“Nej, nej, Birthe! Birthe, vent lige!” råbte naboens Henrik Mikkelsen mens han vinkede vildt og næsten løb for at indhente kvinden ved opgangen. “Hvorfor skal du altid skynde dig sådan? Vi skal lige tale sammen!”
“Jeg har ikke tid, Henrik. Jeg skal hente min datterdatter i børnehaven,” sagde Birthe og prøvede at gå forbi ham, men han blokerede vejen.
“Barnet kan vente. Dette er alvorligt og handler din Kjeld.” Henriks øjne lyste af en underlig iver. “Ved du, hvor din mand var i går?”
Birthe standsede. En følelse af ubehag brendte i hendes bryst, men hun lod, som om hun var rolig.
“Selvfølgelig ved jeg det. Han var i sommerhuset. Han gravede kartofler.”
“I sommerhuset?” Henrik fnøs. “Mærkeligt. Jeg så ham klokken tre i byen. Udenfor apoteket på H.C. Andersens Boulevard. Med en kvinde. De stod meget tæt.”
Ordene ramte Birthe som en hammer. Kjeld var nemlig rejst tidlig om morgenen og sagt, han kom hjem til aftensmad. Om aftenen kom han træt og beskidt tilbage og klagede over ondt i ryggen af alt arbejdet.
“Du tager fejl,” sagde hun stille. “Min mand var i sommerhuset hele dagen.”
“Tager jeg fejl?” Henrik trak sin telefon op. “Her er et billede. Kvaliteten er ikke god, men det er ham.”
Birthe ville ikke kigge, men øjnene fulgte alligevel det slørede billede. Silhouetten lignede Kjeld – den samme let ludende holdning, samme måde at have hænderne i lommerne på.
“Hvem er hun?” hviskede hun.
“Det ved jeg ikke endnu. Men jeg finder ud af det. Jeg har forbindelser, Birthe. Folk overalt.” Henrik smilede selvtilfreds. “Men rolig nu. Mænd er svage på dét punkt. Måske er der intet alvorligt.”
Birthe vendte sig om og gik mod opgangen, mens benene rystede under hende. Bag sig hørte hun Henriks tilfredse stemme:
“Hvis jeg hører mere, siger jeg det med det samme! Vi er jo naboer – vi skal hjælpe hinanden!”
Derhjemme sad Birthe længe ved køkkenbordet og stirrede ud ad vinduet. Treogfyrre år som ægtepar. To børn. To børnebørn. Kunne han virkelig finde på sådan noget nu?
Kjeld kom hjem som sædvanlig, kyssede hende på kinden, vaskede hænder og satte sig til aftensmaden.
“Hvordan gik det i sommerhuset?” spurgte Birthe ufarligt og iagttog ham.
“Fint. Kartofler er gravet op, løg er renset. Ryggen gør ondt.” Kjeld strakte sig, og ryggen knagede. “Tager derud i morgen igen for at luge.”
“Var du ikke i byen? På apoteket efter noget mod rygsmerter?”
Kjeld så forbavset på hende.
“Hvorfor skulle jeg det? Jeg havde alt med. Skulle jeg have købt noget?”
Birthe vendte sig mod komfuret. Enten løj han utroligt godt, eller også tog Henrik fejl. Men billedet…
“Kjeld, så du Henrik i dag?”
“Vores nabo? Ja, vi mødtes i elevatoren i morges. Han var underlig – spurgte, hvor jeg skulle hen. Som en politimand.” Kjeld rynkede panden. “Hvad sagde han til dig?”
“Ingenting særligt. Bare hilste.”
Om natten kunne Birthe ikke sove. Hun vendte sig, lyttede til Kjeld åndedræt. Treogfyrre år sammen, og nu kom tvivlen. Var der virkelig en anden kvinde? I deres alder?
Næste morgen tog Kjeld til sommerhuset, som han plejede. Kys, termokop med kaffe og madpakke.
“Jeg er hjemme til aften,” sagde han. “Måske køber jeg fisk, hvis det ser godt ud.”
Birthe fulgte ham til elevatoren. Knap en halv time senere ringede det på døren. Henrik stod triumferende i døråbningen.
“Birthe, må jeg komme ind? Jeg har nyheder.”
“Kom ind,” sukkede hun.
Henrik satte sig ved bordet og hostede vigtigt.
“Jeg fandt ud af, hvem kvinden er. Lydia Jensen. Arbejder på Rigshospitalet som sygeplejerske. Enke i tre år. Børnene bor i Århus.” Han nød effekten. “Din Kjeld har kendt hende i et halvt år. De mødtes i køen til lægen.”
“Hvordan ved du alt det?” spurgte Birthe stille.
“Min kones fætter arbejder der i receptionen. Hun ser dem ofte sammen – i kantinen eller på bænken udenfor.” Henrik lænede sig frem. “Og hun sagde, din mand går til lægen hver uge. Hos kardiologen. Vidste du det?”
Birthe blev bleg. Kjeld havde aldrig klaget over hjertet.
“Nej,” indrømmede hun.
“Der kan du se! Han skjuler det for dig. Hvorfor, hvis ikke der er noget galt?” Henrik nikkede selvtilfreds. “Jeg foreslår, du følger efter ham. I morgen, måske. Se, om han tager til sommerhuset.”
“Jeg kan da ikke skygge min mand!”
“Hvorfor ikke? Du er hans kone. Du har ret til sandheden.” Henrik rejste sig. “Men det er dit valg. Jeg har gjort min pligt som nabo.”
Efter han gik, græd Birthe ved bordet. Treogfyrre års tillid – ødelagt. Kunne han virkelig bedrage hende?
Om aftenen kom Kjeld hjem med fisk – flotte ørreder. Imens han renser dem, fortalte han om dagen. Den sædvanlige Kjeld. Kunne han lyve så godt?
“Kjeld,” begyndte Birthe forsigtigt. “Har du været til lægen for nylig?”
Han stoppede med kniven i hånden.
“Hvorfor spørger du om det?”
“Bare sådan. Vi er ikke unge mere.”
“Jeg har det fint.” Han vendte sig mod fiskene, men hun så spændingen i hans skuldre.
“Hvis du har ondt, fortæller du mig det?”
“Selvfølgelig. Men… har nogen sagt noget?” Han så pludselig bekymret ud.
“Ikke noget. Jeg er bare bekymret.”
Næste dag rejste Kjeld til sommerhuset. Birthe fulgte efter en halv time – hun besluttede sig for sandheden.
Hun nåede Rigshospitalet hurtigt. Satte sig på en bænk med en avis som dække. Følte sig dum, som i en dårlig film.
Kjeld dukkede op ved 11-tiden. Gik ind på apoteket, derefter mod hovedindgangen. En lav, rund kvinde i kitel kom hen imod ham. De talte kort, og hun førte ham indenfor.
Birkes hjerte hamrede. Så Henrik havde ret.
Det tog over en time. Kjeld kom ud med kvinden. De talte ved døren, hun skrev noget ned og gav ham en seddel. De trykkede hinanden i hånden og gik hver til sit.
Birthe gik hen til vagten.
“Undskyld, er den kvinde derude ikke Lydia Jensen?”
“Jo, sygeplejersken. Vil”Åh, Kjeld, jeg følte mig som en spion fra en dårlig film, men nu forstår jeg endelig, hvorfor du altid ryger de der mystiske pauser på hospitalet!” sagde Birthe og rystede på hovedet, mens Kjeld grinede og rullede øjnene, fordi selv efter treogfyrre års ægteskab kunne de stadig overraske hinanden med små hemmeligheder – og lidt for meget nysgerrighed fra naboens side.
