“Hendes veninders mødre er unge og smukke, men min mor er ikke sådan. Hun ligner mere en bedstemor, og det gør ondt…”
“Line, Line! Der er din bedstemor kommet efter dig!” Line kiggede ud i gangen og rynkede panden – ved væggen stod hendes mor.
“Mor, hvorfor skal du hente mig… Jeg kan altså godt gå selv. Jeg er ikke længere en lille pige,” sagde Line og så vredt på sin mor.
“Line, det er jo mørkt nu. Det er ikke sikkert for små piger at gå alene om aftenen,” forsvarte moren sig.
“Mor, hvad mener du med aften? Klokken er kun syv! Og huset er lige ved siden af… Jeg er stor nu, jeg er næsten tretten.” Pigen greb sin taske og stormede ud fra musikskolen.
…Line blev født, da hendes forældre allerede havde mistet alt håb. Den første fornemmelse af, at Lise ventede et barn, overraskede hende fuldstændig, da hun og hendes mand, Jens, skulle til venner.
“Jens… Jeg føler mig ikke helt vel… Det brummer i maven, og jeg føler mig svag. Måske har jeg spist noget dårligt… Jeg lægger mig lige. Tag afsted uden mig…” Men selvfølgelig ville han ikke tage afsted alene.
Hun lå syg i to dage og prøvede hjemmemedicin – maveopløsning, fasting, urtete… Men det hjalp ikke, og på tredjedagen insisterede Jens, trods hendes svage protester, på at ringe til lægen.
Lægen lyttede omhyggeligt til Lise, bankede på ryggen og kiggede ned i halsen. Han målte temperaturen og stillede mærkelige spørgsmål, som hun syntes var helt ved siden af. Og han så på hende på en mistænkelig, næsten latterlig måde. Hun havde lyst til at blive vred og anklage ham for uprofessionel adfærd, men hun havde ikke kræfterne til det.
Næste morgen, efter lægens anbefaling, tog hun og Jens til gynekologen.
Jens blev hængende i gangen og målte den nervøst med lange skridt, mens han gik frem og tilbage… Da Lise kom ud, blev han forskrækket over hendes udtryk. Hendes ansigt var helt anderledes. Før smilede hun dumt med dirrende læber, men så begyndte hun pludselig at græde og rakte ham et stykke papir. Han tog frygtsomt papiret og ventede på at læse noget forfærdeligt…
“Jens… Jens, lille… Vi skal have en lille én,” sagde Lise og brast i fuldstændig gråd, mens hun gemte ansigtet i hænderne. Han omfavnede hende og tav, lamslået af nyheden, næsten ikke troende sine egne ører og bange for at forstyrre det magiske øjeblik.
De var begge toogfyrre. Lise fødte næsten treogfyrre og var den ældste på hele afdelingen. Sygeplejerskerne kaldte hende i smug – “den ældre førstegangsfødende fra stue otte.”
Så, til den fastsatte tid, fødte Lise en lille pige. Til lægernes og Lises egen overraskelse gik fødslen let og uden komplikationer. Lettere end for mange unge mødre. Barnet var stort, sundt og skræppende.
Da Line var lille, kunne hun ikke se forskel på sin mor og Mies mor nede fra opgangen. En mor var bare en mor. Men da hun blev ældre – og hun var en klog pige – hørte hun første gang den hårde sandhed i børnehaven.
“Mor, mor, Lines mor er gammel og skal dø snart. Gamle mennesker dør, ikke også, mor?” sagde drengen Mads fra hendes gruppe.
Line tøvede ikke. Hun hamrede ham i hovedet med en tumling. Heldigvis var den af plastik. Det resulterede bare i en stor bule, men Mads’ mor skreg højt nok til, at hele børnehaven hørte det.
“Får man børn, når man er gammel! Hun burde tænke på pensionen, ikke på at få en datter! Og så kan de åbenbart ikke opdresse ordenligt! Jeg klager! Lad kommunen tage sig af det!” rasede Mads’ mor, mens hun tørrede næsen på den hulkende dreng.
Derhjemme ventede en alvorlig snak med forældrene, men fra den dag gav Line både Mads og alle andre, der sagde sådan noget, en lussing. Og så begyndte hun at tænke på, at der måske var en sandhed i deres ord, og uden at vide det, begyndte hun at skamme sig over sine forældre.
Senere gik Line i skole. Forældremøder var en prøvelse for hende. Hun var bange for, at læreren på et eller andet tidspunkt ville henvende sig til hendes forældre. Hun så det for sig – hendes mor, der stod og rødmede af skam, eller hendes far med det grånede hår, der blev forlegen… Men hendes ældre forældre havde også en fordel. Hun gav aldrig anledning til irettesættelser og fik gode karakterer.
Selvfølgelig var hendes mor og far gode, fantastiske og helt klart de bedste! Hun elskede dem af hele sit hjerte. Men hvor ville hun dog ønske, at hendes mor lignede Sofies mor, der mere lignede en storesøster end en mor. Eller at hendes far var som Lukas’ far, med lækre læderbukser og en fed bil, han kørte til skole i.
Men nej… Hun havde gamle forældre, og de var slet ikke trendy. Mor var ikke til at pynte sig. Hendes bedste køb var en bog, ikke et par højhælede sko. Og far elskede sin gamle “Golf” og brugte alle weekender i garagen på at “perfektionere” den, som han sagde. Han var også filosof, læste historiske romaner, forstod sig på politik og lavede de lækreste syltede agurker!
Line blev voksen, afsluttede skolen og kom ind på lægeuddannelsen. Vanen med at lære flittigt i skolen bar frugt. Hun blev færdig med topkarakterer og startede på speciallægeuddannelsen på det nærmeste hospital. Arbejdet elskede hun, især fordi hun var heldig med sin vejleder, der fik hende til at elske tandlægefaget. Far kaldte hende altid med et grin for “den hvide smils general”.
En dag, da Line assisterede en læge, kom en ung mand ind på klinikken med ondt i en tand. Det viste sig at være en simpel sag. Han havde bidt i nødder og knækket en tand. Han virkede forlegen over den søde pige og blev lidt nervøs. Men alt gik godt – tanden blev ordnet, og den unge mand gik sin vej. Efter arbejde mødte Line ham uventet uden for hospitalet…
“Hej igen, mirakel-hænder! Jeg fandt ud af, hvornår du havde fri, så jeg ventede. Håber, det er okay?” Mikkel – sådan hed drengen – rakte hende en buket roser.
Line blev forlegen og rødmede, men hun havde allerede på klinikken syntes godt om ham. De gik hånd i hånd mod hendes hjem og snakkDe stod ved døren og udvekslede et blik, og i det øjeblik vidste Line, at hun endelig havde lært at elske sine forældre lige så meget, som de altid havde elsket hende.
