Da skæbnen ændrer sig: En ny begyndelse for mor og datter

Markus efterlod hende med den lille pige og forsvandt. Men da svigermor kom for at nyde hendes ulykke…
Ellen kunne ikke finde ro. Den lille Mette sov i hendes arme, men hun formåede stadig ikke at trække sig væk fra vinduet.
Det var gået en time, mens hun stirrede ud på gårdspladsen.
For et par timer siden var hendes elskede mand, Markus, kommet hjem fra arbejde. Ellen var i køkkenet, men han kom ikke ind til hende. Da hun gik ind i stuen, så hun ham pakke sine ting.
“Hvor skal du hen?” spurgte hun forvirret.
“Jeg tager væk. Fra dig. Til en kvinde jeg elsker.”
“Markus, laver du sjov? Er der sket noget på arbejdet? Skal du på forretningsrejse?”
“Forstår du det ikke? Jeg er træt af dig. Alt du tænker på er Mette, du ser mig ikke, du gør dig ikke umage.”
“Råb ikke sådan, du vækker Mette.”
“Sådan. Altid tænker du kun på hende. Din mand forlader dig, og du…”
“En rigtig mand efterlader ikke sin kone med et lille barn,” sagde Ellen stille og gik ind til sin datter.
Hun kendte sin mands temperament. Hvis hun fortsatte samtalen, ville der blive skænderi. Tårerne pressede på, men hun ville ikke vise ham dem. Hun tog Mette ud af barnesengen og gik ud i køkkenet. Der ville Markus ikke komme, han havde intet at hente derfra.
Hun så ham ud ad vinduet sætte sig i bilen og køre væk. Han vendte sig ikke engang om, men Ellen kunne ikke bevæge sig fra vinduet. Måske håbede hun, at bilen lige om lidt ville komme tilbage på gårdspladsen, og Markus ville sige, det bare var en dum vittighed. Men det skete ikke.
Hun kunne ikke sove hele natten. Der var ingen at ringe til om sin sorg. Hun var ikke længere vigtig for sin mor. Moren havde været glad, da Ellen giftede sig, og glemte hende stort set øjeblikkeligt. Det var, som om Lillian kun havde én barn, nemlig Ellens lillebror. Hun havde veninder, men de var andre mødre ligesom hende selv. De sov formentlig nu. Og hvad kunne de overhovedet hjælpe hende med?
Ellen faldt først i søvn ved daggry. Hun prøvede at ringe til Markus, men han afviste opkaldet og sms’ede tilbage, at hun ikke måtte forstyrre ham mere.
Lige nu begyndte Mette at klynke, og Ellen gik til hende. Hun måtte ikke falde fra hinanden. Han var væk, og sådan måtte det være. Hun havde sin lille datter, som skulle passes. Hun måtte tænke på, hvordan hun skulle klare sig fremover.
Da hun så, hvor få penge der var i pung og på kort, blev hun forskrækket. Selv hvis hun bad udlejer vente med huslejen en uge, til barnepengene kom, ville det ikke være nok. Og så skulle der være mad. Kunne hun arbejde hjemmefra? Men Markus havde taget sin bærbare computer.
Havde endnu to betalte uger til at finde en løsning. Og løsningen skulle findes hurtigt.
Men da hun ringede til alle sine bekendte, forstod hun, at det var nytteløst. Ingen ville ansætte hende med et lille barn. Selv for at gøre rent skulle Mette passes i et par timer. Men der var ingen til det. Og at flytte lejlighed ville næppe hjælpe. De boede billigt som det var. Den eneste udvej var at flytte hjem til sine forældre. Men hun var sent kommet til familieliv, mens broren giftede sig tidligt. Han boede hos moderen med sin egen familie, hvor der var tvillinger i huset. Så på to værelser boede allerede fem personer. Hvor skulle de gøre af hende og Mette?
Ellen fortalte udlejer, at hun ville flytte når lejeperioden løb ud. Hun kunne ikke sidde stille. Man kunne måske leje et værelse på et kollegie, og hun havde kigget på dem. Men naboerne var forfærdelige.
Hun kunne ønske det for sin værste fjende. Hun skrev til Markus og bad om hjælp til datteren, men han svarede ikke. Læste ikke engang beskeden. Formentlig havde han spærret hende.
Der var fem dage til lejligheden skulle ryddes, og Ellen begyndte at pakke. Der var ikke meget, men hun havde brug for et eller andet at lave. Lige da ringede det på døren.
Hun stod forvirret, da hun åbnede. Der stod Birthe – hendes svigermor.
«Har jeg virkelig flere problemer nu?» tænkte Ellen og slæbte svigermor ind i lejligheden.
Hendes forhold til Birthe havde altid været anspændt. De smilte til hinanden, men hadede hinanden inderst inde. Allerede første gang de mødtes, fik den kommende svigermor det klart, at hun ikke kunne lide Ellen. Som så mange mødre mente hun, at sønnen havde truffet et dårligt valg. Han kunne da gøre bedre. Derfor sagde Ellen med det samme, at de ikke kunne bo sammen. De ville ikke kunne udholde det. Så de fik en lejebolig.
Når svigermor kom på besøg, var det som de vittigheder: “Har du overhovedet tørret støv af her?” Og maden Ellen lavede, spiste Birthe ikke; kun svin kunne æde sådan noget, sagde hun. Da Ellen blev gravid, trak Birthe så småt i de hårdeste bremser. Men da Mette kom til verden, erklærede hun med det samme, at barnet ikke lignede familien,
I de næste år voksede Birthe, Ellen og Mette uadskillelig tæt sammen, og da Ellen giftede sig med Mads og fik sønnen Lukas, blev Birthes hjerte dobbelt fyldt af børnebørnens lykke, mens hun i taushed stadig fulgte sin egen søn Markus’ liv på afstand, hvis stille håb om forsoning aldrig helt slukkedes.