— Nej, Sofie, du forstår det ikke! Jeg kan ikke leve sådan mere! — Mette greb sin veninde om hånden og klemte så hårdt, at den anden rynkede bryn. — Han gifter sig med hende! Med den… den tomhjernede! Og hvad med mig? Har jeg spildt tolv år af mit liv?
— Mette, slap af, det gør ondt! — Sofie forsøgte at trække hånden til sig, men Mettes øjne brændte af fortvivlelse. — Hør nu efter…
— Nej, du skal høre på mig! — Mette sprang op fra køkkenstolen og begyndte at gå frem og tilbage i det lille rum som et fanget dyr. — Tolv år, Sofie! Tolv år har jeg ventet på ham! Da han studerede, arbejdede jeg for at hjælpe ham økonomisk. Da han led efter arbejde, støttede jeg ham. Da hans mor var syg, passede jeg hende som en rigtig datter! Og han… han…
Mettes stemme knækkede, og hun satte sig igen og gemte ansigtet i håndfladerne.
Sofie skubbede forsigtigt en kop afkølet te hen til hende.
— Måske er det for det bedste, Mette? Måske er han ikke den rigtige for dig?
— Ikke den rigtige? — Mette så skarpt op, og blikket fik Sofie til at ryge tilbage. — Hvad er så den rigtige? At sidde alene som 40-årig og tænke på, hvad der kunne have været?
— Du er kun 38…
— Snart 39! — afbrød Mette. — Og hvad skal jeg så gøre? Starte forfra? Finde en anden? Hvem vil have mig i den alder? Alle de ordentlige mænd er allerede gift!
Sofie tav, usikker på hvad hun skulle sige. Hun havde kendt Mette siden universitetet og set hende vakle mellem håb og fortvivlelse gennem årene. Anders dukkede op og forsvandt, lovede at gifte sig og sagde så, han ikke var klar. Og Mette ventede, troede på hvert ord.
— Kan du huske, da vi tog engelskkursus? — spurgte Sofie stille. — Du sagde, du ville rejse og se verden. Så mødte du Anders og droppede det hele.
— Hvad har engelsk med noget at gøre? — Mette fnøs irritabelt. — Jeg elskede ham, forstår du? Virkelig elskede ham! Ikke som de dumme piger, der skifter mænd som handsker. Men han… han udnyttede mig bare!
— Han udnyttede dig ikke, Mette. Det… det passede bare ikke mellem jer.
— Passede ikke? — Mette rejste sig og gik hen til vinduet, stirrede ud på den sneklædte gård. — Ved du, hvad han sagde, da jeg fandt ud af hans bryllup? At jeg kendte ham for godt. At Emma var mere mystisk. Mystisk! En 20-årig studerende, der ikke kan andet end at tage selfies!
— Mette, lad være at pine dig selv…
— Jeg piner mig ikke! — Mette vendte sig om med et ryk. — Jeg er vred! Jeg forstår det ikke! Vi var lykkelige! Kan du huske, da vi var i sommerhuset? Da han gav mig blomster? Da han sagde, jeg var den bedste?
— Det husker jeg, — nikkede Sofie. — Men det var længe siden, Mette.
— Ikke så længe! Bare for et år siden! Vi talte om børn, om hvad vi skulle kalde dem. Han fandt endda på navne! Og nu er den Emma gravid i anden måned!
Sofie rystede.
— Gravid? Det har du ikke fortalt mig!
— Hvorfor skulle jeg? — Mette sank sammen på stolen som en luftballon, der løber ud af luft. — Hvorfor skulle du vide, at han ikke kun gifter sig med hende, men også får et barn? Det barn, vi drømte om…
— Åh gud, Mette… — Sofie rejste sig og lagde en arm om sin veninde. — Jeg er så ked af det på dine vegne…
— Vær ikke ked af det! — Mette rev sig løs. — Jeg har selv gjort det! Jeg skulle være gået for længe siden, da han begyndte med sine undskyldninger. Men jeg troede, jeg kunne ændre ham, at han en dag ville indse, hvor god jeg er…
— Og det er du, Mette. Du er kærlig, klog, smuk…
— Smuk? — Mette grinede bittert. — Se på mig! Gråt hår, rynker, ekstra kilo. Men den Emma er ung, slank, trendy. Selvfølgelig valgte hende!
— Det handler ikke om udseende!
— Hvad handler det så om? Forklar mig det, Sofie! Hvad gjorde jeg forkert? Hvorfor kunne jeg ikke holde på ham?
Sofie satte sig og tog hendes hænder.
— Hør nu godt efter. Du gjorde intet forkert. Du var en fantastisk kæreste, støtte, næsten en hustru. Men Anders… han er bare ikke den rigtige. Han er en egoist, Mette. Han tænker kun på sig selv.
— Nej, du kender ham ikke! Han kan være så omsorgsfuld…
— Kun når det passer ham. Husker du, hvordan han forsvandt i månedsvis, når du havde brug for ham? Lovede at introducere dig for sine forældre, men fandt altid undskyldninger. Sagde, han elskede dig, mens han datede andre!
— Hvordan ved du det? — Mette stirrede på hende.
Sofie så ned.
— Jeg… så ham for et år siden. Med en blondine. De sad og kyssede sig på en café. Jeg ville sige det, men…
— Men du gjorde det ikke! — Mette sprang op igen. — Du vidste, han bedrog mig, og holdt mund!
— Jeg var ikke sikker! Måske var det bare en veninde…
— Eller en anden kæreste! — Mette stirrede. — Du skulle have fortalt mig det!
— Og hvad ville du have gjort? Skældt ham ud? Forladt ham? Vi ved begge, du ville have tilgivet ham, som du altid gjorde!
Mette ville protestere, men vidste, Sofie havde ret. Hun havde altid fundet undskyldninger for ham.
— Ved du, hvad der gør allermest ondt? — sagde Mette stille. — Jeg troede, vi var ens. At vi delte interesser, verdenssyn. Men han huskede ikke engang vores drømme. Da jeg spurgte, sagde han, det bare var tom snak.
— For dig var det ikke tom snak.
— Nej. Hvert ord, hvert kys betød noget for mig. Men for ham… var jeg bare bekvem. Indtil noget bedre dukkede op.
Sofie rørte i sin te.
— Hvad nu? Hvad vil du gøre?
— Ved det ikke, — indrømmede Mette. — Nogle gange vil jeg konfrontere ham. Andre gange bare glemme ham.
— Måske det sidste?
— Nemt at sige! Hvordan glemmer man tolv år? En mand man elskede mere end sig selv? Jeg sagde nej til et godt job i København for ham!
— Det husker jeg. Jeg tænkte, du var blevet skør.
— Det var jeg også. Jeg tilpassede hele mit liv til ham, og han lagde ikke engang mærke til det.
Mette gik hen til spejlet og betragtede sigHun tog en dyb indånding, mærkede hvordan sorgen langsomt erstattedes af en følelse af lettelse, og for første gang i mange år så hun ikke tilbage, men fremad.
