**Den tredje stue – ikke til gæster**
»Du må ikke gå derind!« råbte Henriette Mikkelsen og skyndte sig ud fra køkkenet med våde hænder. »Hvor mange gange skal jeg sige det til dig?«
Tiårige Mikkel stivnede ved den på klem stående dør og vendte sig mod sin bedstemor. I hans øjne hang der en blanding af forvirring og sårethed.
»Bedste, hvad er der derinde? Jeg ville bare se…«
»Der er ingenting! Bare støv!« Henriette gik hurtigt hen til ham, smækkede døren i og låste den med en bestemt bevægelse. »Gå hellere og se tegnefilm eller leg med dit Lego.«
Mikkel trak på skuldrene og slæbte sig ind i stuen, men Henriette kunne se, hvordan han kiggede tilbage mod den forbudte dør. Hun sukkede tungt og gemte nøglen i forklædets lomme. Altid den samme snak. Hver gang barnebarnet kom på ferie, startede det samme mønster.
»Mor, hvorfor skræmmer du ham?« Lise kom ud fra badeværelset og tørrede sit hår med et håndklæde. »Han er bare et barn. Han er nysgerrig.«
»Og du er ikke?« spurgte Henriette skarpt.
Lise stoppede op. Håndklædet lå stille i hendes hænder.
»Jeg… Jeg har det fint, mor. Hvorfor røre ved fortiden?«
»Netop. Og Mikkel behøver heller ikke vide det. Lad ham hellere lege udenfor i stedet for at snuse i andre folks hjørner.«
Lise ville sige noget, men tav. Hun kendte den tone. Det var nytteløst at diskutere. Bedre at distrahere sønnen med noget andet.
Henriette vendte tilbage til køkkenet og tændte for vandkogerens. Hænderne skælvede, da hun tog kopperne ned fra skabet. Tyve år var gået, og alligevel føltes det, som om hjertet blev klemt sammen, bare ved tanken om det rum. Om det, der var blevet efterladt derinde.
Efter middag lå Mikkel på sofaen med sin tablet, mens Lise læste en bog i lænestolen. Henriette vaskede op og holdt øje med barnebarnet i smug. Drengen var klog. Alt for observant.
»Bedste,« sagde Mikkel pludselig uden at kigge op fra skærmen, »hvorfor har du en treværelses lejlighed, når I kun bruger to værelser?«
Henriette tabte en tallerken i vasken. Den klirrede mod kanten.
»Hvordan ved du, at det er en treværelses?« spurgte hun forsigtigt.
»Jeg er jo ikke blind! Jeg kan tælle døre. Der er dit soveværelse, der er stuen, hvor jeg sover, og så er der den tredje dør. Den er altid låst.«
Lise så op fra sin bog og mødte morens blik. Henriette stod med ryggen til dem, skuldrene anspændte.
»Der… Der opbevarer jeg gamle ting,« sagde hun lavmælt. »Ingenting, der interesserer dig.«
»Må jeg se dem? Jeg lover at være forsigtig.«
»Nej!« Henriette vendte sig hurtigt om. »Og spørg ikke igen!«
Mikkel foMikkel nikkede stilfærdigt og lod, som om han forstod, men om natten, da alle sov, listede han hen til den tredje dør og drejede forsigtigt på håndtaget, der gav efter med et blødt klik.
