**Dagbogsnotat**
Jeg var altid andetvalget.
“Line! Hvad har du gang i?” råbte kvinden i røret, og stemmen rystede af harme. “Det er mit bryllup! Mit! Jeg har ventet på denne dag i halvandet år!”
“Ida, søde, du må forstå!” svarede den rolige stemme. “Det var Tobias selv, der ringede til mig i går aftes. Selv! Skulle jeg sige nej til ham? Vi datede på universitetet, du ved det godt!”
Ida sank ned på sofaen, mobilen rystede i hendes hånd.
“Men brylluppet er om lørdag! Kjolen er købt, gæsterne inviteret, restauranten booket! Line, hvordan kan du?”
“Hvad skulle jeg gøre? Han sagde, han havde indset sin fejl. At han elskede mig, ikke dig. Ida, undskyld, men hjertet har sin egen vilje…”
Ida smed telefonen på sofaen og brast i gråd. Udenfor silede det fine oktoberregn, på bordet lå papirerne til vielsen, og i skabet hang den hvide kjole, hun havde købt med glædestårer i øjnene.
Mor kom ind i stuen, hørte gråden, satte sig og lagde armen om datteren.
“Hvad er der sket, skat?”
“Tobias… Tobias gifter sig med Line,” klynkede Ida. “De skal i rådhuset i morgen. Vores bryllup skulle være om en uge!”
Helle rystede på hovedet og holdt hende tættere ind til sig.
“Så var det ikke meningen, skat. Så var han ikke den rette. Bedre at vide det nu end at lide hele livet.”
“Men hvorfor, mor? Hvorfor er jeg altid andetvalget?” hulkede Ida. “I gymnasiet var jeg kun Niklas’ kæreste, indtil den nye pige kom. På sygeplejerskeskolen var jeg sammen med Martin i tre måneder, før han forsvandt med en fra klassen. Og nu Tobias…”
Mor strøg Ida stille over håret. Hun huskede, hvordan Ida havde glædet sig til brylluppet, strålet af lykke, da hun prøvede kjolen. Tobias havde hun aldrig rigtig brudt sig om—der var noget mistænkeligt ved ham. For poleret, for flot, for mange tomme ord. Men øjnene… hans øjne var kolde.
“Mor, hvad gør jeg nu? Hvordan ser jeg folk i øjnene? Alle ved jo det med brylluppet! Tante Birgit har allerede købt togbolletter fra Aarhus, onkel Lars har taget fri…”
“Hvad skal du gøre? Du kommer dig. Du er ung, smuk, klog. Den rette finder du.”
Ida så op på sin mor med tårevåde øjne.
“Og hvis han ikke findes? Jeg er 27, mor. Alle veninderne er gift, har børn. Og så er der mig, der stolt går på dates og håber…”
“Han findes,” sagde mor bestemt. “Det gør han.”
Men hun fortalte ikke, at hun selv havde levet en lignende historie. At hun også havde været en reserve, indtil hun mødte Idas far. En simpel arbejdsmand, ikke smuk, ikke rig, men han elskede hende ægte—hele livet.
Dørklokken afbrød tankerne. Ida rykkede sammen—var det Tobias? Havde han fortrudt?
I døren stod naboens tante Grethe med en krukke hjemmelavet solbærsylt.
“Ida, søde! Jeg hørte det… Du må ikke gå så meget og ærgre dig! Den Tobias var ikke noget at råbe hurra for. Jeg vidste det med det samme.
“Tante Grethe, ikke nu,” sukkede Ida.
“Jo! Sandheden må siges! Du er en flot pige, arbejdsom, rar. Sådan en som dig findes der ikke mange af. Men han var en torsk, at han ikke så det. Hør her,” tante Grethe satte sig på sofaen. “Min nevø, Jesper, er lige blevet skilt, men han er en dejlig mand. Arbejder på fabrikken, drikker ikke, elsker børn. Skal jeg arrangere noget?”
Ida rystede på hovedet.
“Ikke nu, tante Grethe.”
“Nå, men jeg fortæller ham alligevel om dig. Måske henvender han sig selv en dag.”
Efter besøget sad Ida længe ved vinduet og så regnen falde. Tankerne kredsede—hvorfor var det altid sådan? Hvorfor var hun altid bare et mellemstop, indtil mændene fandt noget bedre?
I gymnasiet var hun forelsket i Niklas Larsen. Han var anfører for fodboldholdet, alle pigerne var vilde med ham. Alligevel valgte han hende—den stille, blye Ida. De var sammen i et halvt år, hun troede, det var kærlighed. Niklas gav hende hjemmelavede kort, fulgte hende hjem, mødte endda hendes forældre.
Så kom Freja til skolen—glamourøs, moden, med den perfekte makeup. Niklas glemte alt om Ida og gjorde det forbi en uge efter.
“Du må ikke tage dig af det,” sagde han, mens han stirrede ned i jorden. “Vi er for unge til det her. Du er sød, du finder en bedre end mig.”
Ida græd i to uger og lovede sig selv aldrig at elske igen. Men løfter er lette at bryde.
På sygeplejerskeskolen mødte hun Martin Holm—køn, intelligent, fra en fin familie. De datede i tre måneder, han talte smukt om kærlighed, men da det blev alvorligt, viste det sig, han havde en kæreste i en anden by.
“Ida, du forstår,” undskyldte han uden at møde hendes blik, “Lærke og jeg har kendt hinanden siden folkeskolen. Vores forældre syntes, vi passede sammen. Det her mellem os var bare… ingenting.”
Bare ingenting. Ordene brændte sig fast i hukommelsen og kom op hver gang hun af en eller anden grund gav en mand en chance.
Tobias kom ind i hendes liv for halvandet år siden til en fødselsdagsfest. Høj, flot, marketingchef i et stort firma. Han gav hende blomster, inviterede på fine restauranter, snakkede om bryllup efter seks måneder.
“Ida, du er den kvinde, jeg vil bruge resten af livet med,” lovede han. “Du er varm, omsorgsfuld, en god hustru. Jeg sørger for dig, det lover jeg.”
Og Ida troede ham. Hun troede endelig, hun havde fundet den rette. De så lejligheder, drømte om bryllupsrejsen, børn. Tobias introducerede hende for sine forældre, som syntes godt om hende.
Så dukkede Line op—hans eks fra universitetet. Smuk, succesrig, lige kommet hjem fra et job i New York.
Først nævnte Tobias hende kun i forbifarten. Så blev han på arbejde længere, ringede sjældnere. Og så kom han hjem og sagde, de skulle tale.
“Ida, du er en fantastisk kvinde,” begyndte han, og hendes mave blev iskold. Hun havde hørt den replik før. “Men vi passer ikke sammen. Vi er for forskellige.”
“Hvorledes?” spurgte hun, selvom hun vidste, hvad der kom.
“Altså… dine interesser er andre end mine. Du er rolig, hjemlig—jegIda smiled when hun hørte nøglen i døren og Jespers stemme, der kaldte “jeg er hjemme”, for nu vidste hun, at hun ikke længere var et andetvalg, men den eneste kvinde, han nogensinde havde ønsket sig.
