KÆRLIGHEDENS BESKYTTELSE
Mødet mellem Fie og Mads var skæbnen, der legede med dem fra himlen.
…Mads havde aldrig set sin far. Han blev opdraget af sin mor og bedstemor. Da lille Mads spurgte om sin far, mumlede hans mor noget uforståeligt om, at hans far var geolog og altid på jagt efter værdifulde mineraler. En dag, i et øjeblik af frustration, råbte hun: »Der har aldrig været en far, Mads!«
Som barn accepterede Mads disse udflugter uden spørgsmål – han troede blindt på sin mor. Men da han blev større, besluttede han at finde sandheden. Han kunne da ikke være undfanget af den Hellige Ånd! Det viste sig, at hans mor engang var taget på en forretningsrejse og vendt hjem med et barn – ham. Det fortalte bedstemor i smug.
Mads var lettet over at have løst gåden. Tak gode Gud, han var ikke blevet fundet i et kålhoved. Han besluttede at møde sin far, uanset om faderen ville det eller ej. »Jeg er jo hans søn, ikke en eller anden fremmed!« Og samtidig svor han: »Jeg skal have en rigtig familie. En eneste kone og masser af børn.«
…Fie havde heller ikke kendt en fars kærlighed. Hendes mor forlod faren, før Fie var to år gammel. En stedfar trådte til – en fin nok fyr, men alligevel… Han satte altid sine egne børn fra sit første ægteskab som eksempler for Fie. Det irriterede. Kort sagt kunne Fie kun regne med sin mors kærlighed.
Da Fie blev voksen, besluttede hun: »Hvis jeg nogensinde gifter mig, bliver det én gang – for altid! Hvis bare der fandtes sådan en fyr.«
Og han fandtes.
…Det var juleaften. Januar, frost, aften. En boghandel. Fie og Mads stod i kø ved kassen, begge med en bog af H.C. Andersen i hånden. Deres blikke mødtes, og Mads gik til angreb. Han overdøngede Fie med komplimenter og høflige spørgsmål. Han kunne ikke bare lade hende gå. Hun skulle være hans kone! Netop hende.
Fie spillede ikke koket. Hun følte sig tryg og glad med den energiske fyr, som om hun havde kendt ham i hundrede år. Men Fie kom fra en ordentlig familie, og det passede sig ikke at møde fremmede mænd på må og få. Mads værdssatte hendes beskedenhed og foreslog at udveksle telefonnumre. Fie noterede hans nummer, men gav ikke sit eget. »Jeg ringer efter helligdagene,« lovede hun vagt.
Mads kunne ikke lade denne himmelske gave – i form af Fie – slippe. De sagde farvel, men Mads fulgte hende i smug for at finde ud af, hvor hun boede.
Hele julen svævede Mads på en sky. Han havde fundet sin »svane« og ville elske hende for evigt.
Men helligdagene gik, og »svanen« ringede ikke. Mads blev utålmodig og tog sagen i egen hånd. Han lagde sin nye H.C. Andersen-bog i Fies postkasse. Ville hun ikke gætte, hvem den var fra? Fie ringede til ham samme aften med et forurettet tonefald:
»Hej, Mads! Hvorfor har du ikke ringet? Jeg har ventet!«
»Fie, jeg har ikke dit nummer. Jeg havde ringet for længst. Kan du ikke huske, at du nægtede at give mig det i boghandlen?« Mads strålede af lykke.
»Men du fandt mig alligevel!« insisterede Fie.
»Typisk kvindelig logik,« tænkte Mads. Han var lykkelig over endelig at have klaret situationen. Fie var åbenbart også varm på ham!
Uden videre venten blev Fie og Mads gift. Hvad skulle de ellers? De havde så meget til fælles. For det første en ren, himmelsk kærlighed; for det andre lysten til at få så mange børn, som Gud ville give dem; for det tredje en forkærlighed for H.C. Andersen. Var det ikke nok?
På dette solide fundament byggede de deres ægteskab.
Fie underviste i dansk på universitetet, mens Mads var en fremragende programmør.
Efter rimelig tid kom der en lille Freja. To år senere blev Oliver født. Alt gik som smurt.
Mads gav ikke op på at finde sin far. Internettet hjalp. Blandt snesevis af folk med samme navn, fandt han endelig sin farbrev. De skrev, og faren, som boede i København, inviterede Mads på besøg.
Mødet var rørende. Faren havde sin egen familie, men havde tænkt på Mads hele årene.
»Så godt, min dreng, at du fandt mig. Nu holder vi kontakten,« sagde manden og omfavnede Mads.
Mads nævnte stolt alle i sin familie. »Se, far, du er allerede farfar to gange – og det er ikke slut…«
Mads’ far var professor i medicin.
Mads vendte hjem som på vinger. Han var vild med sin far – en varm og ærlig mand.
Selvfølgelig tillod familiens behov ikke Mads at se sin far ofte. Til sidst døde kontakten ud.
Freja og Oliver blev større. Fie besluttede at skrive en ph.d.-afhandling. Hendes bedstemor og mor var begge kandidater i filosofi, og Fie ville ikke hænge i halen.
Emnet for afhandlingen var ikke tilfældigt: H.C. Andersen. Med to børn arbejdede Fie ihærdigt på at samle materiale.
Mads støttede hende og hjalp til i hjemmet. Tre år gik med forberedelser. I den periode fik Freja og Oliver en lillesøster, Ida.
Ph.d.-forsvaret måtte vente.
Da Ida startede i børnehave, genoptog Fie sine studier. Det var lige ved at være lykkes…
Så blev Mads syg. En ukendt diagnose, men noget livstruende. Lægerne var blanke. Mads svandt ind for øjnene. Behandlingen virkede ikke. Fie fik at vide, at han næppe ville overleve. Manden var kun fyrre!
Hvad Fie gennemlevede, er umuligt at beskrive. Mads, der var fuldt bevidst om sin tilstand, bad om tilgivelse for at efterlade hende med tre børn…
Fie græd i smug. Og hun vidste, at hun ventede endnu et barn. Hun sagde det ikke til Mads – det ville kun gøre ondt værre.
Inderst inde nægtede Fie at tro, at hendes lykke kunne ende så brutalt. Hvad havde hun og Mads gjort forkert?
»Mads, du bliver rask! Du efterlader mig ikke alene med børnene! Jeg vil have, at du lever længe!« Fie hulkede ved hans sygeseng.
Fra København ankom Mads’ far. Fie havde arrangeret det – hun huskede, at han var et »lys« inden for medicin.
Lægen undersøgte Mads og rystede på hovedet. Så tog han Fie til side.
»Pigen, almindelig medicin kan ikke hjælpe her. Jeg kan ordinere noget støttende, men…« »LMen mod alle odds, takket være den gamle urtemandens mirakuløse behandling, blev Mads rask, og familien levede lykkeligt i deres lille røde hus ved fjorden, hvor børnene Freja, Oliver, Ida og lille Emil fyldte hverdagen med latter og kærlighed.
