Ingen vidste, hvad han hed.
Han var en 9-årig dreng, tynd og med en lidt slidt t-shirt.
Hver eftermiddag, når han gik hjem fra skolen, gik han forbi den lokale skobutik.
Han blev stående der, helt stille, og kiggede på de røde sportssko, der hang i vinduesudstilllingen.
Han rørte ikke ved glasset.
Han sagde ikke en lyd.
Han så bare på dem.
En dag besluttede butikkens ejer, hr. Mikkelsen, at gå ud og spørge ham:
—”Kan du lide dem?”
Drengen sænkede blikket og sagde:
—”Nej, hr. Jeg husker dem bare.”
Hr. Mikkelsen forstod det ikke.
Så drengen forklarede:
—”De var præcis som dem, min bror havde.
Men han er ikke her mere… og jeg vil ikke glemme, hvordan de så ud.”
Hr. Mikkelsen tav.
Hans stemme dirrede lidt.
Den eftermiddag pakkede han skoene ned i en æske og gav dem til drengen.
Men det var ikke en almindelig gave.
Han sagde:
—”Hver gang du tager dem på, så husk, at brødre ikke huskes for det, de har på fødderne…
men for det, de efterlader i hjertet.”
Drengen tog skoene med hjem, men han brugte dem ikke med det samme.
Han satte dem i et hjørne, ved siden af et billede af sin bror.
Hver eftermiddag, i stedet for at stirre på skobutikkens vindue, så han på æsken.
Og da han endelig besluttede at tage dem på, var det ikke for at løbe eller lege.
Det var for at gå i parken, hvor han plejede at være med sin bror, sætte sig på den samme bænk… og smile.
For nogle gange er ting ikke bare ting.
De er broer.
De er måder at holde fast på.
De er måder at blive ved med at elske på, uden at sige farvel.
