Mette stod ved køkkenvinduet med en kold kaffekop og så børnene lege i gården. Igår havde hun underskrevet skilsmissepapirerne, og nu føltes hun lettere end i årevis. Mærkeligt, når det burde føles modsat.
“Mor, hvor er far?” spurgte tiårige Freja, der trådte ind i sin skoleuniform.
“Far bor et andet sted nu, husker du ikke vi snakkede om det?” svarede Mette lavt og strøg sin datter over håret. “I morgen henter han dig til weekend.”
“Hvorfor kan I ikke bare blive gode venner? Cecilie Holst siger hendes forældre skændtes, men så købte de en ny bil og holdt op.”
Mette smilede trist. Hvis bare alt var så simpelt. Hvis det kun handlede om skænderier.
“Sæt dig og spis, du kommer for sent.”
Freja adlød, men rørte tankefuldt i sin grød med ske.
“Mor, er du ikke ked af det?”
“En smule. Men ved du hvad? Nogen gange skilles mennesker ikke fordi de holder op med at elske, men fordi de gør hinanden ulykkelige. Fordi de kan være bedre alene.”
Datteren nikkede, selvom Mette vidste en tiårig ikke helt kunne forstå. Selv havde hun først forstået for nylig.
Det begyndte hverken igår eller sidste år. Sandsynligvis da Anders kom senere og senere hjem, og hun fandt kvitteringer fra caféer hun aldrig besøgte i hans lommer. Dengang troede hun, det var arbejdsmøder. Anders var projektleder i en entreprenørvirksomhed, så møder var normale.
“Kommer du sent igen?” spurgte hun, mens han hurtigt spiste morgenmad med øjnene på telefonen.
“Ja. Projektdeadline. Vent ikke.”
“Tager vi af sted i weekenden? Freja spurgte efter dit sommerhus.”
“Arbejder i weekenden. Undskyld, Met, men nu er det sådan. Vi tager fri senere.”
Senere kom aldrig. Mette vænnede sig til at spise aftensmad alene, putte Freja alene, se fjernsyn alene. Nogle gange føltes hun som enke, ikke en gift kvinde.
Veninderne havde ondt af hende.
“Mænd er alle sådan nu,” sagde Hanne, da de mødtes på café. “Arbejde, arbejde. Men han tjener da godt.”
“Ja, han tjener godt,” indrømmede Mette, “men hvad hjælper det? Vi lever som kollegieboliger.”
“Har du tænkt over… om der er en anden?” spurgte Tanja varsomt.
“Det har jeg. Men hvordan finder jeg ud af det? Jeg tør ikke spørge direkte, og jeg vil ikke rode i hans ting. Og han har jo ikke *tid* til en affære, når han altid arbejder?”
Tanja tav sig svar.
Hjemme fortsatte Mette med at vente. Vente på Anders ville vende tilbage til hende, at de igen ville snakke som før, at han ville spørge til hendes dag, Freyas skolegang, deres fælles planer. Men Anders levede i en parallelverden.
“Hvordan gik det på arbejdet?” spurgte Mette, når han endelig kom.
“Fint,” svarede han uden at kigge op fra telefonen.
“Freja havde optog i skolen. Hun sagde sit digt så flot.”
“Ja ja.”
“Anders! Hører du overhovedet efter?”
“Hører, hører. Pænt af Freja.”
Men hans ansigt viste tydeligt, han ikke hørtehjemme end lyden af telefonen.
Langsomt holdt Mette op med at fortælle ham om sin dag. Hvad nytte, når han ikke lyttede? Hun fik fuldtidsjob, begyndte på spanskundervisning, så mere til veninderne. Livet rettede sig langsomt op, men det føltes ukomplet.
“Mor,Mor, hvorfor skal far ikke med på skøjter?” spurgte Freja engang.
“Far har travlt, skat.”
“Før gjorde han.”
“Før havde han ikke så travlt.”
“Når bliver han så ikke travlt?”
Mette vidste ikke svaret. Når? Aldrig?
Den aften besluttede hun sig for samtalen. Hun ventede til Freja sov, lavede aftensmad og dækkede bordet. Anders kom halv elleve.
“Sæt dig. Vi skal tale sammen,” sagde hun.
“Hvad om?” Anders så træt ud men beholdt telefonen.
“Læg telefonen væk. Vær sød.”
Han lagde den modvilligt med skærmen nedad.
“Anders, hvad sker der med os? Vi eksisterer bare. Du kommer, spiser, sover og går. Vi taler ikke sammen, går ingen steder, du ser knap nok Freja.”
“Met, jeg arbejder. Jeg skal sikre os.”
“Der *er* intet ‘os’! Der er mig, dig og Freja, men ingen familie. Vi er som tre fremmede i en lejlighed.”
“Stop nu dramatiseringen. Det er bare en hektisk periode. Sid det lige ud.”
“Jeg har sunget det i tre år! Hvor længe mere?”
Anders sukkede irriteret.
“Met, jeg er træt. Kan vi ikke tale om det senere?”
“Hvornår senere? I morgen kommer du sent, også dagen efter. Hvornår snakker vi?”
“Ved ikke. Når jeg har tid.”
Telefonen vibrerede. Anders rakte instinktivt efter den.
“Anders!”
“Hvad? Nå, undskyld.” Men han kiggede alligevel på skærmen.
“Er der en anden?” spurgte Mette pludselig.
“Hvad?” Anders så op, og et glimt af skræk sås i hans øjne.
“Spørger jeg, om der er en anden kvinde?”
“Hvor får du det fra?”
“Undgå ikke spørgsmålet. Er der?”
En trykkende tavshed. Anders stirrede på tallerkenen. Mettes hjerte hamrede.
“Ja,” mumlede han omsider.
Mærkeligt nok følte Mette ikke smerte, men lettelse. Endelig sandheden.
“Hvor længe?”
“Halvandet år.”
“Elsker du hende?”
Anders mødte hendes blik.
“Ved ikke. Måske.”
“Elsker du mig
Majbritt stirrede ud over den stille byhave i Aalborg, hånden løftes mod lærredet hvor Majken legede muntert med sin kollega Otto, og følte en uventet lettelse efter skilsmissen fra Jens dagen før – som om en tæt sky var løftet.
“Mor, hvor er far?” spurgte den tiårige Katrine, der trådte ind i køkkenet i gymnastikdragt.
“Han bor alene nu, husker du vi talte om det,” svarede Majbritt lavmælt og strøg barnet over håret. “I morgen henter han dig til weekend.”
“Hvorfor forsones I ikke bare ikke? Louise fra klassen siger hendes forældre købte en ny bil og så holdt de op med at skændes.”
Majbritt smilede trist. Hvis bare det var så enkelt. Hvis kun skænderier var problemet.
“Kom og få din havregrød, du kommer for sent.”
Katrine satte sig tavs ved bordet, rørte langsomt i skålen.
“Er du sørgmodig, mor?”
“Kun en smule.” Majbritt tog datterens hånd. “Men når folk skilles, er det ikke altid af mangel på kærlighed. Nogle gange er det fordi samværet gør ondt. Alene blomstrer de måske.”
Pigen nikkede, skønt Majbritt vidste fuld forståelse lå år bagude. Selv havde tænktlen taget tid.
Kimen lå i fortiden. Da Jens begyndte at vende hjem langt over middag, hun fandt kvitteringer fra cafét ‘Rosenhaven’ i hans frakkelomme. “Møder,” påstod han. Byggechefer havde travlt.
“Bliver du sent?” spurgte hun, mens han slubrede mælken med øjnene i telefonen.
“Projektdeadline. Vent ikke.”
“Men i weekenden? Katrine savner bedstemor i Skagen.”
“Arbejdslørdag. Senere, Maj.”
‘Senere’ kom aldrig. Hun spiste alene, puttede Katrine alene, stirrede på tv alene. Som enke uden kiste.
Veninderne forsøgte at trøste i ‘Den Lille Kaffebar’. “Mænd!” sukked Lærke. “Men han tjener da godt.”
“Ja, penge nok,” svarede Majbritt. “Men vi lever som toslæt i en altanlejlighed.”
“Har du tænkt på… en anden?” Annika stirrede på sin latte.
“Skulle han have tid? Han er væk 18 timer i døgnet.”
Annika tav sigende.
Hjemme ventede Majbritt på den gamle Jens. På samtalerne, spørgsmålene om Katrines skole, deres fælles drømme. Men Jens levede i et parallelt univers.
“Gik arbejdet godt?” spurgte hun ved 23-tiden.
“Fint.” Blikket suget mod skærmen.
“Katrine læste et digt op til skolefællessang. Hun kendte hele verset.”
“Godt.”
“Jens… hører du overhovedet efter?”
“Selvfølgelig. Vi har en dygtig datter.”
Hans tomme blik afslørede det modsatte. Majbritt holdt op med at dele sine tanker. Hvorfor? Hun fik fuldtidsjob, startede på fotokursus, mødte veninder. Tilværelsen føltes næsten hel – men med et stumpt tomrum indeni.
“Mor… hvorfor tager far ikke med på rulleskøjter?”
“Han har travlt, skat.”
“Før gjorde han det.”
“Før havde han mere tid.”
“Hvornår får han mere tid?”
Majbritts mund blev torr.
Aftenen efter satte hun sig i køkkenet efter Katrines sengetid. Tallerkenerne ventede. Jens vaklede ind klokken halv elleve.
“Spis lidt. Vi må tale sammen.”
“Om hvad?” Han sank sammen på en stol.
“Læg telefonen væk.”
Han smed den på bordet med skærmen nedad.
“Jens… vi eksisterer bare. Du spiser, sover, forsvinder. Vi taler ikke sammen. Ikke engang med datteren.”
“Jeg forsørger os!”
“Og hvad forsørger du? Tre fremmede under samme tag?”
“Overdriv ikke. Prosjektkaos nu. Vent lidt.”
“Jeg har ventet i tre år! Hvor længe endnu?”
Jens gispede irritabelt.
“Er du træt? Kan det vente?”
“Til hvornår? I morgen forsovet? Næste år?”
Telefonen vibrerede. Jens’ fingre famlede instinktivt hen imod den.
“Jens!”
“Hvad? Undskyld.” Men blikket dansede over skærmen.
“Er der en anden?” sprængede Majbritt ordene ud.
“Hvad?” Hans øjne udtrykte rædsel.
“Er der en anden kvinde?”
“Hvorfor tror du det?”
“Ikke svar mig med et spørgsmål. Er der?”
Stilhed. Han stirrede på bøf og bearnaise. Majbritts hjerte kolbte som en tromme.
“Ja,” hviskede han.
Hun følte ingen smerte, kun lettelse. Sandheden lå nu på bordet.
“Længe?”
“Et halvt år.”
“Elsker du hende?”
Hans blik flakkede.
“Tror det.”
“Og mig?”
“Dig også. På en anden måde.”
“Hvordan?”
“Du… du er mor til min datter. Vi har mange år bag os.”
“Skatæsken på loftet? Bekvem, men utidssvarende?”
“Maj… ikke sådan.”
“Hvorfor ikke? Vi har ikke været ægtefæller i mindst tre år, Jens. Vi er par-lejere.”
“Jeg kan stoppe det. Vi kan prøve igen.”
“Og så finder du en ny om et år?”
Han tav.
“Bliv hos hende,” sagde Majbritt plutseligt. “Jeg ønsker ikke dit pligtopfyldende slæb. Ej heller vil jeg vente på dig
Anja stod ved køkkenvinduet med sin kolde te og så børnene lege i gården, mens stoltheden over hendes nye begyndelse varmede hende indeni – med sikkerhedsklarheden om, at hendes hjerte endelig havde fundet sin ægte kalender.
