Hun var den første
Agnete Møller stod op klokken fem om morgenen, som sædvanlig. Vanen fra fyrre års arbejde på fabrikken var der stadig, selvom hun havde været pensionist i tre år. Stille, for ikke at vække Erik Sørensen, gik hun ud i køkkenet og satte vand over. Udenfor var det endnu mørkt, men hun vidste, at daggryet snart ville bryde frem.
I dag var en særlig dag. I dag var det første skoledag, og hendes barnebarn Alberte skulle starte i første klasse. Agnete var mere nervøs end barnet selv. Hele ugen havde hun gennemgået skoleuniformen, tjekket skoletasken og talt hæfterne. Erik rystede bare på hovedet og sagde, at hun var ved at blive tosset.
*”Hvad flakker du rundt som en høne uden hoved?”* mumlede han. *”Vores egen søn gik selv i skole, og han klarede sig da fint.”*
*”Men jeg vil være den første,”* svarede Agnete. *”Den første, der møder hende ved skolen. Den første, der gratulerer.”*
Erik forstod ikke hendes ønske. Han syntes, bedstemødre bare var i vejen i sådanne situationer. Men Agnete følte anderledes. Hun huskede tydeligt, hvordan hun for tredive år siden havde fulgt sin søn Jakob i skole. Dengang arbejdede hun dobbeltvagter og kom først sent hjem om aftenen. Det var Jakobs bedstemor, hendes egen mor, der havde været med til skolestart. Og Agnete havde stået ved fabrikkens port og grædt af skuffelse.
*”Græd nu ikke,”* havde naboerne Birthe sagt. *”Din søn vokser op, får børnebørn, og så kan du indhente det, du missede.”*
Og nu gjorde hun netop det.
Teen var stærk og duftende. Agnete hældte op i sin yndlingskop med roser og satte sig ved bordet. På køkkenbordet stod der tre buketter. Den ene havde hun købt på torvet dagen før, den anden havde hun plukket i haven, og den tredje havde Erik bragt hjem om aftenen. Han havde virket forlegen og kaldt det for pjat, men alligevel havde han taget den med.
*”Tre buketter er for meget,”* sagde hun til sin mand.
*”Hvad nu hvis der er mere end én lærer?”* trak Erik på skuldrene. *”Man ved aldrig.”*
Klokken syv stod Agnete under bruseren. Hun iførte sig sin fineste kjole, den lyseblå med hvide prikker, som hun gemte til særlige lejligheder. Hun satte håret og satte lidt læbestift på. I spejlet stirrede en pyntet kvinde med spændte øjne tilbage på hende.
*”Skal du på stævnemøde?”* spurgte Erik, der lige var vågnet.
*”Jeg vil se pæn ud for Alberte,”* svarede hun.
*”Du er altid pæn,”* mumlede han ind i puden.
Ved halv otte ringede Jakob.
*”Mor, vi er på vej nu. Alberte er helt nervøs, hun sov dårligt hele natten.”*
*”Jeg har slet ikke sovet,”* indrømmede Agnete. *”Jeg går ned til skolen og venter.”*
*”Mor, der starter først klokken ni.”*
*”Det ved jeg godt. Men jeg vil være den første.”*
Jakob sukkede. Han var vant til sin mors sære vaner. Efter Albertes fødsel var Agnete blevet ti år yngre i sindet. Hun løb rundt med barnebarnet, fulgte hende i børnehaven, kørte på rutsjebane og købte legetøj. Jakob og hans kone kunne bare stirre forbløffet.
*”Nå ja, mor. Men pas på, det er køligt udenfor.”*
Agnete tog buketterne, smækkede nogle slik i tasken til Alberte og gik mod skolen. Det tog kun et kvarter at gå derhen, men hun skyndte sig ikke. Hun ville nyde morgentimerne og glæden ved forestillingen.
Ved skolens hoveddør stod der allerede en kvinde med en buket. Agnete blev skuffet—så var hun alligevel ikke den første. Da hun kom nærmere, genkendte hun Anne-Mette, naboen fra tredje sal.
*”Er du også her til skolestart?”* spurgte Agnete.
*”Min barnebarn starter i første,”* nikkede Anne-Mette. *”Og du?”*
*”Barnebarnet Alberte.”*
De to kvinder stod lidt og snakkede om børn, om skolen, og om hvor hurtigt tiden løb. Anne-Mette viste sig at være en behagelig samtale partner. Hun havde arbejdet som sygeplejerske og var lige gået på pension.
*”Ved du hvad,”* indrømmede hun til Agnete, *”jeg har hele mit liv drømt om at følge mit barnebarn i skole. Min datter giftede sig sent. Jeg troede ikke, jeg nåede at opleve børnebørn.”*
*”For mig var det omvendt,”* svarede Agnete. *”Jeg nåede ikke at følge min søn i skole dengang—jeg arbejdede for meget. Nu vil jeg indhente det.”*
Så småt begyndte andre bedsteforældre at samle sig ved skolen. Alle var pyntede, nervøse, med blomster i hånden. Agnete så på dem og tænkte, at hver enkelt havde deres egen historie, deres egen grund til at være der.
Der kom Lise fra nabo-huset. Hun opdragede sin barnebarn alene, efter at datteren var omkommet i en bilulykke. Den lille Mille var sky og tilbageholdende. Lise var bange for, at hun ville få det svært i skolen.
*”Hvordan har Mille det?”* spurgte Agnete.
*”Hun er nervøs. Siger, at de andre børn vil grine af hendes kjole. Men den er jo så pæn—jeg syede den selv,”* sagde Lise og lød bedrøvet.
*”Børn er søde, de griner ikke,”* beroligede Anne-Mette. *”Det vigtigste er, at hun føler sig tryg.”*
En bedstefar med en kæmpestor buket gladiolisser dukkede op. Agnete kendte ham ikke, men han præsenterede sig selv som Viggo. Hans barnebarn var adoptiv—han og hans kone havde taget en lille pige hjem fra børnehjemmet.
*”Emma er så klog,”* sagde han stolt. *”Hun kan allerede læse og tælle til hundrede. Men hun er meget genert.”*
*”Det skal nok gå,”* sagde Agnete. *”Børn finder hurtigt sammen.”*
Ved halv ni begyndte forældre med nye skolebørn at ankomme. Agnete så sin søn, svigerdatteren og Alberte. Pigen var klædt i hvid bluse, mørkeblå nederdel og hvide sløjfer. I hånden holdt hun en ny, flot skoletaske med et billede på.
*”Bedste!”* råbte Alberte og løb hen til Agnete.
*”Min skønhed!”* omfavnede bedstemoren hende. *”Hvordan har du det? Er du nervøs?”Hun smilede til sin bedstemors spørgsmål, trykkede sin hånd lidt fastere, og i samme øjeblik vidste Agnete, at alt var blevet, som det skulle være.
