Lykken kom i sort
Gitte sad ved vinduet og fulgte trafikken med øjnene. Busserne skreg i bremserne på samme måde, fodgængere skyndte sig om deres ærinder, og hun grublede stadig over det samme – brevet, der kom dagen forinden. Det sorte kuvert lå på køkkenbordet nu en hel døgn, men hun havde endnu ikke mod til at åbne det.
“Mor, hvad glor du sådan på?” Mads stormede ind i lejligheden som en orkan, smed sin taske i hjørnet. “Er du ked af det igen? Få nu noget mad på bordet, jeg er sulten som en bjørn.”
“Der er nok, der er nok,” sukkede Gitte uden at tage blikket fra ruden. “Der er frikadeller i køleskabet, varm dem i mikrobølgeovnen.”
Sønnen standsede midt i stuen, betragtede sin mor mere omhyggeligt. Der var noget stivt over hendes holdning, en underlig anspændthed.
“Hvad er der galt?” Mads gik nærmere. “Du ser… aner ikke, bare mærkelig ud.”
“Ikke noget særligt,” Gitte vendte sig mod ham. “Bare et brev der kom. Overvejer om jeg skal åbne det.”
“Hvilket brev? Fra hvem?”
“Fra en advokat. Fra København.”
Mads rynkede panden. Breve fra advokater varslede sjældent noget godt. Enten gæld, retssager eller andet ubehag.
“Hvad kan være i sådan et brev?” spurgte han forsigtigt.
“Aner det ikke. Måske har Tante Karina sat noget til side. Hun boede de sidste år på Vesterbro, havde en lille lejlighed. Men vi har jo ikke talt sammen i ti år.”
Gitte rejste sig, gik ind i køkkenet. Brevet lå på samme sted, som om det drillede hendes tøven.
“venstre ligge den dernede”
“Mor, skal vi ikke bare åbne det?” Mads tog konvolutten i hænderne. “Bliver det værre af at kende sandheden?”
“Meget kan blive værre,” mumlede moren. “Tænk hvis der er forpligtelser, hendes gæld. Eller andet. Jeg har ikke brug for problemer.”
“Men hvad nu hvis det er noget godt?” Mads var ved at rive konvolutten op, men moren stoppede ham med en håndbevægelse.
“Vent. Lad mig tænke en gang til.”
Men der var ikke særlig meget at tænke over. Tante Karina var Gittes kusine, de voksede op på samme gård, men deres liv banede forskellige veje for længst. Karina flyttede til hovedstaden efter studiet, blev gift der, arbejdede på et universitet. Hun fik aldrig børn, manden faldt fra for mange år siden. Gitte blev i hjembyen, fødte Mads, blev tidligt enke og arbejdede hele sit liv som pædagog i børnehaven.
Sidst de mødtes var ved bedstefars begravelse, det var nemlig godt ti år siden. Dengang virkede Karina fremmed, en fin københavnerdame i kostbar frakke, som så ned på provinsfamilien.
“Okay, åbn det,” besluttede Gitte. “Men hvis det er noget grimt, har jeg advaret dig.”
Mads åbnede kuverten forsigtigt, tog nogle papirark ud. Han kastede et blik på de første linjer og hvæsede.
“Mor, her står at Tante at Karina har testamenteret dig en lejlighed på Østerbro.”
“Hvad?” Gitte tabte nærmest sin tekop. “Hvilken lejlighed?”
“To værelser, tæt på Svanemøllen Station. Og der er en bankkonto…” Mads bladrede, hans øjne blev større. “Mor, der er en ret pæn sum penge.”
Gitte sank ned på en stol; benene føltes pludselig som vat.
“Det kan ikke passe. Vi talte jo næsten ikke sammen. Hvorfor ville hun give mig alt det?”
“Der er en håndskreven note fra hende her i brevet.” Mads rakte moren et lille stykke papir.
«Kære Gitte, læser du dette, er jeg borte. Vi groede fra hinanden, det ved jeg, og skylden ligger meget hos mig. Jeg troede altid, der var masser af tid, at nå at rette op med dem der betyder noget. Men tiden vælger ofte selv slutningen. Jeg vil have min lejlighed gik til dig. Du var altid god, levede for andre. Nu er det tid til at tænke på dig selv. Med kærlighed, din Karina.»
Gitte læste beskeden gang på gang, utroligt. Tårer trillede af sig selv ned ad kinderne.
“Hvad betyder det?” hviskede hun. “Hun døde, og jeg vidste intet. Var ikke til begravelsen, sagde ikke farvel…”
“Mor, du skal ikke bebrejde dig selv. Hvordan skulle du vide det?” Mads lagde armen om hendes skulder. “Måske ønskede hun ikke, nogen vidste det. Nogle mennesker foretrækker at gå stille.”
“Men hvorfor mig? Hun havde da andre pårørende, tættere på.”
“Måske ikke så tætte, som du tror. Eller kendte dem bedre, end du gjorde.”
Gitte læste Karinas notat igen. «Nu er det tid til at tænke på dig selv». Hvornår tænkte hun sidst på sig selv? Aldrig rigtig. Først passede hun sine forældre, så opdragede hun Mads alene, arbejdede uden at spare sig. Nu var sønnen stor og selvstændig, snart skulle han nok stifte familie selv.
“Hvad gør vi med alt dette?” spurgte hun forvirret.
“Vi må til Kø
Inger stod stadig ved vinduet, følte den friske vinterluft der vældede ind da hun åbnede det for at høre børnenes latter i gården, og vidste med et pludseligt, varmt jag af taknemmelighed at selv den dybeste sorg kunne bære ukendte gaver i sin sorte emballage.
Hun smilede stille, lukkede øjnene og lod sollyset og lyderne fylde lejligheden mens hun tænkte på Kamma, på Mikkel etage ovenpå, på sin nye tilværelse – denne uventede, fabelagtige gave fra livet, der endelig fik hende til at føle sig hjemme.
Så bevægede hun sig væk fra vinduet, tændte stearinlyset ved Kammas foto på hylden, og trak sit strikketæppe tættere om skuldrene mens den første stjerne tændtes over Valby Bakke.
Hun var klar til imorgen.
