Ond Støvlemor

Dagbog, 15. oktober.
“Jeg rejser ikke!” skreg Sofie og smækkede hårdt med sit værelsesdør.
“Åh, prinsessen har talt,” mumlede Birthe Nielsen og rettede på sin morgenkåbe. “Hænger på min nakke og stiller krav.”
Jeg er femten. Min far døde i en ulykke for to år siden. Mine forældre var skilt, men min mor, Mette, kunne ikke bære sorgen: Først tårer, så flasken, derefter ambulancen. Og så… stilhed. Hjertet stoppede.
Børnehjem? Nej. Min faster, min fars søster, Karen Madsen – streng, fåmælt, med sølvgråt hår i en knold – fik forældremyndigheden. Men efter et halvt år blev hun af med mig, “den upålidelige kufferte”. “Sofie er umulig, utaknemlig, og min mand er imod det. Og Birthe har plads nok hos sig.”
Så endte jeg hos min stedmor. Birthe Nielsen var min fars anden kone. Den, der fik min mor til at gråde dengang. Jeg hadede hende på afstand. Nu bor jeg under hendes tag.
“Skal du spise?” knurrede Birthe og bankede med en ske mod gryden.
“Nej,” svarede jeg kort.
“Så lad være. Men ro ikke i skufferne efter chips. Jeg købte dem ikke.”
Huset var gammelt, men stort og hyggeligt. Min far nåede at renovere: Køkken med kaffe-farvet møbler, stue med beige tapet, ny kedel. Men selvom det var hyggeligt, var der noget koldt ved det.
“Lad os tale lige ud,” sagde Birthe en dag. “Du ved godt, jeg ikke kan lide dig. Og du kan ikke lide mig. Det er gensidigt. Men jeg lovede din far: Jeg smider dig ikke ud. Du går i skole, jeg laver mad, her er rent – bliv boende. Men lad være med at beordre eller spille den stakkels ‘Lille Havfrue’. Jeg har og fået min slat tæsk af livet.”
Jeg knyttede næverne, men sagde intet.
“Min mor døde, da jeg var syv,” sagde Birthe. “Min far drak. Jeg kneppede på tre arbejder fra jeg var femten. Og din far løb *efter* mig, kan du huske. Vær ikke bitter på mig på hans vegne.”
Sådan blev vi enige.
Samtalerne blev kortere, blikkene skarpere. Ingen skænderier, men spændingen hang i luften.
En dag kom jeg hjem fra skole. En seddel på køkkenbordet:
> “Til søster i Aarhus. Hjem om en uge. Penge på bordet. Køb kartofler, lav mad selv. Husk katten, dens madskema. B.”
Ikke “kys”, “pas på dig selv” eller “savn mig”. Bare kat, kartofler og skema. Det stak pludselig.
Alt var så tomt. TV’et slukket, kedlen kold, ikke en støvfinke på vindueskarmen. For første gang skreg angsten i mig.
“Hvad nu hvis hun ikke kommer tilbage? Hvad skal jeg så gøre?” hviskede jeg ind i tomheden.
Jeg gik ind i Birthes værelse, kiggede i skabet, i skufferne… Og fandt et foto. Der var lille Birthe med fletninger. Som ung pige i uniform. Så med min far. Og med mig – på armen, tre år gammel. Og Birthe smilede. Et ægte smil.
Jeg satte mig på sengekanten og græd. Smerte, vrede og frygt væltede i maven.
—
Dagene uden Birthe gik langsomt, men luftigt. Musik og mad direkte fra gryden. Jeg dovnedes med katten på sofaen. Men selv i denne skøre frihed manglede jeg noget. Eller nogen.
Fjerde dag: Kedet mig. Femte dag: Ængstelig.
Sjette dag: Birthe kom hjem.
Jeg sad ved køkkenbordet med lektier, da hoveddøren smækkede.
“Katten er blevet tosset,” råbte Birthe fra gangen. “Den jamrer som en opera. Har du fodret den?”
“Ja, efter skemaet,” knurrede jeg og rejste mig.
Men da jeg så hende, stivnede jeg. Hun så træt ud. Tunge tasker, bleg i ansigtet. Og i hånden… en kuvert.
“Se hvad jeg har med til dig,” sagde Birthe uventet blødt. “Noget om din mor.”
“Min mor?” mit hjerte hamrede.
“Der er en søster af din mor. Hun giftede sig med en dansker og flyttede. Hun ledte efter dig, men… I Aarhus mødte jeg hende. Hun gav mig dette brev og et billede til dig. Skriv til hende, hvis du vil.”
Mine hænder rystede. Jeg åbnede kuverten. Et billede: En kvinde, der fjernede mindede om min mor, med datter og mand. På bagsiden, med pæn skrift:
> “Sofie søde. Vi kendte ikke til ulykken. Kom til os, hvis du vil – jeg venter. Husk, du er ikke alene.”
“Hvorfor gjorde du det?” spurgte jeg forvirret.
“Fordi du skal have familie. Valget er dit. Jeg er ikke din mor. Selvom jeg prøver.”
Denne indrømmelse ramte. Pludselig var der noget mellem
Og i stedet for et svar smurte Mette bare mere smør på en nybagt rundstykke og skubbede tallerkenen mod hende med et brøl der lød hårdere end det føltes, mens duften af kaffe og friskbagte boller fyldte hele det københavnske køkken med noget der føltes som et stille, roligt ja til alt det usagte der lå mellem dem nu.