Lise Mikkelsen pakkede gamle billeder i en kasse, da hun stødte på et fra sin studenterfest. Fyrre år tidligere stod hun ved siden af Mads, og han holdt forsigtigt om hendes skuldre, som om han var bange for at skræmme hende væk. På billedet smilte de begge, men Lise huskede, hvordan hænderne rystede, da Mads kom over og bad om et fælles foto.
“Lise, må jeg med dig?” havde han sagt, rød i hovedet og uden at kigge hende i øjnene. “Bare til erindringen…”
Hun nikkede tavst, selv om hjertet hamrede så voldsomt, at hun var sikker på, hele salen kunne høre det. Det sidste år i skolen havde Mads ledsaget hende hjem, båret hendes taske og hjulpet med matematik. Og hun lod, som om hun ikke lagde mærke til noget, som om hun var ligeglad.
Nu, mens hun gennemgik gamle ting efter sin mands død, forstod Lise, hvor meget var gået tabt. Viktor boede sammen med hende i femogtredive år, var en god mand, en omsorgsfuld far til deres to børn. Men hendes hjerte huskede altid den genert dreng fra studenterfesten.
“Mor, sidder du stadig med det dér?” Kiggede datteren Ida ind fra døren til soveværelset. “Skal jeg hjælpe?”
“Åh, jeg sorterer bare nogle billeder. Se, hvor ung jeg var,” Lise rakte fotografiet frem.
Ida tog det og betragtede det omhyggeligt.
“Hvem er den dér ved siden af dig? Det er vel ikke far…”
“En skolekammerat,” svarede moren kort.
“Han er da smuk. Og han kigger på dig sådan… forelsket,” Ida smilede. “Var I kærester?”
Lise vendte sig mod vinduet. Udenfor silede det fra en efterårsregn, og gule løvblad fra en ahorn spejlede sig i regndråberne.
“I var aldrig kærester. Vi var bare venner,” sagde hun lavmælt.
Så tilføjede hun, som om hun retfærdiggjorde sig selv:
“Han tog på maskinmesterskolen, jeg blev student. Vi gik hver vores vej.”
Ida trak på skuldrene, lagde billedet fra sig og gik forbi. Og Lise blev alene tilbage med sine erindringer.
Efter studenterfesten så de ham faktisk kun et par gange. Mads kom hjem til hende, de sad i køkkenet og drak te. Lises mor, Anna Marie, syntes tydeligvis godt om ham.
“Han er en god dreng,” sagde hun til sin datter. “Flittig, seriøs. Og han ser på dig som på den første sol i maj.”
“Mor, stop nu,” viftede Lise det væk. “Vi er bare gamle venner.”
“Venner,” sukkede moren. “I din alder forberedte jeg min bryllupsdag.”
Sidste gang kom Mads i august, lige før studiestart. Lise læste selv til lægeeksamen. Bøger i kemi og biologi lå i stakke på bordet, værelset var oversvømmet af notater.
“Stør jeg?” spurgte han, da han kiggede ind ad døren.
“Kom bare ind,” nikkede Lise uden at kigge op fra bogen.
Mads satte sig overfor hende, tav længe, før han sagde:
“Lise, skal vi ikke giftes?”
Hun følte et stik i hjertet. Hun så op og mødte hans blik. Mads sad rank, hænderne foldet i skødet, og det så ud til, at hvert ord kostede ham stor anstrengelse.
“Jeg mener det for alvor,” fortsatte han. “Jeg holder så meget… så uendeligt meget af dig. Har gjort det siden femte klasse. Og jeg vil ikke have nogen andre. Du kan blive student, jeg skal ud og tjene penge, spare op til en lejlighed. Vi venter, til du er færdig, og så… Ja, så bliver vi et familiehu.”
Lise stirrede på ham og kunne ikke få et ord frem. Indeni kogte det, hun ville råbe »ja«, kaste sig om halsen på ham. Men noget holdt hende tilbage. Frygten for at blive set som for letsindig? Lysten til at uddanne sig først? Eller måske bare rædsel for følelserne, der var så gennemgribende?
“Madser, jeg…” begyndte hun, men han afbrød hende:
“Du behøver ikke svare nu. Tænk over det. Jeg venter.”
En uge senere tog Lise til Århus for at studere. Hun svarede aldrig Mads. Og da hun sommeren efter var tilbage som studerende, stod han med deres fælles klassekammerat, Helle Petersen.
Lise sukkede og lagde billedet til side. Så mange år siden, men det føltes som i går. Helle viste forlovelsesringen frem med stolthed, Mads nikkede forlegen, da han mødte Lise på gaden, hun ønskede dem lykke til.
På universitetet mødte hun Viktor. Han var ældre, smuk, selvsikker. Han var vedholdende, gav blomster og tog med i biografen. Lise giftede sig med ham i sit tredje år. Brylluppet blev stort, alle var misundelige.
“Mor, elskede du så far?” Spurgte Ida engang, da hun var blevet voksen.
“Ja, naturligvis gjorde jeg det,” svarede Lise.
Og det var sandheden. Hun elskede ham. På en anden måde, mindre intens og skælvende end måske Mads, men oprigtigt, som et
Billedet forblev på kommoden, mens første sne faldt udenfor, og stirrede stille tilbage med den samme uforløste kærlighed som altid, den kærlighed hun aldrig fik givet svar.
