Alle i kvarteret vidste, at Jens Hansen kunne være en hjælpeløs fårehoved, en dovendidrik, en ged eller en skidtet hund efter omstændighederne. Kaldenavnene svingede direkte med hans forglemmelser. Hans brølere var forskellige, og konens vrede havde lige så forskellig styrke.
For sin mand var Mette derimod: Kanin, Ræve, Søde Skat og Sangsvale. Når folk hørte hendes skældsord, tæt på troede, at han ville sætte stortær til en kanin, indtil de huskede, at han jo også var et hjælpeløst fårehoved, og tænkte: Aldrig. Jens kunne lade som om han var døvstum, uden at give en lyd fra sig på trods af hendes raserianfald. Det var lige netop denne ro og ligegyldighed overfor hendes arrighed, der kunne trække hendes vrede i langdrag. Når Mette var skrækket for at skrige, forlod hun huset. En klump kryb op i halsen. Hendes ansigt blev plettet af røde måner, hænderne skælvede, stemmen var hæs. Hun ønskede at brøle af grærer, men tårerne ville ikke komme. Og Jens med et; “Hvor skal du hen, lille Kanin?” efter hende.
De første år efter brylluppet levede de lykkeligt og fredeligt. Havde nogen dengang fortalt Mette, at denne fred ville ændre sig til et helvede af skænderier, hun ville have givet sit bedste smil. Hun giftede sig jo med sin elskede, den hun tilbad. Ikke en ged. Jens arbejdede som smed. Han drak ikke, røg ikke, var så rolig som en bjørn sit vinterhi, altid glad og tilfreds. Koner til drukne- eller utro mænd tog ham som regel, så Mette følte en fin stolthed. Af børn blev der ikke tale endnu. De skulle have købt et sommerhus ved kysten, en ansigt bil. Boligforening havde sikret dem et sted, og Mette ville lave en hjem i fin stil.
Jens var langsomt op ad bakke. Eller måske doven. Arbejdet ventede altid på ham, han ville le og sige, “Man skal ikke skyde med spredehagl. Lad det hvile lidt, arbejdet forsvinder måske af sig selv, nogle gange. Hvorfor stresse? Selvtægt uden lyst er jo bare slaveri.” Han havde slet ingen lyst til at flække på arbejdet. Men Mette tog fat hvor som helst, og klarede det lige så godt som Jens: vævede en sigger på plads, passede haven, klippede hæk, huggede brænde til den store ovn.
Heldigvis havde huset alle moderne faciliteter, så hun slæbte ikke vand som for tiden. Hun klarede det hurtigere selv, end at få sat skub i Jens. Engang midt nat vågnede de af en voldsom buldren fra køkkenet. Fliserne Jens havde lagt var klumpet fra toppen til gulvet. Mette kaldte ham en klodshans, og dagen efter fik hun en faglært til det.
En sen eftermiddag kom hun fra arbejde og genkendte ikke sin kønne have: alt var trådt ned af naboens ko fordi Jens havde glemt lænken. Fra dag til dag irriterade Janss langsomhed, dovenskab og ligegladhed hende dybere.
Ved siden af stod et hus som en glemt hegnsros. Gamle ejere var forlængst gået bort, arvingene slog det høje græs en gang imellem engang, til også det holdt op. Men så en dag holdt en fin Mercedes herfor. Det var Peter Petersens barnebarn., Ulrik, som kom tilbage med familen for at slå sig ned.
Han havde arbejdet længe i Norge, hvor han blev gift med Dina. Norge var til indtjeningen, men til livet var det bedst at komme hjem. Ulrik genopbyggede det gamle hus. Og så viste han Mette hvad det vil sige at være sig sit arbejde foruden. Han udrykkede, for han var autoriseret smed og elektriker, og uanset hvad han foretog sig, var hans kone mere til stede. Hun stod for børnene og hjemmet.
Mette så på sin nabo og blev fra dag til dag mere harm på Jens. Hun var træt af at være stærk. Hun ville være skrøbelig og blod. Mere end en gang sigtede hun Jens imod de opgaver, som enhver natteravn skulle klare, men Jens var ikke selvstændig, han havde det også så godt ved at være medhjælper i et familieliv. Den udtrætte Mette blev vredere og vredere og kastede med et eddere ord. Folk syntes at hun var en hissende ko, og ham en stakkels mand, træt af kryb. Hun spurgte sig selv om skilsmisse, måske hun ikke kunne bære hele byrden selv. Mere djævelsk hun tog Ulrik som eksempel, til det sagde Jens kun med et smil: “Nabogårds fårene har altid mere uld.”
Jens forstod slet ikke Mettes hinte om en. Så mange kvinder led jo af druk eller med drukmænd, men her var hun ikke mishandlet, hadet eller vanvittig, bare elsket og alligevel ville hun fra. Han havde aldrig sagt et ondt ord til hende, hun gjorde og gik hvor hun ville, og penge havde han ingenting med: “Bare rolig, jeg er måske lidt langsom, men hvorfor har travlt? Hvorfor rakke ned for tingene uden grund? Og hvorfor skal jeg være dommer over hvad min kone gør? Hun ved bedst selv, hun styrer. Klart, jeg er ikke meget fliseekspert, men jeg laver en god fangst med arbejdet, så vi kan hyre en. Klart jeg vil have fred på en fridag, og hun bør også slappe af, ikke opsøge arbejde der er godt gemt væk. Hvorfor glo ind i andres levende situe og spekulere i hvem der klarer sig bedst? Folk er forskellige med forskellig temperament i arbejde. Jeg forstår ikke hvorfor Kanin vil skilles?” Jens lagde en snøften foran tv’et, kradsede sit hoved og slap af.
Mette bragte naboen Ulriks lille, Niklas, f
De fleste i kvarteret vidste, at Jørgen var en håbløs stodder – nogen gange en skidt får, andre gange en gederam, alt efter hvilken bøf han nu havde lavet. Inges vrede varierede med hans dumheders størrelse. Men for Jørgen var hun altid ‘Lille Kanin’, ‘Ræveunge’, ‘Solskinsbarn’ eller ‘Lille Svale’. Når naboerne hørte hendes skældsudbrud, tænkte de: *Mon den stivnakkede får endelig giver svale-katten?* Men så mindede de sig selv om, at han jo var uden horn – en tam stud – og tænkte: *Aldrig*. Jørgen kunne lade som om han var døvstum, upåvirket af hendes raseri. Netro denne ro og ligegyldighed mod hendes storm var brændstof til hendes lange vredesanfald. Udmattet af skrigen forlod Inge huset. En knytnæve af spasmer lukkede hendes hals og kvalte hende. Røde pletter skyllede op over ansigtet, hænderne rystede, stemmen hvæsede. Hun ville skrige, men tårerne udeblev. Og Jørgen, mens hun gik, spurgte stille: “Hvor skal du hen, Lille Kanin?”
De første ægteskabsår levede de fredeligt. Havde nogen fortalt Inge, at denne idylliske tilværelse skulle forvandles til et skænderi-forlag, havde hun aldrig troet det. Hun giftede sig jo med sin elskede, den mand hun forgudede – ikke et skvat. Jørgen arbejdede som smed, drak ikke, røg ikke, var rolig som en bjørn i hi, altid tilfreds. Kvinder med druk- eller utro mænd satte ham som eksempel, så Inge følte stolthed. De besluttede at vente med børn; først skulle de have bygget et brusebad, en garage, købt en bil. Kommunen havde tildelt dem et hus, og Inge ville gøre det perfekt.
Jørgen var langsom – måske også dov. Arbejdet ventede altid, og han grinede: “Man når aldrig alt. Nogle gange må ting ligge. Hvorfor haste? Uden lyst er arbejde bare selvudnyttelse.” Han havde aldrig ambitioner om at føre an. Inge tog sig af alt muligt, og klarede det lige så godt som Jørgen: hun gravede haven, malede huset, klippede græsset, kløvede brænde til bruserummet. Heldigvis havde huset rindende vand, så hun slæbte ikke spande. Ofte var det hurtigere selv at løse opgaver end at vække manden fra hans dvale. En nat vækkedes de af et brag fra køkkenet. De fliser Jørgen havde lagt, var skredet fra øverste række helt ned. Inge kaldte ham en tomlenetaber og hyrede en håndværker næste dag.
En aften kom hun hjem og genkendte ikke sin blomsterbed: hele bedet var opslidt af nabokøer, blomster knækket, for Jørgen havde glemt at lukke havelågen. Dag for dag irriteredes Inge mere over mandens sløvhed, dovenskab og ligegyldighed.
Ved siden af lå en forladt stuehus. De gamle ejere var døde, og arvingerne plejede at slå græsset indimellem, indtil de gav op på stedet. Men en dag kørte en dyr Mercedes op. Det var barnebarnet til gamle Poul, der flyttede hjem med sin familie fra fast arbejde i Nuuk, hvor han havde giftet sig. Nuuk var et sted at tjene penge, men hjem var i hjertets Danmark. Henrik satte i gang med at renovere det gamle hus. Her viste han Inge hvad det vil sige aldrig at lade hænderne hvile. Han demonstrerede sit håndværk som bygherre, smed og elektriker – altid uden sin kone ved sin side. Hun passede kun huset og barnet.
Inge, der iagttog naboen, blev gradvist mere og mere bitter på Jørgen. Hun var træt af at være stærk; hun ville være skrøbelig og blid. Gennem tiden havde hun puffet Jørgen til de opgaver enhver ægtemand burde løse, men Jørgen var ingen fører – han trivedes godt i birollerne i familien. Den udmattede Inge blev oftere vred og begyndte at skælde ud. Folk anså hende for en gnaven kælling og ham for en stakkel. Hun begyndte at overveje skilsmisse, for hun kunne ikke trække hele læsset alene. Hun satte naboen som eksempel. Til dette smilte Jørgen bare: “Den fremmedes får har altid større horn og tykkere uld.”
Jørgen forstod ikke hentydningerne om skilsmisse. Mange kvinder led under drukne eller utro mænd, men her: Hun var ikke slået, ikke forbandet, elsket højt – men ville skilles? Han krænkede hende aldrig, hun fik altid sin vilje, gik hvor hun ville – og hvad angik penge, havde han slet ikke styr på hvad hun brugte dem til. “Nå, men jeg er jo langsom. Hvorfor skynde sig? Hvorfor hidse sig op over ingenting? Og hvorfor skulle jeg kommandere min kone? Hun ved bedst, hun er husets frue. Jeg er måske ikke fliseekspert, men jeg tjener godt – så vi hyrer en fagmand. Selvfølgelig vil jeg slappe af i min fridag, og lad så hende også gøre det, i stedet for at lede efter arbejde der ikke er der. Hvorfor glo ind i andre folks vinduer og spekulere i deres liv? Alle er forskellige – både i temperament og arbejdsindsats. Jeg forstår ikke, hvorfor Lille Kanin vil skilles,” sukkede Jørgen, kradsede sig i hovedet og fandt roen foran tv’et.
Inge bragte hver aften mælk til nabobarnet. Vibeke inviterede hende til aftensmad; de kunne deles om en flaske vin. Der sad Henrik ved bordet som en herre, og Vibeke som hans tjenestepige: “Hent salt – du glemmer det altid! Og den er ikke stærk nok! Du ved jeg vil have det stegt knasende! Sådan en vin fortjener bedre
Hun følte en dyb taknemmelighed for mandens rolige, imødekommende natur, der i stedet for at herske skabte et egalitært fundament for sammenværelsen, hvor hver følte sig fri til at være som de var.
