De kom, mens vi sov.
Agnete Holst vågnede ved en lyd, hun ikke straks kunne placere. En svag knirken af gulvbrædderne i gangen, som om nogen forsigtig listede gennem lejligheden. Hun lyttede, og hendes hjerte bankede hurtigere. Ved siden af hende snorkede hendes mand, Erik Sørensen, fredeligt uden at røre sig.
“Erik,” hviskede hun og puffede ham let i skulderen. “Erik, hører du det?”
“Hmm? Hvad er der?” mumlede han uden at åbne øjnene.
“Der er nogen, der går rundt i lejligheden.”
Erik åbnede modstræbende det ene øje og kiggede på de lysende cifre på vækkeuret.
“Agnete, klokken er halv tre om natten. Det er bare din fantasi.”
“Det er ikke min fantasi! Jeg hører tydeligt fodtrin!”
Han sukkede, men lyttede alligevel. Og ja, et sted dybt i lejligheden var der lyde—en svag knagen, en raslen, lette bank.
“Det er nok bare Mikkel,” sagde han for at berolige hende. “Han løber rundt om natten igen.”
“Hvilken Mikkel, Erik? Mikkel døde for tre år siden, har du glemt det?”
Erik var nu helt vågen. Lydene blev tydeligere. Der var helt sikkert nogen i deres lejlighed, og de bevægede sig med selvsikkerhed, som om de kendte møblernes placering.
“Kan det være Freja?” foreslog Agnete. “Hun har jo nøglen.”
“På dette tidspunkt? Hun sover sikkert, hun har arbejde i morgen.”
Deres datter boede selvstændigt i nabolaget, men kom indimellem forbi, især når hun havde skænderier med sin mand. Men normalt varslede hun på forhånd.
Lydene nærmede sig soveværelset. Agnete greb fat i Eriks hånd.
“Erik, hvad nu hvis det er… indbrudstyve?”
“Stille,” sagde han og satte sig forsigtigt op i sengen, mens han famlede efter sutskoene. “Jeg tager et kig.”
“Nej, bliv her! Hvad nu hvis de har en kniv?”
“Agnete, hvilke indbrudstyve? Vi har en dørmand døgnet rundt, og en intercom. Der er ikke noget af værdi at stjæle her.”
Han listede hen til døren og lænede øret mod den. På den anden side lød en lav, kvindestemme, der nynnede en melodi. En bekendt melodi.
“Agnete,” hviskede han. “Kom her.”
Hun løb hen på bare fødder og lyttede også.
“Det er… det er mors vuggevise,” hviskede Agnete, og stemmen dirrede. “Den hun sang for mig, da jeg var lille.”
Erik rynkede panden. Hans svigermor var død for ti år siden, men han huskede den ordlose sang, hun altid nynnede, når hun lavede husarbejde.
“Det kan ikke passe.”
“Erik, tror du, det er et spøgelse?” Agnete greb fat i hans pyjamasærme. “Kan det være mor, der er kommet?”
“Agnete, vær nu fornuftig. Der findes ikke spøgelser.”
Men selv kunne han mærke, hvordan kuldegysningen jog ned ad ryggen. Melodien blev tydeligere, og nu kom der endnu en lyd—let banken, som om nogen rodede med servicet i køkkenet.
“Præcis som mor,” hviskede Agnete. “Husker du, når hun ikke kunne sove og gik ud i køkkenet? Satte vand over, tog kopperne frem…”
Erik huskede det. Birthe Jensen havde lidt af søvnløshed, især i de sidste år. Hun kunne stå op klokken tre om natten og begynde at rydde op eller lave mad, mens hun nynnede den samme melodi.
“Jeg er bange,” indrømmede Agnete.
“Åh, kom nu. Lad os tage et kig.”
Han drejede besluttomt dørhåndtaget og kiggede ud i gangen. Stilhed. Kun fra køkkenet kom der et svagt lys, som om der var tændt en lampe over komfuret.
Parret gik langsomt gennem gangen, mens de holdt fast i hinanden. Ved køkkendøren stoppede Erik og kiggede ind.
Køkkenet var tomt. På bordet stod der to kopper, og ved siden af lå teskeer og en sukkerkrukke. Kedlen summede sagte på komfuret, og dampen steg op af den.
“Men jeg satte da ikke vand over før jeg gik i seng?” sagde Agnete forvirret. “Det gjorde jeg bestemt ikke.”
“Og heller ikke mig.”
De stod i døråbningen uden at turde gå ind. Kedlen kogte og slukkede automatisk. I den pludselige stilhed kunne de kun høre deres egen hurtige vejrtrækning.
“Tror du, vi har gået i søvne?” foreslog Erik tøvende. “At vi har lavet alt det her mens vi sov?”
“Begge to? På samme tid? Erik, det er ikke sjovt.”
Agnete gik forsigtigt ind i køkkenet og rørte ved en af kopperne. Den var varm. Nogen havde holdt den for nylig.
“Se,” sagde hun og pegede på vindueskarmen. “Pelargionen blomstrer.”
På vindueskarmen stod der en gammel potte med en pelargonie, der ikke havde haft blomster i over et år. Agnete havde overvejet at smide den ud, men aldrig fået det gjort. Nu var den fuld af lyserøde blomster, friske og frodige.
“Mor elskede pelargonier,” sagde hun stille. “Hun sagde, de bragte fred til huset.”
“Agnete, tror du, vi skal til lægen?” spurgte Erik forsigtigt. “Det her begynder at lyde lidt søgt.”
“Hvad søgt? Du kan selv se—kedlen, kopperne, blomsterne. Det kan ikke være tilfældigt.”
Hun satte sig på en stol og stirrede på teen, der var blevet lavet til dem.
“Ved du hvad, mor sagde altid, at hun ville komme tilbage og besøge os efter hun døde. Husker du, hvordan hun sagde: ‘Jeg dukker op om natten for at sikre, at I har det godt.'”
“Jo, det husker jeg. Men det var jo bare for sjov, Agnete.”
“Men hvad nu hvis det ikke var for sjov?”
Erik satte sig ved siden af hende og tog hendes hånd.
“Selv hvis det er tilfældet, hvorfor skulle vi så være bange? Det er din mor. Hun elskede os.”
Agnete nikkede og blev lidt mere rolig.
“Ja, hun gjorde. Og hun bekymrede sig altid om, om vi havde det godt.”
De sad tavse og så på det dækkede bord. Gradvist forsvandt frygten og blev erstattet af en underlig ro. Som om der virkelig var en elsket persons nærvær i huset.
“Husker du, hvor bekymret hun var, da vi skændtes om sommerhuset?” sagde Agnete pludselig. “Hun bad os om at slås igen.”
“Det gør jeg. Hun talte ikke til os i tre dage, før vi krammede foran hende.”
“Og da de drak den sidste dråbe te, føltes det som om Birthes kærlighed havde efterladt et stille lys i deres hjerter, der ville skinne for altid.
