Den perfekte mand. Bare ikke for mig
“Lise, smut lige forbi! Hviskede naboeren Gerda Hansen og nikkede mod haven overfor. “Se ham lige! Sådan en ægtemand! Køber blomster til sin kone hver uge, vaskede bilen ved daggry for at køre Annelise på arbejde. Hvor er din egentlig?”
Lise rørte mekanisk i sin grøntsagssuppe, uden at slå øjnene fra komfuret. Gennem vinduet så man virkelig Kaj Mogensen fra nummer syv, der omhyggeligt plantede tomatsælinger, mens en buket blodrøde roser lå på bænken ved siden af.
“Gerda, hold nu op,” sukkede Lise. “Hver sin lyst, ikke?”
“Hvad mener du, ‘hver sin lyst’?” protesterede naboen og satte sig ved køkkenbordet. “Se nu ordentligt på ham! Hans have er lige ud af et blad, forguder sin kone, kører barnebørnene på cykel hver weekend. Og Annelise går så lykkeligt omkring! Mødte hende i går ved Brugsen, hun fortalte i en halv time, hvordan Kaj giver hende fodmassage om aftenen.”
Lise rynkede panden. Kaj Mogensen var faktisk en forbilledlig mand. Alle nabokonerne talte om det, hele gaden vidste det. Han var først til at fjerne sne fra ikke blot sin egen have, men også pensionisternes. Hjalp med at reparere hegn, lånte værktøj ud, hævede aldrig stemmen mod sin kone.
“Hvad skal jeg med det?” Lise slukkede komfuret og vendte sig mod naboen. “Min Thomas er også en god mand.”
Gerda fnøs.
“Nåh, god! I går aftes klokken elleve skruede han op for musikken, min barnebarn vågnede og græd hele natten. Og i forgårs spærrede hans bil hele vejen, Svend kunne knap klemme sig forbi.”
“Han havde bare en dårlig dag,” forsvarede Lise sig, selvom hun inderst inde godt vidste, at undskyldningerne lød hule.
Thomas var sandelig ikke den perfekte ægtemand. Han kunne glemme fødselsdage, lade beskidt opvask stå en uge, bruge halvdelen af lønnen på fiskegrej. Men Lise elskede ham, som han var. Elskede hans klodset forsøg på at lave morgenmad, når hun var syg. Elskede, hvordan han snorkede i søvn. Elskede endda hans vane med at sprede sokker ud over hele soveværelset.
Efter Gerdas afgang gik Lise ud for at vande agurker. Over hegnet hørtes en stille samtale mellem Kaj og hans kone.
“Annelise, vil du have en stol? Du skal ikke stå på knæ, du river dig i ryggen.”
“Nej tak, Kaj, jeg tjekker lige jordbærene.”
“Så sætter jeg vand over til te. Vil du have citron eller syltetøj?”
“Med syltetøj, skat.”
Uvilkårligt sammenlignede Lise denne samtale med sin egen morgen med Thomas.
“Thomas, morgenmaden er klar!”
“Lige straks!” råbte han fra badeværelset og tilføjede: “Er der kaffe?”
“Instantkaffen er i skabet. Du finder den.”
“Hvor er den dog…”
Thomas tog på arbejde efter kun at have drukket te, fordi han var for doven til at finde kaffen, mens Lise skældte sig selv ud hele dagen for ikke at have stillet koppen på bordet på forhånd.
Om aftenen, da hun puttede sin barnebarn Emma, der var på besøg, hørte hun pigen sukke.
“Hvad er der, solstråle?”
“Mormor, hvorfor giver morfar Kaj fra nummer syv fru Annelise blomster hver dag? Min morfar Thomas giver dig aldrig noget.”
Lise satte sig på kanten af sengen og rettede på Emmas dyne.
“Vil du gerne have, at morfar giver mig blomster?”
“Ja! Du er så sød, du læser historier og bager småkager. Hvorfor giver han dig aldrig noget?”
Sandheden fra et barns mund føltes især smertefuld. Lise vidste ikke, hvad hun skulle svage, så hun kyssede bare hende på panden og hviskede: “Sov min lille skat”.
Næste dag, da hun mødte Annelise Mogensen i Føtex, betragtede Lise hende ufrivilligt. Annelise så virkelig lykkelig ud. Velplejet, i en smuk sommerkjole og med elegant frisure.
“Lise, hej! Hvordan går det?” smilede Annelise, mens hun udvalgte tomater.
“Fint, og med dig?”
“Skønt! Kaj vil lave grønsagssuppe i dag. Kan du forestille dig?” Annelise lo. “Dog, jeg skal nok stå ved siden af, han forveksler salt og sukker.”
“Du er heldig med din mand,” sagde Lise, og en antydning af misundelse lød i stemmen.
“Ja, det er jeg,” indrømmede Annelise, men hendes ansigtsudtryk blev tankefuldt. “Hvordan har din Thomas det? Jeg hørte, han har købt nye fiskestænger?”
“Ja. Nu tager han til åen hver weekend.”
De gik hver til sit, mens Lise hele vejen hjem tænkte på, hvor dejligt det ville være, hvis Thomas bare til tider tilbød hende at slappe af eller lavede aftensmad. Men derhjemme ventede det sædvanlige billede: Manden sad foran tv’et med en øl, hans arbejdsstøvler lå på gulvet, og på køkkenet stod en beskidt pande fra hans æggekage.
“Lise, hvad er der til aftensmad?” spurgte Thomas, uden at tage øjnene fra skærmen.
“Vil varme resterne fra grønsagssuppen,” svarede hun og stillede støvlerne i forlænget.
“Er der kød?”
“Der er frikadeller i fryseren.”
“Jamen, tag dem ud, jeg er sulten som en ulv.”
Mens Lise lavede aftensmad, kredsede tankerne om naboen Kaj i hendes
Marine lagde hånden på Vagns arm, mens humørrede solskinnet fra Århus’ tage spildte sig ind over deres stue, og hun tænkte, hvordan det netop *dette* – varmen fra hans uperfekte, velkendte nærvær midt i en verden af alt for polerede forventninger – var det sande guld, hun altid havde kigget forbi.
