“Det er for sent”
—Du må ALDRIG ringe til mig igen! Hører du? Aldrig! — Gitte Nielsen smækkede rørretten på plads på den gamle telefon. Hænderne rystede, hjertet hamrede så voldsomt at hun sank ned på køkkentaburetten.
—Mor, hvad er der sket? — Mette, hendes datter, tittede ud fra sit værelse. — Hvem ringede?
—Ingen, — gryntede moderen. — Absolut ingen.
Mette nærmede sig og så moderens blege ansigt.
—Mor, du skælver jo over det hele! Hvad er der gået af dig?
—Din far har meldt sig, — hviskede Gitte. — Efter så mange år… Vil mødes, snakke. Sagde han savnede os, fortryder alt sammen.
—Far ringede? — Mette satte sig ved siden af og tog sin mors hånd. — Hvad ville han?
—At jeg skulle tilgive ham. At jeg ville lade ham komme. Han siger han er syg, at lægerne… — Gitte tav og tørrede en tåre væk. — Det er for sent, Musling. Alt for sent til alt det der.
—Mor, fortæl mig endelig, hvad der virkelig skete dengang. Jeg var kun lille, jeg husker bare han gik og ikke kom tilbage.
Gitte rejste sig og gik hen til vinduet. Udenfor silede regnen ned, og dråberne sivede langsomt ned ad ruden som tårer.
—Du var syv år. Du spurgte hvor far var, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Sagde han var på arbejdsrejse, at han snart kom hjem. Men selv jeg vidste ikke hvor han var.
—Han forlod os bare? Uden forklaring?
—Ikke bare forlod os. Han… — Gitte bed sig i læben. —Han forrådte os. Mig, dig, vores hjem. Han havde en anden familie, Musling. En anden kone, andre børn. Og han valgte dem.
Mette tav og fordøjede det hun hørte. Hun var toogtredive nu, men barndomsminderne om faren var slørede, som tilsløret af tåge.
—Han sagde han elskede os, — fortsatte moderen. —Kom hjem hver dag, legede med dig, læste eventyr. Så fandt jeg ud af han havde en datter mere, tre år ældre end dig. Og en kone, der troede hun var den eneste. Som ikke engang vidste vi eksisterede.
—Åh Gud, mor… Hvordan fandt du ud af det?
—Tåbeligt. Han blev syg, lå på sygehuset. Jeg kom for at besøge ham, og dér sad allerede en kvinde med en pige. Og pigen råbte: “Far! Far!” — mens han krammede og kyssede hende. Jeg forstod det hele med det samme. Stod i døren, han så mig og blev hvid som et lagen. Kvinden, Lene, kiggede på mig, så på ham og spurgte: “Hvem er det, Viggo?” Og han tav. Han tav bare.
—Hvad skete der så?
—Det blev en kort snak. Hun sagde de havde været gift i otte år, at lejligheden stod i hendes navn, at datteren var registreret med hans efternavn. Og mig? Jeg var blot en forelsket fjols. Vi var ikke gift, han sagde altid stempler var noget pjat, at kærlighed var det vigtigste. Min datter fik hans efternavn, ja, men jeg havde ikke papirer der bekræftede noget.
Mette rejste sig og krammede sin mor.
—Mor, hvorfor fortalte du mig ikke det før?
—Hvorfor skulle du vide det? Din barndom var allerede hård nok. Jeg arbejdede alene, pengene rakte ikke, jeg slæbte dig til lægerne når du var syg. Tænkte jeg ville fortælle det når du blev stor. Så gik tiden, du fik dit eget liv, blev gift. Hvorfor rode i gamle sår?
—Og han? Forsøgte han aldrig at kontakte os?
—Jo. Jo han gjorde. I starten kom han, stod under vinduerne, bad om at få lov at snakke. Jeg åbnede ikke. Så skrev han breve, sendte penge. Jeg læste ikke brevene, sendte pengene tilbage. Stolt, et fjols. Troede jeg selv kunne opdrage en datter, ikke havde brug for sådan en mand.
—Og nu har han meldt sig igen.
—Ja nu. Han har ringet i en uge. Siger at Lene er død, at datteren er voksen og gift, at han sidder tilbage alene. At han gerne vil se dig, møde børnebørnene. At han er alvorligt syg, ikke har lang tid tilbage.
Mette gik væk fra moderen og tænkte sig om.
—Måske skulle vi høre hvad han har at sige? Mor, jeg husker ham jo slet ikke. Måske fortryder han oprigtigt?
—Musling! — Gitte vendte sig skarpt mod datteren. — Hvad siger du? Femogtyve år er gået! Femogtyve år glemte han os! Og nu, hvor han har det dårligt, kommer han i tanke om os?
—Han ringer ikke for første gang. Så det må være vigtigt for ham.
—Vigtigt! — moren grinede bittert. —Det er vigtigt for ham at rense samvittigheden før døden. Så det bliver lettere at gå. Men hvad hjælper det os? Hvad hjælper mig hans anger? Får jeg min ungdom tilbage? Dine børnetårer, når du spurgte hvorfor far ikke kom?
Mette satte sig ved bordet og lagde hovedet i hænderne.
—Mor, jeg tilgav ham for længst. Som teenager forstod jeg det var nyttesløst at være vred. At man måtte komme videre.
—Du kan tilgive, du er ung. Jeg kan ikke. Jeg husker hver dag, hver søvnløs nat. Husker da jeg sled på to jobs for at klæde dig på og mætte dig. Husker da du græd fordi børn i skolen drillede dig med ikke at have en far. Husker jeg ikke kunne være med til din studenterfest, din bryllupsdag, fordi der ikke var nogen til at følge dig.
—Mor, men vi klarede det jo! Se, jeg har en god familie, børnene er raske. Jeg arbej
Hun holdt om sin mor, og de forblev sådan, mens tavsheden fyldte rummet med al den usagte sorg, der aldrig ville finde fred, men kun et sted at hvile sig en stund.
