Det var længe siden nu, men jeg husker tydeligt dengang jeg ikke længere kunne holde det ud. “Atter det dumme musik!” råbte Inger Nielsen og hamrede knytnæven mod radiatorrøret. “Klokken er et om natten, og de holder rockkoncert deroppe!”
“Mor, tag det roligt,” sukkede datteren Jytte uden at løfte blikket fra mobilen. “I morgen taler du med dem.”
“Hvor mange gange skal jeg tale? Jeg har tålt disse… disse…” hun viftede med hænderne i jagten på ordene. “Narkomaner af en art!”
“Mor, råb ikke så højt. Du vækker lille Mette.”
“Lad hende da vågne! Hun skal vide, hvad slags bygning hun bor i!” Inger gik hen til vinduet og rev det op. “Hallo deroppe! Hold op med at larmer!”
Fra tredje sal lød et lurvet hoved af en ung mand. “Gammeldags, lad nu være med at skrige! Folk sover!”
“Hvor tør du kalde mig gammeldags, din torsk!” vrængede Inger. “Jeg ringer efter vagtlægen!”
“Gør du bare!” røg det tilbage før vinduet smækkede.
Musikken blev kun højere.
Inger sank ned i sofaen og greb om sit bryst. Hænderne skælvede, vejrtrækningen gik i stå. Endelig så Jytte op fra telefonen. “Mor, hvordan har du det? Skal du have din medicin?”
“Giv mig Valeriana,” hviskede Inger.
Jytte bragte dråberne og et glas vand. Moderen slugte dem og lænede sig tilbage mod puden. “Jeg orker det ikke mere, Jytte. Slet ikke. Før boede der ordentlige folk. Stilhed og orden. Men nu…” Hun viftede mod loftet hvor trommernes brag lød.
“Hvornår flyttede de ind?” spurgte Jytte.
“For en måned siden. Et ungt par. De så normale ud, høflige. Hilste i opgangen, smilede. Men så viste de sig…” Inger Tav. Der lød et brak ovenpå, fulgt af skrig og latter.
“Helt sikkert stofmisbrugere,” mumlede hun. “Almindelige folk sover ved midnatstid.”
Jytte strakte sig og gabte. “Mor, jeg må hjem. Det er sent nu.”
“Lad mig dog ikke være alene med de… vanvittige!”
“Mor, hvad kan jeg gøre? Jeg har arbejde i morgen, Mette skal i skole. Du må klare naboskabet selv.”
Jytte samlede sine ting og gik. Inger blev alene i lejligheden hvor hver lyd ovenfra gav ekko i hendes bryst.
Hun tog en notesbog fra natbordskuffen og fandt vagtlægens nummer. Ingen svarede. Hun forsøgte at ringe til alarmcentralen. “Ja?” lød en træt stemme.
“Goddag, Inger Nielsen fra Rosenborggade. Vi har naboer med høj musik, de forstyrrer nattesøvnen.”
“Hvad er klokken?”
“Langt over midnat!”
“Javel. Vi noterer klagen. En patrulje kigger forbi, når de er ledige.”
“Hvornår sker det?”
“Det kan jeg ikke sige. Der er mange henvendelser.”
Inger lagde på og knugede sine hænder. Patruljen kommer når de er ledige. Men hvornår mon det blev? Morgenen? I morgen? Om en uge?
Hun gik til vinduet og stirrede ud. En øde, stille gade, kun gadelygternes skær. Men i hendes hjem rasede et helvede. Musik drønede, fødder trampede, stemmer skreg. Og ingen gad bekymre sig.
Inger mindedes fortiden. Tredive år i denne lejlighed. Hun havde set naboer
Hun vidste fra den dag af, at selv en ensom pensionist med en hammer kunne finde dæmpet styrke og en uventet venskabsgnist i sit eget hjem, og hun levede resten af sine dage med en nyfundet ro, ikke blot i stilheden, men også i værdigheden af at have indset sin egen ubøjelige vilje og evnen til at skabe forståelse bagefter.
