Mads og Helle havde boet sammen i syv år. Siden folkeskolen havde de været uadskillelige. Børn fik de ikke. Det blev bare sådan. Madds’ elskede bedstemor insisterede: “Bliv nu gift ordentligt, unger! Så kommer lykken af sig selv. Vorherre sender børnene.” For Mads var hun ufejlbarlig. Så snart gjorde han officielt fri til sin kæreste.
De fik et stort bryllup. Vekslede vielesringe. Fik stempel i pas. Men under festen opstod der en hage. Da de nygifte fik champagneglas, skulle de tømme dem helt – for lykkelige tårer. Derefter skulle glassene kastes i gulvet og splintres. Madds’ glas fløj i hundrede stykker, mens Helles rulnede bare videre uden en ridse.
Gæsterne hviskede højlydt: “Åh, dårligt varsel! Ægteskabet bliver ingen succes.” Mads og Helle grinede bare. “Det er jo bavl!” Og festen fortsatte.
Da støjen lagde sig, skulle de nygifte til at leve sammen. Men… Helle ændrede sig efter vielsen. Nu skulle hun bestemme alting. Hun begyndte at hidse sig op over småting. Til sidst erklærede hun: “Det var en fejl, Mads. Vi er som himmel og jord. Vi bør skilles.” Mads gav svigermoderen skylden. Hun var som bedstemoderen i “Den gyldne fisk” – aldrig tilfreds. Opmærksomhed, kroner, plads i lejligheden… Og når svigersønnen boede i hendes “hårdt tjente” bolig, drillede hun ham konstant om at tjene millioner i stedet for at klare sig fra lønningsdag til lønningsdag. Mads taug stille et helt år. Indtil han hørte: “Skrid.” Han spurgte Helle: “Er det DERES og mors endelige beslutning?” – “Ja! Mor har intet med det at gøre!” snappede Helle. Mads pakkede langsomt sine ting og kiggede håbefuldt på sin kone. “Måske fortryder hun?” Men Helle rørte ikke en mine. “Farvel, kone. Undskyld hvis noget.” sukkede Mads. “Farvel!” Helle smækkede døren bag ham.
Mads sørgede ikke længe. Han landede hurtigt i armene på en anden pige. Han var jo en flot fyr – høj, sporty og mandig. Pigen havde længe været forelsket. De arbejdede sammen. Da Freja (den nye flamme) bemærkede at Mads gik rundt som en våd kylling og ikke sjokede som sædvanlig, inviterede hun ham ud. Mads sagde ja. Af ren kedsomhed… Freja var fri og tiltrækkende med pletfri omdømme. De spadserede i parken og drak kaffe på en hyggelig café. Mads fortalte alt. Freja klappede ham deltagende på skulderen. Pludselig kom det: “Madds, ser du virkelig ikke hvor kær jeg ser på dig? Jeg har elsket dig i evigheder! Er du blind?” Mads havce godt anet det. Når han nærmede sig på arbejde, blev Freja rød eller hvid. Mistenkte stemmen. For ham var hun en smuk, duftende blomst – ikke mere. Freja var hele modsætningen til Helle – rolig, blid, imødekommende. Alt Mads godt kunne lide. Men da var han gift! Nu han var smidt ud, tænkte han. “Fiskene svømmer lige i nettet… Hvorfor lade en lækkerbisken forsvinde?”
Næste morgen ankom Mads og Freja sammen på arbejde. Kollegerne udvekslede blikke. Freja havde fået sin vilje. Alle vidste hun drømte om Mads. Men grænsen kaldt “kone” ville hun aldrig overskride. Mads flyttede ind hos Freja. Hun fløj som en smuk sommerfugl omkring ham, opfyldte alle hans ønsker. Hendes lykke var total! Mads nød det og kaldte hende “Ildfluen”. Hun lyste så varmt. Hun præsenterede Mads for sine forældre. Frejas far var højtstående embedsmand. Han så datterens kærlighed: “Så vær da sammen. Vi ordner brylluppet senere. Først skal jeg lige se hvad du er for en støvle, svigersøn.”
De levede glade! Fløj endda til Mallorca. Frejas far betalte. “Intet for godt for min datter! Lad ungerne hygge sig.” Tre måneder senere kaldte Helle sin mand tilbage. Hun ventede et barn som skulle have en far. Mads (med knugende hjerte) vendte tilbage. Freja lod ham gå: “Jeg venter altid på dig, Madds…”
Et halvt år senere blev Helle og Mads forældre. En pige, Liv. En uge efter ringede Freja. Bad Mads hente hende… fra fødeafdelingen. Freja havde født en pige. Ida. Mads skyndte sig med blomster og forvirring til hospitalet. Frejas far holdt en kæmpe kurv med røde roser. Mads gav Freja blomster. Hun så hans bekymring: “Det er vores datter,
Og fire år senere holdt Rasmus på en lille drengs fodder, så han kunne tage sine allerførste skridt mod Lærke, som stod og grinede med tårer i øjnene, og hendes far, der nu omsider nikkede anerkendende til sin svigersøn… Og det lovede Rasmus selvfølgelig.
