Trine famlede i lommerne på sin morgenkåbe og fandt den lille fløjlseske, som hun klemte hårdt i sin hånd. Hendes hjerte hamrede så voldsomt, at hun var sikker på, hele lejligheden kunne høre det. Bag væggen lød den monotone mumlen fra fjernsynet – Lars sad som altid og så aftenens nyheder, en rutine de havde haft i syvogtyve års ægteskab.
“Trine, vil du have te?” råbte Lars fra stuen.
“Om lidt,” svarede hun og knugede stadig esken. “Lad mig lige blive færdig.”
Hun stod ved køkkenvinduet og så ud på gården, hvor naboens børn sparkede en bold mellem de parkerede biler. En helt almindelig hverdagsscene, men i dag føltes alt anderledes, som om hun så det for sidste gang.
Esken i lommen brændte mod hånden. Indeni lå et par guldknapper med små diamanter – en gave, hun havde sparet op til i tre måneder til deres bryllupsdag. Hun havde skrabet sammen fra hver lønseddel, sparet på alt, selv på sine egne små luksusvaner. Hun ville overraske Lars, vise ham, hvor meget han betød for hen.
Men i går ændrede alt sig.
“Kommer du eller hvad?” råbte Lars utålmodigt. “Det er allerede begyndt.”
Trine trak vejret dybt og gik ind i stuen. Lars sad i hans yndlingslænestol, iført en slidt T-shirt og hjemmebukser. På salgbordet stod to krus te og lå en udfoldet avis.
“Hør, kan du huske Mette Krogh fra vores folkeskoleklasse?” spurgte Lars uden at kigge væk fra skærmen.
Trine stivnede med kruset i hånden. Netop hende havde hun tænkt på hele natten.
“Ja,” svarede hun forsigtigt. “Hvorfor?”
“Jeg mødte hende i dag ved Føtex. Hun er lige blevet skilt. Hendes mand forlod hende for en yngre kvinde. Kan du forestille dig det? Efter tredive års ægteskab?”
Trine satte kruset tilbage på bordet. Hendes hænder rystede.
“Hvad laver hun nu?”
“Bor alene i en lille lejlighed, arbejder som rengøringshjælp. Synd for hende. Hun var en sød pige dengang.”
Lars rystede på hovedet og skiftede kanal. Reklamer flimrede hen over skærmen.
Trine tav. Hun kunne ikke fortælle ham, at hun havde set denne møde med egne øjne. At hun havde stået i den anden side af hylderne og hørt hvert ord. At hun havde set Lars holde om Mette, hvordan hun trykkede sig ind til ham, hvordan de aftalte at mødes igen i morgen.
“Trine, hvorfor er du så stille?” Lars så endelig på hende. “Er du syg?”
“Nej, det er bare en lang dag,” forsøgte hun at smile. “Der var kaos på jobbet.”
“Aha. Så gå tidligt i seng.”
Han stirrede igen på tv’et. Trine rejste sig og gik ud i køkkenet, som for at rydde op. Esken i lommen føltes nu tung som en sten.
Hun huskede, hvordan hun for tre måneder siden havde set knapperne i et smykkeudsalg. Hun havde stået længe og betragtet dem, forestillet sig, hvor glad Lars ville blive. Han elskede fine ting, selvom han sjældent købte dem selv. “Familien er vigtigere,” plejede han at sige.
Familie. Sikke en ironi.
Trine tog esken op og åbnede den. Knapperne glimtede i køkkenslyset. Smukke, dyre. Noget, Lars aldrig ville købe til sig selv.
“Skatter, jeg løber lige i Kvickly,” kaldte Lars fra gangen. “Der er ikke mere brød.”
“Okay,” råbte hun tilbage.
Døren smækkede. Trine gik hen til vinduet og så, hvordan Lars gik over gården. Ikke mod supermarkedet, men mod busstoppestedet. Lige hvor han og Mette havde aftalt at mødes i går.
Hun lukkede esken og gik ind på soveværelset. På toiletbordet lå der billeder – deres bryllup, sønnen Mats’ fødsel, den første ferie i sommerhuset. Lykkelige ansigter, kram, smil. Var det hele en løgn?
Trine tog bryllupsbilledet i hånden. Lars i hvid jakkesæt, hun i en lang kjole med slør. Unge, forelskede, fulde af drømme. De var fireogtyve – hele livet foran sig.
“Mor, hej!” lød det fra døren, og så stemmen af hendes søn. “Åben døren, det er mig!”
Trine gemte hurtigt esken i kommoden og skyndte sig at lukke op. På dørtrinnet stod Mats med indkøbsposer i hænderne.
“Matse, hvor er det godt, du kom,” sagde hun og krammede ham.
“Jeg tænkte, jeg ville kigge forbi,” han gik ind i køkkenet og begyndte at pakke varerne ud. “Hvor er far?”
“Han er lige gået efter brød,” løj hun. “Han er her om lidt.”
Mats fyldte vand i kedlen og satte den på pladen.
“Mor, er du okay? Du ser bleg ud.”
“Jeg har bare haft en travl uge.”
“Nå. Forresten, har jeg fortalt dig om Jesper? Min nye kollega. Han er single. Måske kunne du og far komme forbi i weekenden? Jeg har jo lige flyttet, ville gerne vise min nye lejlighed.”
Trine nikkede, men hørte knap nok, hvad han sagde. Tankerne kredsede om det samme. Hvor længe havde denne affære varet? Elskede Lars Mette? Ville han forlade hende?
“Mor, lytter du overhovedet?” Mats vinkede foran hendes ansigt.
“Selvfølgelig. Du talte om din lejlighed.”
“Nej, jeg spurgte, om du ikke ville have en hund. Vi drømte altid om det, da jeg var barn. Nu har I jo tid og plads.”
“En hund?” gentog hun. “Hvorfor?”
“Tja, som selskab? Du og far er jo ikke de yngste længere, måske kedeligt bare at sidde derhjemme.”
Alene. Lige i øjet.
“Matse, sig mig én ting,” hun satte sig over for ham. “Er du glad i dit ægteskab?”
Mats så overrasket på hende.
“Hvorfor spørger du om det? Selvfølgelig er jeg glad. Anna er en fantastisk kone.”
“Hvad hvis du fandt ud af, at hun var dig utro?”
“Mor!” Mats blev næsten kvalt af sin te. “Hvad snakker du om? Anna ville aldrig… Hvor får du sådan nogle idéer fra?”
Trine indså, at hun var gået for langt.
“Bare noget jeg så i tv.”
“Nå, men så ville jeg nok blive skilt. Jeg kunne ikke leve med en, der havde svigtet mig.”
Svigtet. Præcis det rigtige ord.
De talte om alt muligt i en time, indtil Lars kom hjem. Han kom ind med en pose brød og et tilfreds udtrykOg mens hun så rosen på bordet visne langsomt, tænkte hun på, hvor underligt det var, at den lille fløjlseske med de ubrugte knapper nu var det eneste, der var tilbage af alle deres år sammen.
