Luk ikke op
Agnete Sørensen stod ved vinduet med håndfladen presset mod glasset og så på, hvordan pedellen, Flemming, fejede de sidste gule blade sammen. Oktober havde været regnfuld, og hendes hjerte var ligeså gråt og tungt som himlen.
»Mor, står du derinde igen?« Lise, hendes datter, en kvinde i fyrrene, trådte ind i stuen. »Vil du ikke have lidt te?«
»Jo tak,« svarede Agnete uden at vende sig. »Lise, hvad er det, der banker i kælderen? Jeg hørte det i aftes, og nu igen i morges.«
Lise rynkede panden og satte vand over.
»Det er nok bare en rotte. Eller rørene. Mor, du overtænker det. Huset er fra halvtredserne – alt knirker og larmer her.«
»Nej, det er ikke en rotte. Rotter rasler, men det her er banken. Som om nogen banker indefra.« Agnete vendte sig mod datteren. »Skal vi ikke tjekke?«
»Mor, vi kiggede i går! Der er kun gamle ting, farrens værktøj og syltede ting. Der er ikke andet. Du er bare nervøs efter hospitalsopholdet.«
Agnete sukkede tungt. For en måned siden var hun blevet indlagt med hjerteproblemer, og nu var Lise som en høne, der ikke ville lade hende være alene. Hun havde flyttet ind fra sin lejlighed og taget fri fra arbejdet. Og Agnete følte sig som en byrde.
»Lise, du skal hjem. Jeg har det fint. Og din Morten savner dig sikkert.«
»Morten klarer sig. Men hvis noget sker med dig, vil jeg aldrig tilgive mig selv.« Lise hældte varmt vand over tebrevet og rakte det til sin mor. »Drik det, mens det er varmt.«
De satte sig ved bordet, og pludselig lød der igen banken. Klart, rytmisk – et, to, tre, pause, og så igen.
»Hører du det?« Agnete greb fat i Lises ærme. »Der var det igen.«
Lise lyttede. Banken gentog sig.
»Lad os tjekke,« sagde hun beslutsomt.
Kælderen var et lille, mørkt rum bag køkkenet, fyldt med gamle ting. Lise tændte lyset og kiggede sig omkring. Hylder med syltedevarer, æsker, fars værktøjskasse. Alt var som det skulle være.
»Ser du? Der er ingen her,« sagde hun.
»Hvad med dén?« Agnete pegede på en kasse på den bagerste hylde.
Lise gik nærmere. Kassen var gammel, af mørkt træ med messingbeslag. På låget var der indgraveret mærkelige mønstre, næsten som runer.
»Hvor kommer den fra?« Lise rynkede panden. »Jeg har aldrig set den før.«
»Ej heller jeg.« Agnete rakte hånden ud, men Lise stoppede hende.
»Rør den ikke. Måske har naboerne sat den der? Eller viceværten? Vi spørger Flemming – han ved alt om huset.«
De gik op igen, men Agnete kastede stadig blikket mod kælderdøren. Noget var ikke som det skulle være. Og banken stoppede, så snart de forlod rummet.
Om aftenen ringede Lise til sin mand.
»Morten, hvordan går det? Jeg bliver her lidt endnu. Mor er blevet helt nervøs. Hun siger, der banker i kælderen. Og vi fandt en mærkelig kasse derinde.«
»Skal hun ikke til lægen?« foreslog Morten. »Efter et hjertetilfælde kan folk se og høre underlige ting.«
»Det er ikke hallucinationer. Jeg hørte det selv. Og kassen er virkelig der. Jeg spørger Flemming i morgen.«
»Lise, har du åbnet den?«
»Nej, mor ville ikke røre den. Og jeg tør heller ikke. Den er smuk, men også lidt uhyggelig.«
»Godt. Man ved aldrig…«
Næste morgen vågnede Agnete af banken. Det var højere nu, mere insisterende. Som om noget krævede opmærksomhed. Hun tog sin morgenkåbe på og gik ud i køkkenet. Lise sov stadig på sofaen i stuen.
Banken blev kraftigere. Agnete lænede sig mod kælderdøren og lyttede. Lyden kom indefra, fra den bagerste hylde.
»Hvem er der?« hviskede hun.
Banken stoppede. Stilhed. Så – et enkelt, kraftigt slag.
Agnete vaklede tilbage. Hjertet hamrede. Hun løb ind for at vække Lise.
»Lise! Vågn op!«
»Hvad er der, mor?« Lise satte sig forskrækket op.
»Derinde… i kælderen… Den svarede mig!«
»Hvem svarede?«
»Jeg spurgte, hvem der var, og den bankede én gang. Som om den svarede!«
Lise gned sig i øjnene og så på uret. Halv seks om morgenen.
»Er du sikker?«
»Helt.« Agnete greb hendes hånd. »Lise, vi må ringe efter hjælp. En håndværker. Eller måske en præst?«
»En præst?« Lise stirrede. »Mor, du har aldrig været troende.«
»Måske er det tid nu. Der er ting i verden, vi ikke forstår.«
Efter morgenmaden gik de ned for at finde Flemming. Den gamle pedell var i færd med at feje ved opgangen, mens han nynnede en melodi.
»Flemming,« kaldte Lise. »Har du et øjeblik?«
»Selvfølgelig, Lise. Hvad er der galt?«
»Ved du, hvem der kunne have sat en kasse i vores kælder? Vi fandt den der i går, men vi ved ikke, hvor den kommer fra.«
Flemming stoppede med at feje og så alvorligt på dem.
»En kasse? Hvilken kasse?«
»En gammel en, af træ med mærkelige tegn,« forklarede Agnete.
Pedellens ansigt fortrak sig. Han blegnede og satte kostet fra sig.
»Åh, det er ikke godt… Slet ikke godt. I har ikke åbnet den?«
»Nej,« svarede Lise. »Ved du noget om den?«
»Det gør jeg. Den kasse tilhørte Madsine, der boede i lejlighed fjorten. Kan I huske hende?«
Agnete nikkede. Madsine var død for tre år siden. En gammel jomfru, der altid havde levet alene. Folk var bange for hende.
»Da hun døde, sagde hun til mig, at kassen ikke måtte åbnes eller gives videre. Den skulle graves ned. Hun sagde, der var noget inde i den, der ikke måtte slippes ud.«
»Hvad gjorde du så?« spurgte Lise.
»Jeg tog den med til kirkegården og gravede den ned ved siden af hendes grav. Dybt. Og så lagde jeg en sten ovenpå. Men den er åbenbart kommet tilbage…«
De to kvinder så på hinanden.
»Flemming, det er jo vanvid,« protesterede Lise. »Kasser går ikke rundt af sig selv.«
»Jeg ved ikke, hvordan den er kommet til jer,« sagAgnete åbnede kassen og så et øjeblik efter ingenting mere.
