Lise Nielsen stod ved vinduet og så, hvordan hendes nabo, Agnete, hængte vasketøj op i gården. Hver bevægelse syntes bevidst langsom, som om Agnete med vilje trak tiden ud for at blære sig længere foran de andres vinduer.
— Der har vi hende igen, den selvglade mær, mumlede Lise og knyttede hånden om gardinkanten. — Hun tror sikkert, alle glor på hende.
Imens hængte Agnete Hansen de vaskede lagen op og nynnede lavmælt for sig selv. Hun var tre år yngre end Lise men så yngre ud end sine otteoghalvtreds. Håret altid perfekt, kjolerne stryget, skoene polerede. Og den måde, hun bar sig ad på – den rejste ryg, den løftede hage – det fik Lise til at skære tænder.
De havde boet som naboer i over tyve år, og hele den tid havde der ulmet en underlig fjendtlighed mellem dem. Det begyndte med en bagatel – Agnete havde engang påpeget, at Lise plantede sine petunier forkert i bedet. Hun tilbød et par råd. Lise tog det som en fræk indblanding i hendes egne anliggender.
— Jeg ved da godt selv, hvordan man planter blomster! knurrede hun. — Behøver ikke at blive belært!
— Jeg ville bare hjælpe, svarede Agnete forvirret. — Jeg har haft samme slags, de var så flotte.
— Jeg har ikke brug for din hjælp! afbrød Lise og vendte sig demonstrativt bort.
Siden dengang hilste de kun med besvær, eller lod som om, de ikke så hinanden. Lise fandt en skjult bagtanke eller et forsøg på ydmygelse i alt, Agnete gjorde. Når Agnete købte en ny taske, var det for at prale. Når hun bagte kager, hvis duft bredte sig i hele opgangen, var det for at provokere – *se, hvor god en husmor jeg er*.
— Mor, hvorfor skal du altid gå efter hende? spurgte Lises datter Marie, når hun kom på besøg. — Hun er da sød nok, hvad er der så galt med hende?
— Du kender hende ikke, svarede Lise mørkt. — Hun lader, som om hun er så fin, men i virkeligheden… Hun stjal jo Sörensens kat!
— Mor, katten gik selv til hende! Sörensene lod den løbe frit, men hun tog den ind og fodrede den. Det er ikke tyveri.
— Nej, selvfølgelig! Hun kan naturligvis ikke gøre noget forkert, helgenen! Lise smækkede arrigt med køleskabsdøren.
Agnete led lige så meget. Hun forstod virkelig ikke, hvad hun havde gjort forkert. Hun prøvede flere gange at forbedre forholdet – bragte småkager, tilbød at hjælpe med tunge poser. Men Lise afviste hver gang.
— Tak, det skal ikke være nødvendigt, svarede hun køligt. — Jeg klarer det selv.
Hun tog ikke engang imod småkagerne – påstod, hun var på slankekur. Selvom Agnete godt kunne se, at hun købte kager og desserter i supermarkedet.
— Jeg forstår hende ikke, sukkede Agnete i telefonen til sin søster. — Jeg har aldrig gjort hende noget, og alligevel hader hun mig. Måske sagde jeg virkelig noget forkert engang?
— Glem hende, svarede søsteren. — Folk er forskellige. Man kan ikke være venner med alle.
Men den konstante kulde gjorde ondt på Agnete. Hun var af natur selskabelig, elskede at sludre med naboerne og dele nyheder. Og så var der denne kvinde lige ved siden af, der så på hende som en fjende.
En vinteraften kom Agnete hjem fra butikken. Poserne var tunge, og fortovet glat. Hun gled og faldt, spredte varerne ud over sneen. Hun havde slået knæet hårdt og kunne ikke rejse sig.
— Åh, hvor gør det ondt! stønnede hun og prøvede at samle de rullende appelsiner.
Lige da kom Lise ud fra opgangen. Hun standsede et øjeblik. Tanken *godt, hun kan ligge der* strejfede hende, men hun skammede sig straks. Kvinden lå i sneen, smerte og kulde.
— Rejs dig, sagde Lise og rakte hånden frem. — Forsigtigt, ikke for hurtigt.
Agnete greb taknemmeligt fat i hånden og kom langsomt på benene.
— Tak, hviskede hun. — Jeg tror, jeg har slået knæet ret hårdt.
— Vi samler varerne først, så ser vi på det, sagde Lise og begyndte at samle indkøbene. — Har du jod hjemme?
— Det tror jeg.
— Så rens det godt, hvis huden er ødelagt. Læg noget koldt på det, så det ikke hæver for meget.
De samlede alt sammen, og Lise hjalp naboen med at komme hen til elevatoren.
— Tusind tak igen, sagde Agnete og trykkede på knappen. — Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort uden dig.
Lise nikkede bare og vendte sig væk. Men hele aftenen tænkte hun på situationen. Der var noget ved Agnetes blik – taknemmeligt, men samtidig overrasket. Som om hun ikke havde ventet hjælp.
— Hvad havde hun dog regnet med? tænkte Lise, mens hun hældte te. — At jeg bare ville gå forbi? Hvad for et menneske tror hun, jeg er?
Næste morgen hørte hun, hvordan Agnete med besvær gik ned ad trappen. Elevatoren var i stykker igen, og hun skulle handle. Lise kiggede ud i gangen.
— Hvordan er knæet? spurgte hun.
— Det gør ondt, men det går. Tak for hjælpen i går.
— Det var så lidt. Lise tav et øjeblik. — Hør, hvor skal du hen? Hvis det er til butikken, kan jeg godt… Jeg skulle alligevel af sted.
Agnete så forvirret på hende.
— Er du sikker? Det ville være så rart. Her er listen. Hun rakte en seddel frem. — Og pengene.
— Hvilke penge? Det ordner vi senere. Lise tog listen. — Mælk, brød, creme fraiche. Hvad mere?
— Nej, tak. Det er rigeligt.
Da Lise kom tilbage med varerne, mødte Agnete hende med en kage.
— Den er til dig. Bagte den i går. Med kanel.
— Jeg har ikke brug— begyndte Lise automatisk, men standsede sig selv. — Altså… Tak. Jeg kan godt lide kanel.
De stod på trappeafsatsen, og begge følte sig forlegne. Så mange års fjendskab, og nu pludselig byttede de kager.
— Kom ind, så drikker vi te, tilbød Agnete uventet. — Hvis du har tid.
Lise ville sige nej, men noget fik hende til at nikke.
Agnetes lejlighed lignede hendes egen i layout, men indretningen var helt anderledes. Alt var velordnet og smagfuldt. Blomster på vindueskarmene, fotos på væggene.
— Det er hyggeligt her, indrømmede L— Tak, sagde Agnete blidt og satte vand over til teen, mens Lise tænkte på, hvor forkert hun havde dømt sin nabo gennem alle disse år.
