10. oktober
I dag er vi røget i totterne på hinanden. Astrid lignede en storm over Limfjorden da hun hamrede skoene i gulvet: “Hold så kæft med at belære mig!” Stemmen kløvede luften. “Tredive års ægteskab, Viggo! Og du? Tavs som en kattegrav! Du kunne lige så godt bo på Månen!”
Jeg så op fra avisen. Hendes grå hår stod afsides, kinderne var en stenrød tornadosky. Her kom uvejret igen.
“Sæt dig ned, Jytte. Lad os tale ordentligt.”
“Ordentligt?” Hun flængede luften med hænderne. “Hvornår spurgte du sidst hvordan jeg havde det? Hvornår sagde du mere end ‘jah’ og ‘okay’?”
Jeg foldede Berlingske sammen. Gik til vinduet. Oktoberregn rislede ned over Valby. Drivhusuglerne i gården tabte blade som gule lommer. “Du har ret,” mumlede jeg. “Jeg taler for lidt.”
“FOR LIDT?!” Hun lød som en druknet der får liv. “Du har sgu da glemt tonen. Kommer hjem fra DTU. Mutter i flæskestegen. Måber på skærmen. Jeg fortæller om Karen hvis datter kom på KU – får et ‘nå’. Snakker om drivhuset i Holbæk – så er det ‘dét må du selv rode med’. Er jeg tapet eller hvad?!”
Da jeg drejede mig, stod tårerne som perler i hendes øjne. De faldt ikke.
“Undskyld. Jeg vidste ikke…”
“Du VIDSTE ikke!” Hun lo, men det klang som knuste ruder. “Hvad er jeg? Sækken du smider arbejdstøjet i? Kaffeautomaten? Et gammelt par grinsehjemmesko?”
Ordene sad fast i min hals. Hun forsvandt ud i køkkenet. Døren smækkede som et pistolskud.
Tavsheden efter fyldte lejligheden. Jeg hørte hende smælde potter sammen. Så… intet.
Avisen dansede for øjnene. Hun havde ret. Som da vi mødtes i Arnold Busck – hun med solskinsøjne bag kasserne. Stod der som en fyrretyveårig idiot og skulle have en teknikbog. Glemte titlen da hun rakte mig en H.C. Andersen: “Andersens eventyr er som kapløb på slik”. Brugte en uge på at finde mod til at spørge hende i biografen. “Fugle føres sammen?” spurgte jeg. “Troede aldrig du turde,” grinte hun.
Året efter giftede vi os. Lejede en lille perfumeribiks på Amager. Hun hængte gardiner. Jeg skruede hylder op. Drak aftenté og drømte om altaner. “Vil have en datter der bliver sygeplejerske,” sagde hun. “Og en garage i Hvidovre,” svarede jeg. “Og aldrig skænderier.” “Aldrig,” lovede jeg og kyssede hende i panden.
Men ingenting blev som drømt. Lægerne trak på skuldrene. “Naturens veje…” sagde de. Jeg hørte hende græde bag væggene om natten. Ville sige noget. Kunne ikke finde ordene. Så tav vi om det. Og om alt andet.
Nu ved jeg bedre. Et ægteskab kræver mere end tavse aftenspiser i Glostrup.
Næste morgen tog hun min tallerken som var den en askeurne. Frokosten blev indtaget i KGB-tavshed. Jeg prøvede: “Skal vi ikke til sommerhuset i weekenden? Jævner jorden til tulipanerne.”
“Behøves ikke.”
“Hvad med en tur på Det Kongelige? De spiller…”
“Aner det ikke.”
På vej hjem købte jeg hvidkål, hendes yndlingsblomst. Der lå et brev på spisebordet. Papiret duftede af hendes ansigtscreme.
*Kære Viggo.
Tager til Lise i Roskilde. Skal finde luft.
Ved ikke hvornår.
Jytte*
De næste tre dage gav jeg kaffemaskinen skylden. Voksede arrig som en tornby i ribskov. Voksede modsig. Voksede tom.
I den tavse lejlighed så jeg pludselis:
Hendes strikketøfler ved sovesoffen.
Ansigtscremen med rosenolie.
Den ske hun rørte gulerødssuppe med – altid vinklet mod nord.
Bogen på natbordet med det pressede brændenælde.
Ringede til Lise. “Hvordan har hun det?”
“Ringmærket af sørgmodighed,” sagde søsteren. “Græder efter aftensmaden.”
“Giv hende røret.”
“Vil ikke.”
“Så sig… sig jeg laver bedstemors frikadeller i aften.”
“Det gør jeg, Viggo.”
Så begyndte jeg at snakke til væggene. Fortalte om Wulff-møder om madspild. Om cykelkø ved Frederiksberg Runddel. Om en kollega hvis kone forsvandt med svenskerne.
“Han fattede den først da hun fløj,” forklarede jeg køleskabet. “Mænd er åndssvage så længe solskin varer.”
Købte den OLED-TV hun drømte om i Elgiganten. Hang Kjeld Nielsens maleri hun ville have over sofaen. Vandede hendes stedmoderblomst på vindueskarmen.
“Ser du, Astrid?” hviskede jeg til potteplanten. “Gamle hunde lærer nye tricks.”
Så ringede Lise i mandags. “Jytte vil søge job på Roskilde Bibliotek. Siger hun laver nyt liv derovre.”
Maven blev til Jordemodergade. “Sig jeg skriver. Sig jeg…”
Det tog fem kludder og tre gårsdagens øl at sk
Tilsidst, mens vi sad der med vore tekopper i den tidlige morgensol, gik det op for mig på en dybere måde, at afstand undertiden må skabes for at vi igen kan se hinanden klart og huske, at kærlighed fordrer ikke kun nærvær, men også et åbent øre og et modigt hjerte der tør tale.
