**ERNIST LYKKE**
– Mor, der er kun én mulighed tilbage for at få et barn – IVF. Morten og jeg har besluttet os. Du får ikke overtalt os. Væn dig til tanken, – sagde Freja ordene i ét væk.
– IVF? Så jeg får et kunstigt barnebarn “fra et reagensglas”? – Jeg kunne knap tro mine egne ører.
– Mor, kald det hvad du vil. Vi starter behandlingen i morgen. Alle prøver er taget. Lægerne advarer – det bliver en lang og uforudsigelig rejse. Ingen garantier. Vær tålmodig, – Freja sukkede dybt.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg burde have støttet hende, givet håb, hjulpet eller i det mindste ikke stå i vejen.
Samtalen foregik over telefonen. Jeg forstår godt, det var svært for Freja at sige det ansigt til ansigt – emnet er ret kontroversielt.
Første gang Freja giftede sig, var det med sin barndomsven Magnus. De havde en himmelsk kærlighed, troede hun i hvert fald. Men lige midt i brylluppet, på caféen, endte brudgommen, efter en smule for meget snaps, i de varme arme på en af brudepigerne. Freja fandt parret i en “romantisk” omgivelse – i et støvet udrykningskammer.
Magnus mumlede noget uforståeligt i selvforsvar, mens brudepigen snuppede sine ting, slyngede et gennemsigtigt tørklæde om sig og forsvandt ud af døren – den dag så ingen hende mere.
Freja skiltes straks. Min mand og jeg prøvede at tale hende til fornuft:
– Freja, tøv lidt. Man kan jo gøre mange dumme ting, når man har drukket. Den brudepige har sikkert lokket Magnus derned. Han er jo en flot fyr, så hun tog chancen. Tilgiv ham, skat. I har hele livet foran jer.
– Nej, mor. Jeg fortryder ikke. Magnus bed mig, og det gjorde ondt. Men jeg vil ikke starte et ægteskab med utroskab og løgne. Tak gud, det skete på selve bryllupsdagen – mindre smerte for mig.
Magnus bad om tilgivelse, græd og lovede alt muligt. Men intet hjalp.
…Et par måneder senere fandt vi ud af, at Freja var gravid med Magnus. Hun fik foretaget en abort i smug uden at fortælle mig. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok bedt hende om at give Magnus en chance til.
…Tiden gik, og Morten kom og friede til Freja. Forresten, han var Magnus’ bedste ven. Morten havde altid været forelsket i Freja, men turde ikke træde sin ven over tæerne. Men nu var chancen der. Freja sagde ikke ja med det samme. Hun havde brændt sig og stolede ikke på nogen. Hun tøvede i tre år. Morten gav ikke op. Endelig gav hun efter:
– Morten, står dit tilbud om at gifte dig med mig stadig?
– Ja, selvfølgelig, Freja! Sig mig, du siger ja? – Morten kyssede sin elskedes hånd.
Freja nikkede.
Morten arrangerede et pragtfuldt bryllup. Alle venner og veninder var der – undtagen Magnus. Men “eksen” sendte et kæmpe bundt duftende liljer. Freja afviste dem og gav dem videre til en ugift veninde.
Freja var 28, Morten 33. To år senere var der stadig ingen børn.
– Freja, har I en plan, eller er der problemer med at få arvinger? – spurgte jeg forsigtigt.
– Det virker ikke, mor. Jeg begynder at blive bekymret. Morten tier om det. Jeg tror, han bebrejder sig selv. Vi skal vente et år mere, og så… – Freja så ned og vendte sig bort.
– Hvad “så”? …Adopterer I? – Jeg forstod ikke, hvad hun mente.
– Tiden vil vise det. Vi får et barn. På en eller anden måde, – Freja smilede hemmelighedsfuldt.
– Gud ske lov! Din far og jeg kan næsten ikke vente på et barnebarn, – jeg strøg hende blidt over håret.
Endnu to år gik med forsøg og frustrationer…
Freja fortalte mig om IVF. Jeg var helt imod det:
– Freja, de siger, de børn ikke har en sjæl, de er syge oftere, de hører ikke til i denne verden, de kan ikke få børn selv… Kort sagt – birobotter.
– Mor, metoden er næsten 40 år gammel. Den bliver brugt over hele verden. Mange par kan ikke få børn naturligt. “Reagensglasbørn” er lige så “normale” som alle andre. Det er bare en hård proces. Du har ingen idé om, hvor meget Morten og jeg har kæmpet mentalt. Vi har ikke taget beslutningen let. Men gør dig klar til et barnebarn – måske bliver det tvillinger. Forresten, de første to IVF-kvinder fik børn naturligt bagefter, – Freja virkede fast beslægtet.
Jeg indså, at processen allerede var i gang. Der var ingen vej tilbage. Nu måtte vi bare håbe, tro og holde modet oppe.
…Vejen til barnet var dyrt, udmattende og hårdt. Freja blev først gravid ved fjerde forsøg. Hun fik depression og humørsvingninger. På grund af hormonerne tog hun sig også en del på. Morten blev tyndere, slidt ned af konens gråd, latteranfald og ændringer.
– Mor, jeg er bange for at nyse, hoste eller lave en bruske bevægelse. Hvad nu hvis det hele ryger? Jeg orker ikke en femte runde. Jeg er træt, fortvivlet. Lad mig bare få dette barn. Og det er altsammen på grund af den første abort. Burde jeg have beholdt det? Nu bøder jeg for det, – Freja tørrede en tåre væk.
Morten og Freja måtte på ferie to gange for at få en pause. Nerverne var på bristepunktet. Freja var tæt på at miste besindelsen, ville hoppe ud af vinduet… Morten var der hele tiden, omgåede hende med kærlighed og støtte. Det betød alt.
Freja indrømmede:
– Morten er min klippe, den bløde græsmark, den milde sommerbris. Uden ham havde jeg nok ikke klaret det.
…Efter otte lange måneders venten, håb og fortvivlelse, kom vores lille Mille til verden. IVF-børn bliver som regel født lidt for tidligt.
Hele familien var udelt lykkelige. Selvom Mortens mor i starten var skeptisk:
– Søn, er du sikker på, den lille pige er din? Kærtegn lige hendes næse og ører – de sidder ikke som dine. Måske er der sket en fejl på fødegangen…
…Men da Mille blev ældre, lignede hun Morten mere og mere. Så morens tvivl forsvandt.
“Reagensglasbørn” kommer ikke tilfældigt til verden. De bliver længe planlagt. De er ønsket, elsket og forkælet mere end noget andet barn. De har en sorgløs og lys barndom – de bliver båret i håndfladen som en solstråle.
Freja og Morten måtte flytte. En dag gik… Nu går Mille i børnehaven, hvor hun fniser højt, narrer de andre børn og prøver at snyde sin pædagog med uskyldige øjne, mens vi alle er taknemmelige for, at lykken til sidst fandt sin vej.
