Vi besøger min svigerfar i en lille landsby hundrede kilometer fra byen. I det hus, hvor han blev født og voksede op. Huset, han løb fra som syttenårig for at tage i krig og som han vendte tilbage til i 1945 med en stump af sin højre arm i stedet for en hånd…
“Men Mikkel er ikke her! Han er taget efter brænde,” siger tante Jytte, hans kone, lidt skuffet. “De river den gamle festsal ned i nabobyen! De gav os lov til at tage træet!”
Min svigerfar er næsten firs, men han er stadig en stærk mand. Ikke som nutidens mænd.
“Hvor langt er det til den anden by?” spørger vi tante Jytte.
“Åh, ikke langt! Fem kilometer, måske.” Hun vifter afværgende med hånden.
Min kone og jeg ser forvirret på hinanden.
Lidt efter “ankommer” han. Hans transportmiddel? En gammel barnevogn fra halvfjerdserne, uden kurv, der hælder under vægten af de gamle brædder. Han slæber den efter sig med remme, der er krydset over brystet for bedre greb.
“Se her!” siger han stolt og peger på byttet, der nærmest er faldet ned fra himlen. “Bare et par ture mere, så har jeg nok til vinteren.”
“Hvordan vil du save det, Mikkel Hansen?” spørger jeg og hjælper ham med at stable brædderne.
“Se selv min savbænk!” Han peger på en klodset, hjemmelavet arbejdsbænk med alle mulige indrettninger til at holde træet fast. Kun én arm, alligevel.
På toppen ligger en gammel, rusten håndsav med en metalhåndtag. Præcis som den min far havde. Den, jeg lærte at save med som barn.
Mit hjerte snører sig sammen. Jeg vil hjælpe ham. Jeg er klar til at køre træet hjem i min bil eller bare bestille en lastbil med arbejdsfolk.
“Skal jeg ikke hjælpe dig, Mikkel Hansen?” spørger jeg.
Men han lytter ikke. Med sin ene hånd stopper han mig og spænder remmene igen over skuldrene.
“Lastvognene er bare i vejen! De kører så tæt på, man skulle tro, de ville køre mig ned!” sukker han.
Der er virkelig mange biler. Store, lange lastbiler, der farer forbi i høj fart, uden at blinke for den lille landsby. Vejen går lige igennem, videre mod Hamborg…
“Jytte! Jeg tager afsted!” råber han til sin kone. Hun kommer ud for at vinke farvel, og da han trækker sin vogn ud ad gården, siger hun stolt til os:
“En rigtig fårehund!”
Det går først nu op for mig, hvad han egentlig gør. Han har ikke brug for hjælp.
Han lever netop for at føle sig som en rigtig mand. Ikke en almindelig mand, nej – en **mandemand**. Selv om han arbejdede som dekan på et handelshøjskole hele sit liv.
Jeg ser ham i det fjerne, en gammel mand, der går alene langs vejen med den gamle barnevogn bag sig, uden kasse, trukket af remme og vaskepløk, der krydser over hans bryst. I den vogn kørte min kone engang som barn. Han minder mig om en slæbebådsmand. Men i stedet for floder og pramme er der lastbiler, der drønner forbi og dækker ham i udstødning og støv…
Jeg kan ikke lade være. Min lille søn og jeg kører til byggemarkedet.
På hans savbænk lægger vi en ny, flot svensk håndsav med hårdtandede blade, i et finetui.
Fem år senere tog vi ham hjem til os. I komfort og varme holdt han kun et halvt år…
Efter begravelsen, ved eftermiddagskaffen, finder jeg saven – uberørt, stadig i tuiet – oven på skænken. Naboen siger om Mikkel Hansen:
“Han passede godt på den. En virkelig **pæn mand**.”
“Ja,” nikker jeg. “En rigtig mand. Dem laver de ikke mere i dag…”
