ja, det er også, når vi besøger hende. Hun prøver altid at tilbringe mest mulige tid med drengene. Hun gåer, kører cykel, bade i floden, spiller skjul os, jagte og leg. Hun elsker vores børn, som de reciprocere kærligheden. Sådan skal det være i en familie. Varmhed, omsorg, kærlighed.
— Ingrid, hvad skulle du nok, af mig? Alle mennesker var forskellige. Din mare er et badebassin. Hun er i evig ung, et levende hjerte, en god mand. Mine forældre er ældre, de er andre, af en anden karakter. Hvad så, skulle vi ikke besøge dem?
Ingrid tav et øjeblik, trak sine læber sammen, som om hun holdt sig tilbage, men besluttede sig for ikke at gøre det denne gang.
— Det bliver ikke behageligt der oppe, og det gælder også for smådrenge. Ikke behageligt, ikke behageligt. Jeg ved ikke, hvordan jeg formulerer det.
— Hvordan? Hvorfor? Der er jo en fabelagtig sommerhus, der er separate soveværelser for os alle, ren og behageligt. Hva’ mere er nødvendigt for en skøn sommer?
— Kærling, der er en sprogbrug: For eksempel «det er en langsgærende tæppe, men kortsomme». Det forklarer præcis min tilstand, når jeg tager til svigerinden.
— Uventet. Hvorfor har du ikke sagt dette før? Det har altid virket, som om det virkelig havde været fornøjelsesfyldt for dig og børnene. Og for mig, det var et ideelt valg – at besøge mine forældre, Og til dig og børnene at bruge ferien. Hvad er der nu forkert, Ingrid?
— Alt. Fra den første sekund, da vi hele familien invaderer deres hus, er deres perfekte, forbigående og behagelige liv pludselig ødelagt.
— Det har jeg aldrig bemærket. Jeg tror, du virkelig kun opfandter det. Du er blevet for nervøs med alderen.
— Kærling, du bruger allerede megen tid på at hjælpe forældrene, på husets temas. Da vi bor hos mammi og farmor, bruger du meget sjældent tid på mig og børnene. Du prøver altid at hjælpe dem, at leve op til deres forventninger. Jeg hører allerede og ser hvert ord, der sker. Alle disse bittere kommentarer og negative blikke fra din mors og din fars. Tror du, det er behageligt for mig? Vi er allerede gift i ti år, og jeg har det fornemt indtryk, at Helle Larsen stadig ikke kan leve med, at det var netop mig, som blev din kone. Eller måske, at hun blot ikke glæder sig over, at du nu har os hele.
— Hvad siger du nu, Ingrid! – manden blev redelig nervøs og ønskede at afslutte denne ukvindelige snak hurtigst muligt.
— Lad os tage: Vi rejser til svigere, som helst, men du skal prøve at være påpasselig over for det, der sker i deres hus. Så mener jeg, alt vil falde på deres sted. Og du vil ikke længere være vred på mig og tænke om, at jeg bare er flippende og beundrer din moster.
Sådan baftes det.
* * *
De følgende dage frygtede Ingrid at pakke ting for hele familien, og Emil gik reasonogre mørk sig. Det virket som, at hans hustru havde sandt nogen ved det.
Rejsen til svigers familiens sommerhus tog cirka fire timer. Ingrid gjorde, hvad hun kunne, for at skabe et gladværende humør. Hun sang, lege med de yngste sønner. Hun vidste, hvordan Emil blev utrøstelig af alt det, hun havde sagt, men hun kunne ikke holde tungen lige ved loppen længere.
For længe havde hun altid været en gladelig kvinde, garanti for alle. Altid en glad smil til forældrene, aldrig svarede hun deres bittere bemærkninger eller kritisk blik. Hun ønskede ikke at skabe strid i familien. Men det viser sig, at det var forgæves. For den svigermor havde sandsynligvis følt sin ubegrænsede magt og ikke savnede en mulighed til at nerve Ingrid. Alt var forkert for hende.
Børnene syntes for støjende – det means, at Ingrid har dårlig oplæring. Emil var for tynd – det mener, at Ingrid har dårlig ernæring. På Ingrid’s klæder var en tynd kort, som var noget uskikkelig for hendes alder. Alt i alt, og på et fast sted, havde Helle Larsen altid fundet fejl i fuldmødan. Ingrid havde blevet træt af hele svigermors pres og besluttede, at denne gang alt ville være anderledes.
— Bade, vores kære! – moren så glade fra døren, og det så ud, som om hun virkelig var glaet over at se deres oplevede gæster. – Kom ind, kom ind, vi har ventet på jer.
Emil så bekommerligt på sin hustru, som, da, hvad har du badet mig med ved hende? Se, hvor sandt din more er glat over at se os.
— Søn, bring alt din ting direkte op, i jeres værelse. Hvad er der for en uro der til.
Emil bringte sin mange bagsage op ad trappen.
— Og hvorfor tager I altid så mange ting med? Du kan ikke pakke, Ingrid. Du tager noget for meget. Og nu Emil er tvunget til at bære dette her fra én sted til et andet. Spiller du lidt mindre op. Han arbejder uden forår, skal ernære jer alle, og måske spiser han dårligt, har han tyndet igen.
— Helle Larsen, hvad taler du sådan! – Ingrid svarede højt for øre, så at Emil kunne høre det.
Helle Larsen fór i rysten. I enhver anden situation havde hustruen talt ingenting, men pludselig ved sin høje stel blev hun voldsom.
— Emil spiser sundt og balanceret. Og Hans tynde er efter sin far. Se på Alexander, har du ikke bemærket, hvordan de ligner hinanden? Sørger du ligeledes for, at din søn spiser godt, Eller hvad? Og vi har ikke for mange ting. Vi har fem personer i familien, husk det. Ydermere, drenge er her, i landet, de bliver forurenet. Her er ingen normal vask. Så, det er nødvendigt at tage for meget tøj for dem. Det er ikke min skyld.
Helle Larsen trak øjenbrynene op og blev opdækket af undertiden. Emil var allerede kommet nede og hørte hvert ord. Han holdt tungen lige, men det fandt ham naturligt ukvindeligt. De var lige blevet indenfor, og Helle Larsen havde allerede et krav.
— Så gå indenfor. I har sikkert svært fra rejsen – Helle Larsen gav sig tilbage, at hun måtte byde gæsterne morgenmad.
Farfar kom ind fra gården.
— O, i er kommet. Hello, drenge. Så, har I allerede været ude i en liusse? Eller brækket en ting? Eller måske allerede ikke? Min more lagde ellers stort lokale i hylder og billeder for at gemme dem i nogle timer. Hun er frygtet for sit ejendom, – grinede han.
Drenge, som i dette øjeblik løbede rigtig i hallen, blev pludselig tavs.
— Mine børn har aldrig brækket nogen ting, opfind ikke sandt – snærede Ingrid.
Farfar knyttede ansigtet og trillede stille katten.
— Vagn, sid gennemsynligt. Søren, måde bade her. Niklas, spis ordentligt – Helle Larsen var hele aftensmad blevet misdankel有着 numerous bemærkninger over for børnene.
Endelig fattede Ingrid:
— Åbenbart skal du ikke skolle dem. De er børn. De lærer ikke at sidde stille og spise ordentligt som voksne. Bemærk dig lidt mere, Helle Larsen.
Svigermoren blev rød af vrede, men svaret hustruen ikke, da sønnen stod til.
Børnene blev endelig nådne og løb så vidt. Selvfølgelig, I hører støj fra hvert hjørne. Det var nødataset at have en talsbar snak.
— Ingrid! – Helle Larsen kunne ryme allerede. – Stop dine børn, hvad i helvede er det? Hvorfor har det så uundgåeligt? Jeg kan ikke leve i denne støj. Det er uudholdeligt.
— Det er børn. De leger, de glæder sig. Så, de er støjende. Hva’ mente du heller? Hvordan du forestille tre drenge? Sæde velsignet i en cykel med bøger? Det er kun i film. Det vil vente én uge, Indtil vi flytter hjem. Og du, Helle Larsen, prøv at lege sammen med dem. Det er sjovt og sundt, Prøv det.
— Hva’ for forskertænk? Jeg kan ikke huske, hvordan det gør. Og i alt, Ingrid, du er idag usædvanlig. Du benytter dig allerværst.
— Trygt mig, jeg benytter mig rigtig fint – Ingrid smilede dystrende.
Emil så bare til, uden at gøre ingenting. Han tænkte kun på ét: Hvorfor har han ikke bemærket, at hans mor ellendigt altid var utilfreds, at intet behagede hende – neppe hans hustru, og hans børn. Måske, så længe som hans hustru tav og smelte hundskenede, var det mere eller mindre tolerabelt. Men ikke denne gang.
Så rejste Ingrid sig fra stol og begyndte at hæve sig selv et stykke kød sig. Hun tog en grydeske, begyndte at putte sig, da viftede Helle Larsen:
— Hvad gør du! Den grydeske bruges kun til firdéksler. Jeg bruger aldrig den til kød. Hvad har hun for en nul!? Hvem har educeredt dig til husets regler? Hvordan levede Emil dig med al det og tager det alt sammen? – svigermoren ved lige forbi til top, i dag hustruen fik bare utrolige irriterende sind. Så hold hun ikke på, at sønnen stod ved og hørte det, hun var så rasende, at hun ikke kunne skabe sig. – Hvor mange gange har jeg spurgt dig, at røre ikke nogen ting! Jeg vil gøre dem, ligesom det er nødvendigt for mig. Hold dig fra min hus! For dig er der intet at ekstra.
— Så skal jeg ikke spise, og ikke sørge for mine børn, indtil du giver retten? Hva’ er det for en fængsel? – Ingrid blev også overiverlig.
— Når du forlader mine ruiner, så gør, hvad du har lyst til – Helle Larsen rami væk.
— Alt! Stop! Det er nok! – Emil fattede ikke mod at afslutte hele denne mareridt. – More, jeg har en eneste spørgelse. Hvorfor kalder du os altid over telefon, hvis du har så svært med vores ankomst? Ja, jeg har en stor familie. Men jeg har virkelig troet, at du elskede os og glædede dig over det. I virkeligheden er alt rigtig anderledes. Vi vil ikke mere forstyrre dig.
Emil gik fra bordet og gik mod sine sønner, for at lege med dem. Intet farmor eller farfar viste noget behag i henhold til deres børnebørn. Det havde fungeret mest pinligt. Men Ingrid havde altsammen ret.
Den næste morgen, da hun havde sovet godt, var Helle Larsen forbløffet af, hvordan alt var stille i huset. Gennem de døre blev hun ikke fundet hendes søn, hans hustru eller børnene.
Emil besluttede endelig at forøve sin hustrus ønske og tog sin familie til rigtig ferie. Der, hvor det hele vil være behageligt og behageligt. Ingrid sad i bilen, omfavnede sit drenge og smilede.