En kvinde kom på besøg hos sin veninde. De havde været venner siden universitetsdagene. Det var en fødselsdag, og alt var fantastisk, simpelthen vidunderligt. En stor lejlighed med fire rummelige værelser.
I stuen var der dækket bord: hvad var der ikke af lækkerier! Ost, der dryppede som gyldne tårer, ægte, god ost med huller. Finkornet pølse med små hvide fedtstykker. Bagt fisk og steget kød fra grillen – de prøvede den nye ovn! Saltede tomater og sprød hvidkål med hvidløg. Desserts og hjemmebag… Det var ikke et bord, det var et maleri af et Rigskold bord.
Og gæsterne var så dejlige. Familie og kolleger. Alle ønskede virkelig tillykke, skålede og sagde fine ord. Musik spillede blødt i baggrunden. På hylderne stod porcelænsfigurer, forhængene var smukke, og der lå et blødt tæppe med blomster på gulvet, der dæmpede lydene… Alle spiste med stor appetit.
Venindens mand gav sin kone et elegant ring med en lille diamant. Det var trods alt en milepæl – hun fyldte halvtreds! Børnene omfavnede deres mor med kærlighed. Den lille barnebarn kyssede sin bedstemor… Der var plads til alle, og alle var glade og tilfredse.
Og så dansede de endda. Værterne havde ryddet et værelse til dans. Let berusede af mad og vin dansede gæsterne langsomme danse til smukke sange fra deres ungdom. Og Ditte blev også inviteret til dans af en flink mand, en kollega til fødselsdagsbarnets mand.
Ditte dansede. Hendes kinder blev røde, håret faldt løst – hun dansede smukt. Som i gamle dage. Manden smilede og komplimenterede hende. Intet upassende. Bare hyggeligt at høre rare ord.
Så kiggede Ditte på sit ur og kom til sig selv. Hun måtte hjem. Ikke gå, men løbe. Det var tidsnok. Hun skulle give sin svigermor medicin, bade hende, hendes mand klarede det ikke alene. Og der var mad at lave til i morgen, Ditte skulle arbejde om eftermiddagen, men der var tusind ting at ordne om morgenen. Så kom hendes mand hjem, han havde også travlt. Når der er sygdom i huset, er der altid noget at gøre. Og det slipper aldrig.
Og der var ingen penge. Hendes mand havde mistet sit job, forlaget lukkede. Han havde fundet noget midlertidigt, men det var dårligt lønnet. Og så var der lån at betale, sønnen havde mistet sin forretning. Og så skulle hun besøge sin svigerdatter på hospitalet, hun og den lille havde allerede været der i to uger.
Svigermoren ville blive med en hjælper. Men ved du, hvad en hjælper koster i timen? Præcis. Der skal penge til. Og så skulle hun sidde ved computeren om natten og arbejde, så hjælperen kunne passe den syge…
Disse tanker væltede ind i hendes hoved. Ditte tog hurtigt jakken på – ingen stoppede hende. Festen fortsatte. Veninden krammede hende farvel. Hun hjalp altid! Men hun havde sit eget liv, sin egen fest. Sin egen mand. Sine egne børn. Men Ditte skulle hjem. Til sit eget liv.
Og Ditte gik mod bussen i det kolde, vækkende regn. Et øjeblik føltes det som om hun burde vende om. Tilbage til varmen, til bordet, til musikken, hvor alle var så venlige og ærlige.
Det sted, hvor man kunne tale om film og ikke om sygdom og penge, ikke om sorger og problemer. Huske sjove historier fra ungdommen. Grine af vittigheder. Eller måske dansMen Ditte steg alligevel på bussen, for hendes hjerte vidste, at kærlighed ikke handler om at flygte, men om at være der, hvor man er mest brugt.
