— Fritze, hvad har du gang i?! — Mads’ stemme rungede gennem lejligheden. — Hvordan kan du tænke dig at gå sådan klædt?!
— I biografen, hvis jeg må! — Fritze rettede den nye bluse købt i udsalg. — Jeg og Lærke aftalte det for længe siden.
— Hvilken biograf?! Du har husligt arbejde der ikke er gjort! Tallerkenerne snavsede, mine skjorter ikke stryget! Og så vil du i biograf! — Han greb hende om håndleddet. — Omklædning og husholdning, nu!
Hun rev sig løs, rød striber efter hans fingre på huden.
— Mads, vi talte om det i går! Jeg var hjemme hele dagen, fik alt lavet. Jeg vil have én aften for mig selv, er det for meget?
— For dig selv?! — han fnøs hånligt. — Hvem forsørger dig? Klæder dig? Sørger for tag over hovedet? Jeg kommer hjem efter arbejde, sulten, ikke til de der smørrebrød!
Fritze listede tavs på køkkenet, tog madvarer fra køleskabet. Hænderne rystede, alt i hende spændte sig. Om morgenen havde hun glædet sig, ordnet håret og pudset sko. Nu…
— Se selv! — knurrede han tilfreds og skruede op for tv’et. — Og hurtigt! Jeg er sulten som en ulv!
Mens panden varmede, kiggede hun ud ad vinduet. En kvinde hendes alder gik tur med sin golden retriever, Thor, og lo i telefonen. Hun så så fri og lykkelig ud.
— Fritze! Er du faldet i søvn?! — brølede han fra stuen.
— Jeg er i gang! — råbte hun og vendte frikadeller.
Mds lænede sig i dørkarmen.
— I morgen kommer Holger på besøg. Vi skal drøfte forretninger. Ingen veninder, du bliver hjemme, sørger for kaffe.
— Men i morgen er lørdag, — protesterede hun svagt. — Vi ville i café…
— Hvilke veninder? Du er treogfyrre, Fritze! Vågn op! Hus og familie, det er din plads. Ikke det pjat.
Hun satte tallerkenen foran ham. Ingen appetit, en knude i halsen.
— Mads, hvorfor behandler du mig sådan? Du var ikke sådan før… Vi gik i biografen sammen, du gav blomster…
— Før! — han viftede afvisende. — Før var du yngre, smukkere. Hvad er der tilbage? Du er blevet tyk, gammel, går klædt som en mormor. Jeg skammer mig over dig!
Ordene skar dybere end slag. Hun rejste sig, ryddede bordet. Tårerne pressede på, men hun holdt dem tilbage.
— Lad være med at flæbe! — han rynkede bryn. — Jeg kan ikke udstå det. Tænk hellere på at gøre noget ved dig selv. Meld dig i fitness, hold dig fra kager.
Da han forlod køkkenet, skrev hun til Lærke: «Kan ikke i aften. Aflyser.»
Svar kom øjeblikkeligt: «Frits, hvad er der nu? Tredje gang på en måned! Du må stoppe!»
«Alt er fint, jeg har bare travlt,» skrev hun og slettede det. Kortere: «Alt godt.»
Men Lærke gav ikke op: «Kom nu. Alvorligt.»
«Kan ikke. Mads er hjemme.»
«Fritze, vi har været veninder i tyve år. Jeg ser hvad der sker. Stop det!»
Hun lagde telefonen i skuffen under papirer. Lærke forstår ikke, hun er skilt, bor alene. Hvad med huslejen? Hvor skal hun hen?
Næste dag besøgte hun sin moster Gerda. Den halvfjerdsårige omfavnede hende varmt.
— Skat! Så dejligt at se dig! — hun satte kagebord. — Kom ind, jeg har lige bagt klejner.
Over kaffen studerede Gerda hende.
— Du ser bleg ud, min ven. Blevet tyndere. Er alt godt?
— Alt godt, tante Gerda. — Fritze forsøgte at smile. — Bare træt efter arbejde.
— Arbejde… — sagde mosteren langsomt. — Hvordan går det derhjemme? Hvordan har Mads det?
— Godt. Arbejder meget for familien.
Gerda tav et øjeblik, sukkede.
— Hør her, skat. Jeg levede med din onkel Erik i otteogtredive år. Vi havde gode og svære tider. Men aldrig — hører du — aldrig nedgjorde han mig eller forbød mig at leve.
— Tante Gerda, hvad mener du?
— At en kvinde skal forblive en kvinde. Det er en mand ikke værd, hvis han ikke forstår det.
På vej hjem tænkte Fritze på mosterens ord. I Bog & Idé standsede hun ved en bog hun længe havde ønsket. Lagde den tilbage — husholdning ventede, Mads hadede når hun læste.
Om aftenen kom Holger — ubehagelig og rød i hovedet. De drak snaps og snakkede højlydt i stuen. Fritze vaskede op i stilhed.
— Din kone er guld værd, Mads! — lød det fra stuen. — Holder mund, passer sit. Min egen ville have skældt ud tre gange!
— Ja, jeg har lært hende det, — lød Mads selvtilfreds. — Vigtigt at sætte klare rammer.
— Præcis! Kvinder skal kende deres plads. Alt det ligestillingspjat.
Fritze stivnede med en tallerken i hånden. Så han var stolt af, hvordan han havde “oplært” hende?
Da Holger var gået, var Mads i godt humør.
— Nå, er du tilfreds? Holger roste dig. Se, min opdragelse gavnede dig.
Opdragelse. Som om hun var et barn.
— Mads
Hun betragtede roligt det lille hjem hun havde skabt, tog en bog eller valgte bare at hvile, fordi friheden til at vælge selv var den største rigdom hun nogensinde havde kendt, og den eneste hun ville bevære.
