KÆRLIGHED KENDER INGEBARHEDER

Kærlighed kender ingen forbud
“Kære ven, som man siger, ikke alle Birgitter er fra Århus, og ikke alle Dans er fra Skagen. Der er få helgener på denne syndefulde jord. Så døm ikke, men kig hellere indad. Var du altid den flittige hustru overfor din Dan?” min bedstemor kneb øjnene sammen, som om hun kendte svaret.
“Bedste, Dan er gået til min veninde! Hvor er retfærdigheden? Skal jeg tie stille?” min stemme dirrede af harme.
“Under ingen omstændigheder storme du op til Dans arbejde og beklage dig til hans chef over, hvilken kærestehygger han er. Du gør kun dig selv til grin. Det har vi set før… Bedragede koner løb grædende til fagforeningerne. Men kærlighed adlyder ikke befalinger og kender ingen forbud. Det hjælper ikke, skat. Bide det i dig. Tiden vil vise, hvad der sker,” bedstemor forblev rolig.
Mit nyt om min utro mand og min forræderiske veninde bevægede hende hverken til raseri eller uro. Som var det en hverdagsbegivenhed.
Hm, “bide det i dig,” det er let at sige. Veninden Mette – den var sgu en rigtig møgunge, en slange i græsset. Fik begravet sin egen mand, så tager hun fat på min. Det bliver hun skam narret af, jeg giver ham ikke væk!
Dan kunne godt finde på at stirre på Mette. Jeg husker da vi hele flokken tog i svømmehallen. Min Dan kunne ikke tage øjnene fra Mette. Han slikkede sig om munden som en kat ved fløde. Hans blik omfavnede og kyssede veninden indhyllet i sit håndklæde. Jeg lagde ikke så meget mærke til disse halve antydninger dengang.
Mette er bestemt smuk, blød, sjælefuld. Og hvad så? Dan og jeg har levet seksten år sammen, vi har sønnen Morten. Jeg troede fast på, at min familie var stærk og ingen syndens magt kunne knuse den.
Mette og Mads fik ikke børn. Jeg ved, Mette var meget ked af det. Om Mads ved jeg ikke, han tav mest om det. Tror han bearbejdede det på sin egen måde. Vi var familier der hang ud. Kørte ofte i sommerhus, holdt ferier sammen. Morskab som bedst. Ja, men alt har sin tid. Ulykken stod ubudt for døren og smågrinede.
“Dorte, Mads er kørt med ambulancen. Hjerteanfald. Åh gud, jeg sagde jo til ham: ‘Lad os adoptere et barn fra børnehjemmet!’ Nej, han var bare tavs og mør. Nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal forvente. Kommer han sig?”
Den ulykkelige Mette græd forfærdeligt.
“Tag det roligt, Mette. Det går nok! Du skal se. Mads er stærk,” forsikrede jeg veninden oprigtigt.
“Åh, Dorte! Hvordan skal jeg leve uden Mads, det kan jeg slet ikke forestille mig! Han er mit lys. Og så trøster han altid og opmuntre. Hvad er jeg alene?” Mette hulkede.
“Begrav ham ikke før tid, Mette. Saml dig. Være ikke slukøret. Lidt makeup, negle, godt hår… Sæt et smil på og afsted på sygehusbesøg til din mand! Mads vil forelske sig i dig igen og komme hurtigere ovenpå…”
Dengang gik det godt. Mads blev fikset, kom på benene. Livet løb sin vante gang.
Lidt efter adopterede Mads og Mette en treårig pige Mathilde. Familien var på lykkens top.
“Så behøver jeg ikke være bange for at dø!” sagde Mads pludselig ved festbordet.
“Hvad siger du? Nu skal du da leve, og opdrage datter,” sagde vi forbløffede over hans ord.
“Jeg mener bare, at min tid ikke er spildt. Jeg har varmet og taget imod sådan en lille sjæl. Jeg stoler på min Mette. Hun klarer pigen. Jeg giver hende lov til at gift igen, hvis noget sker…” Mads snakkede med en umiskendelig sorg i øjnene.
“Åh, Mads, bliv nu ikke trist! Så, venner, skål for vores familiegøgl!” min Dan skålede.
Og så glemte vi Mads’ underlige ord. Indtil tiden kom…
Dødens engel, som et halte æsel, stoppede ved hver dør. Mads passede ikke godt nok på sig selv. Et nyt massivt hjerteanfald gav ham ingen chance. Mads sover nu den evige søvn.
Nu var Mette alene med sin adoptivdatter. Sørgede sin tid over manden, og så rettede hun sig op igen. Mette var tredive år dengang. Hun lavede fuldstændigt sit look om. Gik fra blond til skarp brunette, fik nyt tøj og smilede oftere. Vi såes stadig alle sammen ved festbordet.
Min Dan kunne hver gang knap vente på at se Mette. I hendes nærvær funklede Dan af vittigheder, lo på de forkerte tidspunkter, gik langt for at behage den unge enke. Og Mathilde lod han ikke komme ned fra armen.
Jeg lagde ikke vægt på mannens fagter. Tænkte bare, han ville hjælpe, støtte sin afdøde vens kone i en svær tid. Tænk engang…
Mette inviterede mig og min mand til sin datters fødselsdag. Mathilde blev ti år.
Ved bordet lo vi og ønskede den lille fødselsdagsbarn alt godt, vokse stor og lydig.
“Far, hvornår kommer du så hjem til os for evigt?” det var Mathilde der hviskede …til Dan.
Dan kyssede pigen på kinden og hviskede tilbage:
“Snart, lille kanin, snart…”
Jeg lod som ingenting. Kunne ikke lave en scene foran barnet. Især ikke på Mathildes fest. Og hvad skyldte den lille pige sig i de voksnes grusomme spil?
Da vi kom hjem, spurg
Hun lader fortidens storme stilne, og i stilheden finder hun en ny slags frihed ved at varme kaffekrus i sollyset alene, mens hun visker et tegn af løft mod sin egen fremtid.