“Du er ikke min rigtige mor, det er det hele.”
“Hvorfor blander du dig i ting, der ikke vedrører dig?” råbte Freja og viftede med armene. “Det er min datter, ikke din!”
“Jeg ville bare hjælpe,” svarede Mette stille, mens hun stod ved komfuret med en pande i hånden. “Emma er syg, hun har høj feber…”
“Hjælpe!” gjorde Freja grin med hende. “Du vil bare vise, hvor god en stedmor du er, ikke? Så far synes, du er fantastisk?”
“Freja, hold nu op,” forsøgte Henrik at afbryde, men hans datter så ikke engang på ham.
“Og du skal bare holde mund! Du tager altid hendes parti!” Hun pegede på Mette. “Du er ikke min rigtige mor, det er det hele! Du har byttet mig væk for hende!”
Freja afbrød sig selv, vendte sig om og løb ud fra køkkenet. Døren til hendes værelse smækkede så hårdt, at ruderne i skabet klirrede.
Mette satte panden på bordet og sank ned på en stol. Hænderne rystede, og tårerne pressede på.
“Lad være med at tage dig af det,” sagde Henrik og lagde en hånd på hendes skulder. “Hun er ked af universitetet. Hun kom ikke ind på den gratis linje, og nu er hun sur på hele verden.”
“Henrik, hun har ret,” hviskede Mette. “Jeg er ikke hendes rigtige mor. Og det bliver jeg heller aldrig.”
“Det er noget værre vrøvl. Tiden vil sætte alt på plads.”
Mette smilede bittert. Tiden. De havde været gift i fire år, og forholdet til Freja var kun blevet værre. Først var pigen bare kold og reserveret. Så begyndte de spydige bemærkninger. Og nu åben krig.
“Skulle jeg ikke have tilbudt at betale for hendes uddannelse?” spurgte Mette.
“Hvorfor ikke? Du mente det godt.”
“Men hun opfattede det som om, jeg prøvede at købe hende.”
Henrik sukkede og satte sig ved siden af hende.
“Mette, jeg ved, det er hårdt for dig. Men Freja mistede sin mor, da hun var fjorten. Hun er bange for, at nogen skal overtage hendes plads.”
“Jeg prøver ikke at erstatte hendes mor. Jeg vil bare have, at vi kan leve fredeligt.”
“Det ved jeg. Og det vil hun forstå, før eller senere.”
Mette nikkede, men tvivlede i sit hjerte. Hver dag i dette hus var en prøvelse. Freja syntes bevidst at lede efter konflikter. Enten var maden forkert tilberedt, eller også havde Mette sat tingene på det forkerte sted, eller også talte hun for højt i telefonen.
Fra Freyas værelse lød høj musik. Naboerne havde klaget flere gange, men pigen ignorerede det.
“Gå ind og sig, hun skal skrue ned,” bad Mette.
“Sig det selv. I bliver nødt til at lære at kommunikere.”
“Henrik, efter det, der lige skete?”
“Netop derfor. Vi kan ikke lade konflikten fortsætte.”
Modstræbende rejste Mette sig og gik hen til Freyas værelse. Hun bankede på døren.
“Freja, må jeg komme ind?”
Musikken blev endnu højere. Mette bankede hårdere.
“Freja, jeg skal tale med dig.”
Døren blev smækket op. Pigen stod i døråbningen med øjne røde af gråd.
“Hvad vil du?”
“Skru venligst ned for musikken. Naboerne klager.”
“Jeg er ligeglad med naboerne.”
“Freja, jeg forstår, du er ked af det…”
“Du forstår ingenting!” råbte hun. “Tror du, jeg skal elske dig, bare fordi du tilbyder penge? Du kan godt glemme det!”
“Jeg forventer ikke, du skal elske mig. Jeg vil bare have, at vi ikke skændes hele tiden.”
“Hvis du ikke vil skændes, så tag herfra. Det her er mit og fars hus. Du hører ikke til her.”
Ordene ramte Mette hårdt. Hun forsøgte at holde roen.
“Freja, din far elsker mig. Og jeg elsker ham. Vi er en familie.”
“Nej!” skreg pigen. “Far og jeg er en familie! Du bor bare her! Tror du ikke, jeg ved, du kun giftede dig med ham for lejlighedens skyld?”
Mette blev bleg.
“Hvem har fortalt dig det?”
“Bedstemor. Min mors mor. Hun siger, du er en guldgraver. At du bevidst tog dig af far, da du fandt ud af, han var enke med en stor lejlighed.”
“Det er ikke sandt…”
“Jo, det er!” Freja gik et skridt nærmere, øjnene funkler af vrede. “Du var fyrre, du boede i en lejlighed med andre. Så pludselig en mand med en treværelses? Selvfølgelig sprang du på ham!”
Hvert ord var som en lussing. Mette kunne mærke, hvordan kinderne brændte.
“Jeg elsker din far…”
“Ja, ja. Du elsker hans lejlighed og hans løn. Ham selv finder du dig bare i.”
“Hold op!” råbte Mette. “Du har ikke ret til at tale sådan!”
“Jo, det har jeg! Det er mit hus! Og du er ingen her!”
Freja smækkede døren lige for næsen på hende. Musikken lød endnu højere.
Mette stod i gangen og rystede af vrede og sorg. Freyas ord havde ramt det ømme punkt. Ja, hun havde mødt Henrik, da hun var fyrre. Ja, hun havde boet i en kollektiv lejlighed og drømt om eget hjem. Men hun havde giftet sig af kærlighed, ikke beregning.
Henrik fandt hende i badeværelset, hvor hun prøvede at samle sig.
“Hvad skete der? Freja råber som en skærsHenrik tog hende i sine arme og hviskede, “Vi finder en vej gennem det her, alle tre,” og for første gang føltes fremtiden ikke helt umulig.
