Den gamle Gudrun tørrede tårerne, der løb ned ad hendes blege, rynkede kinder. Hun viftede med hænderne og mumlede uforståeligt, som et barn der lige har lært at snakke. De omkringstående mænd kradsede sig i nakken, mens kvinderne kæmpede for at forstå den gamle kone.
Siden daggry havde Gudrun, vanvittig af sorg, løbet rundt i landsbyen, banket på vinduer og grædt. Hun havde altid været stum og lidt anderledes, hvilket gjorde, at folk holdt sig på afstand—dog uden at gøre hende fortræd. Da ingen forstod, hvad der var galt, hentede de Lars, landsbyens dranker og sjovfyr, den eneste, der kom i Gudruns hus, ofte for at hjælpe med huset—mod en middag og en flaske snaps.
Endelig dukkede han op, raglet og endnu ikke helt ædru fra natten før. Han skubbede sig gennem forsamlingen, og Gudrun kastede sig mod ham, hulkende og viftende vildt med armene. Kun han kunne forstå hende. Da hun endelig tav, blev Lars’ ansigt mørkt som en uvejrsfremrykning. Han tog sin hue af og stirrede på de forventningsfulde landsbyboere.
»Nå, fortæl da!« lød det fra mængden.
»Lille Pernille er væk!« sagde han og nikkede mod Gudruns syvårige barnebarn.
»Hvad mener du? Hvornår?« gispede kvinderne.
»Hun siger, at hendes mor kom og tog hende i nat!« mumlede Lars forskrækket.
En bølge af rystelse gik gennem forsamlingen. Kvinderne korsede sig; mændene tændte nervøst en smøg.
»Men hun er jo død!« udbrød én vantro.
Alle vidste, at Pernilles mor, Mette, var druknet i mosen for tre måneder siden. Ligesom Gudrun havde hun været født stum. Hun var taget ud med de andre kvinder for at plukke bær—så gik det galt. Ingen vidste præcis, hvordan. Hun faldt bagud, forvildede sig og sank ned i den klamme sump. Hun kunne ikke råbe om hjælp—kun mumle. Og hvem skulle høre hende? Så blev Lille Pernille forældreløs, en tung byrde for den gamle Gudrun. Havde der været en far, var der måske nogen at gå til—men Mette havde taget hemmeligheden om barnets fars identitet med sig i graven. Folk hviskede: *Var det mon Lars?* Han var jo ung, ungkarl og ofte i huset.
Men Lars benægtede alt. »Det var der sgu ikke noget af!«
Gudrun udstødte igen et hulken og begyndte at vifte vildt.
»Hvad siger hun?« hviskede nysgerrige kvinder. »Lars?«
»Hun siger, at Mette har været ved huset hver nat. Gudrun har tændt lys, sat kors over døre og vinduer for at holde det onde ude. Men Mette blev ved at banke på, kigge ind ad vinduerne og hviske efter sin datter. I nat stod hun længe under vinduet, bleg i månelyset, med døde øjne—mens hun lokkede Lille Pernille. Gudrun skældte hende ud og skubbede den nysgerrige pige væk fra vinduet. Men så snart hun vendte sig, trak Pernille gardinet til side. Og enten var det synsbedrag, eller også sov Gudrun—pludselig var pigen væk. Mette havde narret hende, lokket det uskyldige barn med sig!« Lars tørrede sveden af panden og tilføjede: »Vi må ud og lede!«
Mændene gnidskede tænder og spredte sig for at hente rifler og hunde. Selv Lars, der ellers gerne skulle have tømmermænd, skyndte sig hjem for at gøre sig klar.
Snart delte mændene sig i grupper. Først gennemsøgte de gården, så kirkegården. Intet. Nu var det skoven og den forbandede mose, hvor Mette havde fundet sin hvile. De tog en hurtig pause og begav sig af sted.
Ved skovkanten fandt de spor af små, bare fødder. Hundene gøede og styrtede ind i skoven. Længe løb de frem og tilbage, mens deres ejere blev udmattede. Som om noget førte dem rundt i narrestreger.
Da tusmørket sænkede sig over trætoppene, faldt hundene udmattet om—og deres ejere med dem. Kun de yngre og stærkeste fortsatte mod mosemarken.
Håbet svandt for hvert minut.
Lars gik forsigtigt, bange for at synke i mosen. Han var så koncentreret, at han ikke lagde mærke til, at han var alene. Men han kendte denne mose, så han gik videre.
»Hvor er du, Lille Pernille?« knurrede han og spejdede ud over sumpen.
Et par hundrede meter værede lød en skrigende lyd. En kæmpestor sort ravn sad på en grantop og stirrede ned på ham med skinnende øjne.
»Kraa! Kraa!« lød fuglens uhyggelige råb.
Lars’ hjerte hamrede. Der var noget i ravnenes skrig, der fangede ham. Han skyndte sig mod granen.
Ved træets rod, sammenrullet på den bløde mos, lå Lille Pernille.
»Pernille!« hviskede Lars, bange for at skræmme hende.
Pigen åbnede øjnene og så på ham.
»Hun lever!« jublede han. Han trak sin trøje af og svøbte den om hende.
»Hvordan kom du herud?« spurgte Lars uden egentlig at forvente et svar—hun var jo stum som sin mor og bedstemor.
»Jeg kom med mor,« svarede hun pludselig.
Lars gispede. »Mirakel!« Han løftede hende op og skyndte sig væk fra mosen.
»Sig noget mere, lille ven!«
»Mor blev gift med mosens ånd. Hun ville tage mig med hjem, men han ville ikke lade hende.«
»Hvem ville ikke?« spurgte Lars forvirret.
»Bedstefar. Meget gammel, men stærk og klog. Vi kalder ham Skovmanden. Han skældte mor ud: ›Det er forkert at tage dit eget barn!‹ Jeg hører ikke til i mosen. Jeg skal leve—jeg kan gøre godt for folk, for skoven og for ham selv.« Hun smilede. »Så blæste han, og en varm vind rørte ved mine læber. Så kunne jeg tale. Bedstefar fortalte mig alt—nu ved jeg alting!«
»Hvad ved du så?« svarede Lars med klump i halsen.
»At træer kan tale og urter hviske. Og at du er min far!«
Lars stivnede. Forsigtigt satte han hende ned og knælede foran hende, mens han så ind i hendes fregne ansigt:
»Sagde Skovmanden det også?«
Pernille nikkede og kastede sine små arme om hans hals.
Lars omfavnede hende tøvende.
*Er hun virkelig min?* tænkte han. Der *havde* været den ene gang med Mette. Men bOg fra den dag af glemte Lars både flasken og ensomheden, for i Lille Pernilles lyse øjne fandt han alt det, han aldrig vidste, han savnede.
