“Jytte, forklar mig lige det her?” Nabolagskvinden Ulla stod i døren med sin netkurv og rystede forvirret på hovedet. “Har du en mand eller ej? Jeg så Søren i går, han gik ud fra din lejlighed. Men i morges mødte jeg ham på S-togstationen med en lyshåret kvinde!”
Jytte sukkede, lagde avisen væk og inviterede Ulla ind i køkkenet. Kaffen var lige ved at være klar.
“Sæt dig, Ulla. Det er ikke så simpelt. Jo, Søren er min mand. Officielt. Stempel i paset i syv år nu. Men vi bor hver for sig. Hver i vores lejlighed.”
“Hvordan det, hver for sig?” Ulla satte sig tungt på en stol, tydeligt parat til en lang samtale. “Hvad er det for en familie? Hvorfor giftede du dig så?”
Jytte satte en kop kaffe for gæsten og satte sig overfor. Oktoberregn silede ned udenfor. Netop sådan et vejr, da de for syv år siden meldte deres vielse.
“Jeg giftede mig af kærlighed, selvfølgelig. Troede vi ville leve som alle andre. Børn, sommerhus, fælles hverdag. Men nej!” Hun grinede bittert. “Efter et halvt år fattede jeg, vi var fuldstændig forskellige. Han elsker larmende selskaber, jeg foretrækker ro. Han smider ting, jeg skal have orden. Han kan gå uger uden bad, jeg skal under bruser hver dag.”
“Så skil dig da!” Ulla viftede afværgende. “Hvorfor lide?”
“Det er her, det bliver interessant. Vi kan ikke skilles. Vi har kun én lejlighed, privatiseret sammen før brylluppet. Vi købte den sammen, betalte halvdelen hver. Søren siger: Skiller vi os, bliver vi nødt til at sælge og dele pengene. Hvor skal vi så bo? Leje? Vi er ikke unge mere. Jeg er treogfyrre, han er femogfyrre. Hvor skal vi få penge til leje fra?”
Ulla nikkede tankefuldt. Problemet var tydeligt for hende.
“Hvad gjorde I så?”
“Jo, Søren bor i den lejlighed. Jeg købte en lille etværelses i udkanten. Billig, men min egen. Betaler af på den, men ingen generer mig. Han besøger mig engang imellem, når han keder sig. Vi sidder og snakker, som gamle venner. Så går han hjem.”
“Og hvor længe vil I leve sådan?” Ulla så nysgerrigt på Jytte. Hun så træt ud, men rolig.
“Det ved jeg ikke. Det fungerer for nu. Officielt er vi mand og kone, papirer skal ikke ændres, ingen spørgsmål på arbejdet. Rent faktisk lever hver sit liv.”
Da Ulla var gået, sad Jytte længe ved vinduet og drak den kolne kaffe. Regnen tog til, og i dens lyd hørte hun stemmer fra fortiden.
De mødtes på arbejdet. Han var afdelingsleder for indkøb, hun var økonomidirektør. Høj, statelig, med venlige øjne og et charmerende smil. Hun følte straks et gensvar.
“Jytte, har du lyst til selskab i frokostpausen?” Han stillede sig ved hendes skrivebord den skæbnesvangre torsdag. “Kender et godt sted i nærheden.”
Hun sagde ja. Så kom anden gang, tredje gang. Søren var en interessant samtalepartner, læste meget, kendte til kunst. De talte om bøger, film, rejser.
“Det er så let at være sammen med dig,” tilstod han efter en måneds møder. “Du forstår mig med et halvt ord.”
Jytte følte sig også komfortabel med ham. Fem år var gået siden hendes første skilsmisse, og hun havde næsten opgivettroen på at møde en beslægtet sjæl.
Søren var skilt, ingen børn. Boede alene i en treværelses, arvet fra sine forældre.
“For stor til én,” klagede han. “Men tør ikke sælge. Det er trods alt barndomshjemmet.”
Et halvt år mødtes de, så friede Søren. Brylluppet var stille, kun nærmeste venner og familie.
De første måneder sammen stod i kærlighedens tegn. Alle problemer lod sig løse, uenigheder var småting.
Men småting blev gradvist til store uoverensstemmelser.
“Søren, du kan da ikke lade snavset tallerkener stå!” protesterede Jytte ved synet af en bunke beskidte fade.
“Årh, slap nu af. Jeg gør det i morgen,” afviste han, øjnene på tv’et.
“Morgen, overmorgen… Så sidder der fedt på, og det bliver umuligt at gøre rent!”
“Du forlanger for meget. Tag det roligt.”
Men Jytte kunne ikke slappe af. Roderiet hæmmede hende. Søren tværtimod følte sig ikke hjemme i renlighed og orden.
“Det er som på et hospital,” klagede han. “Alt steriliseret, intet overflødigt. Et hjem skal føles hjemligt.”
“Hjemligt betyder ikke beskidt!”
De skændtes oftere. Om snavset service, om ting der lå og flød, om Sørens venner, der kunne dukke op uventet midt om natten.
“Jeg kan ikke leve sådan,” tilstod hun sin søster Birgitte i telefonen. “Vi er som fra forskellige verdener.”
“Prøv at tilpasse dig ham,” rådede søsteren. “Sådan er mænd. Min Peter er også langt fra perfekt.”
Men tilpasningen lykkedes ikke. Jytte kunne fysisk ikke leve i rod, Søren kunne ikke tvinge sig til at følge hendes regler.
Klimaks var besøget af hans gamle ven Flemming, der kom fra Jylland og skulle bo hos dem en uge. Eller planlagde et par dage, men blev længere.
“Søren, du forstår vel, jeg ikke kan bo sådan?” Jytte knap nok holdt tårerne tilbage. “Han drikker fra morgen til aften, ryger indenfor, tænder anlægget på højeste niveau. Naboerne begynder at klage!”
“Vær nu ikke så
Irma smøgede sig ind i sin gamle håndstrikkede uldtroje, mens Mærs snoede sig om hendes ankler, og tog en sidste slurk af den afkølede kamillete, følende sit valgs ekko i stilheden som et lille, knirkende trægulv der endelig har fundet ro, mens solskinnet for alvor bredte sig over den kommende uges tavse løfter i det hjemlige hygge.
