Tre dage uden opkald
Valborg Madsen gik for fjerde gang hen til telefonen, løftede røret, lyttede til bip-lyden og lagde den på igen. Telefonen virkede fint, så det var ikke teknologien, der var problemet. Hun så på sit ur – halv elleve. Normalt ringede Mads klokken ni om morgenen, lige når han kom på arbejde, men i dag havde han været stille i tre dage i træk.
«Mon han er syg?» mumlede hun, mens hun tørrede støv af telefonskabet. «Eller måske er han pludselig blevet sendt på arbejdsrejse?»
Men han plejede altid at fortælle hende, hvis han skulle rejse – det var en uskriven regel mellem dem. Valborg hældte sig en kop te, men det smagte bittert, selvom hun havde puttet lige så mange sukkerkorn i som sædvanligt. Hun satte sig ved vinduet og så ud i gården. Naboinden Gerda Poulsen hang vasketøj op og nynnede glad. Hendes børn ringede hver dag, og hendes børnebørn kom hver weekend. Men Mads…
Telefonen ringede pludselig, skarpt og uventet. Valborg skyndte sig hen til den og væltede nærmest stolen.
«Hallo! Mads?»
«Undskyld, forkert nummer,» lød en ukendt kvindestemme.
«Åh, undskyld mig…»
Hun lagde langsomt røret på plads. Hjertet hamrede i halsen. Hun var faktisk blevet helt ophidset over et forkert opkald. Valborg vendte tilbage til vinduet, men hun kunne ikke længere koncentrere sig om, hvad der foregik udenfor. Tankerne flød, den ene værre end den anden.
Mads arbejdede som chauffør for et logistikfirma og kørte rundt i regionen, nogle gange længere væk. Hvad nu hvis der var sket en ulykke? Nyhederne var altid fyldt med historier om trafikulykker. Valborg sprang op og begyndte at gå frem og tilbage i stuen. Hænderne rystede, da hun igen tog telefonen og ringede til sin søn.
«Abonnenten er midlertidigt utilgængelig,» svarede en automatisk stemme.
«Gud, hvad er der sket?» hviskede hun.
Hun huskede, hvordan de havde skændes for en uge siden. Det var noget småtteri. Mads var kommet på besøg, og hun havde spurgt ind til hans privatliv – hvornår han endelig ville giftes, hvorfor han udsatte det hele. Han havde rynket panden og sagt, at det ikke var tid endnu, han skulle have mere styr på sit liv først. Men hun havde insisteret og sagt, at han jo var femogtreds nu, det var tid til at stifte familie.
«Mor, lad mig nu være,» havde Mads sagt træt. «Jeg har rigeligt at se til som det er.»
«Hvad mener du? Du har et godt arbejde, en lejlighed, en bil… Hvad mangler du?»
«Forståelse,» havde han mumlet og var gået tidligere end sædvanligt.
Valborg havde været såret og surmuler resten af aftenen. Nu fortrodde hun hvert eneste ord. Måske var Mads også såret og med vilje ikke ringede? Men nej, hun vidste godt, at hendes søn ikke var den type.
Ved middagstid kunne hun ikke holde uroen ud længere. Valborg tog sin frakke og gik ned til Gerda, som boede i naboopgangen. Naboen så overrasket ud da hun åbnede døren.
«Valborg! Hvad er der galt? Du ser helt…»
«Gerda, må jeg komme ind? Jeg er helt ude af den.»
«Selvfølgelig! Vil du have en kop kaffe?»
De satte sig i køkkenet. Valborg fortalte om sine bekymringer, mens Gerda lyttede og nikkede af og til.
«Hør, har du været hjemme hos ham?» spurgte hun til sidst.
«Hvordan skulle jeg det? Jeg har jo ikke nøgl. Det er heller ikke god stil at komme uinviteret…»
«Nå, men så hvad? Du er hans mor! Tag derud og bank på. Måske er han syg, har feber, og derfor ikke ringer.»
«Hvad hvis han ikke er hjemme?»
«Så spørg naboen. Folk forstår godt en mors bekymring.»
Valborg tænkte over det. Det var en fornuftig idé, men også skræmmende. Hvad nu hvis Mads ikke var alene? Hvis han havde en kæreste, han ikke havde fortalt om? Så ville hun komme i en akavet situation.
«Gerda, måske skal jeg bare vage? Han ringer måske i morgen.»
«Valborg, du sagde det selv – tre dage uden et ord. Det er ikke lig ham. Det er bedre at være sikker end at sidde og bekymre sig.»
Om aftenen besluttede Valborg sig alligevel for ikke at tage hen til sin søn. Hun lagde sig, men kunne ikke falde i søvn. Hun vågnede flere gange ved den mindste lyd. Måske ringede telefonen? Men den blev ved med at være stille.
Fjerde morgen kunne hun ikke vente længere. Hun tog sin frakke og kørte til hans adresse, som hun kendte udenad. Mads boede i en ny bydel, i en otte-etagers lejlighed. Valborg gik op til femte sal og standsede foran den velkendte dør for at samle mod.
Hun ringede på. Intet svar. Hun ventede og ringede igen. Der lød raslen bag døren, og så fødder der nærmede sig.
«Hvem der?» lød Mads’ stemme, hæs og træt.
«Det er mig, mor.»
En lang pause. Så klikkede låsene, og døren gik op. Mads stod der i ustrøgne sokker og en krøllet t-shirt, med skægstubbe og mørke ringe under øjnene.
«Mor? Hvad er der sket?»
«Mads, min dreng!» Valborg ville til at give ham en krammer, men han trak sig tilbage.
«Kom ind,» mumlede han og gik ind i stuen.
Lejligheden var rodet. På bordet stod beskidte tallerkener, tomme ølflasker og en fyldt askebæger. Mads rørte normalt ikke cigaretter, men der måtte have været gæster. På sofaen lå sammenkrøllede lagner.
«Hvad er der sket? Jeg har været så bekymret. Du har ikke ringet i tre dage…»
Mads sank tungt ned i en stol og strøg sig over ansigtet.
«Mor, det er ikke det rigtige tidspunkt at tale om det.»
«Hvad mener du? Er du syg? Har du feber?» Valborg rakte ud for at føle hans pande, men han viftede hende væk.
«Jeg er ikke syg. Det er bare…» Han tav og stirrede ud ad vinduet.
«Hvad er det? Mads, du gør mig bange!»
Han tav og sagde så uden at se på hende:
«Jeg er blevet fyret.»
«Fyret? Hvorfor?»
«Jeg kørte galt. Det var min fejl. Nu skal jeg betale for skaden.»
Valborg satte sig på kanten af sofaen. Nu gav det mening – tavHun tog hans hånd og sagde blidt: “Vi finder ud af det sammen, min dreng, for der er intet i denne verden, jeg ikke vil gå igennem for dig.”
