En kvinde uden status
Lise stillede sig foran spejlet i entreen, rettede til håret og kastede et sidste kritisk blik på sig selv. Den nye kjole – mørkeblå, diskret, men elegant – sad som smurt. Sko med en lille hæl, en taske der matchede. Alt var som det skulle være til en aften med mandens kolleger.
”Anders, jeg er klar!” råbte hun ind mod hjemmekontoret.
”Jeg kommer, jeg kommer!” lød det fra manden, men lydene af en telefon samtale afslørede, at han stadig var optaget.
Lise sukkede. De ville blive forsinket igen. Hun havde virkelig gjort sig umage for at gøre et godt indtryk på de mennesker, Anders nu arbejdede med i det nye firma. Tre måneder var gået, siden han havde fået stillingen som vic direktør, men hun følte sig stadig usikker til firmafester.
”Lise, hør lige her,” sagde Anders endelig, mens han knappede sin jakke i entreen. ”Peter Vilhelm og hans kone kommer også. Du ved, ham jeg har fortalt dig om? Han er en meget indflydelsesrig mand – meget afhänger af ham. Prøv at finde en fælles tone med hans kone.”
”Selvfølgelig,” nikkede Lise. ”Hvad laver hun? Hvad arbejder hun med?”
”Det ved jeg ikke helt. Husmor, måske. Eller noget frivilligt arbejde. Snak med hende, så finder du ud af det.”
Anders talte hurtigt, tydeligt optaget af noget andet. Lise forstod, at hun ikke ville få flere detaljer og tav.
Restauranten mødte dem med dæmpet lys og stilfærdig musik. Der sad allerede flere par ved det store bord. Anders gik straks hen til mændene, efterlodt Lise alene til at finde sin plads blandt konerne.
”Du må være Lise?” En elegant dame i halvtredserne i en kostbar kjole smilede til hende. ”Jeg er Mette, Peters kone. Anders har fortalt os om dig.”
”Meget rart at møde dig!” Lise rakte hånden frem. ”Hvad har han fortalt?”
”Åh, bare lidt om alt muligt. At du er en fantastisk kone, der støtter ham i alt,” smilte Mette, men der var en vurderende glimt i hendes øjne.
Lise satte sig ved siden af hende og mærkede en svag anspændthed. De andre kvinder omkring bordet var omtrent på Mettes alder, alle klædt i dyrt, men smagfuldt tøj.
”Hvad arbejder du med, Lise?” spurgte en slank brunette, der havde præsenteret sig som Anne.
”Jeg er oversætter,” svarede Lise. ”Primært freelance, mest teknisk dokumentation.”
”Åh, hvor interessant!” udbrød Mette, men stemmens tonefald afslørede det modsatte. ”Hvilke sprog?”
”Engelsk og tysk.”
”Jeg forstår. Har I børn?”
”Ikke endnu,” Lise kunne mærke, hun rødmede. Spørgsmålet satte hende altid i en underlig situation.
”Nå, der er masser af tid endnu!” bemærkede en tredje kvinde, en fyldig blondine, nedladende. ”Jeg har selv tre, alle er voksne nu. Den ældste bor i USA og driver forretning.”
Samtalen gled derefter ind i de velkendte spor. Kvinderne talte om børn, børnebørn, dyre ferier og indkøb. Lise lyttede, kom med en enkelt kommentar hist og her, men følte sig mere og mere fremmed i dette selskab.
”Hvem oversætter du for, Lise?” spurgte Anne pludselig.
”Jeg arbejder for forskellige kunder. Jeg er selvstændig, så at sige.”
”Åh, freelance,” nikkede Anne. ”Det må være rart at arbejde hjemmefra. Men indtjeningen er vel også ustabil?”
”Den er fin,” svarede Lise skarpere, end hun havde ment.
”Nå, ja, selvfølgelig,” Mette smilede det smil, der ikke røbede nogen mening. ”Vi har jo netop startet en velgørenhedsfond. Vi hjælper børnehjem, arrangerer fester. Det er så givende! Ville du ikke have lyst til at være med?”
”Jeg skal lige tænke over det,” svarede Lise forsigtigt.
”Det kræver selvfølgelig tid, forstår du. Man skal afsted til arrangementer, møde mennesker. Alle os piger er frie – vores mænd tjener rigeligt, så vi har tid til frivilligt arbejde.”
Lise nikkede, forstod fuldt ud, hvad der blev antydet. Hun var ikke en af dem. Hun havde ikke tid til velgørenhed, fordi hun skulle arbejde. Og derfor var hun ikke en rigtig kone til en succesfuld mand.
”Lise, hvordan går det?” Anders lænede sig ned mod hende og lagde en hånd på hendes skulder. ”Har du fundet sammen med damerne?”
”Ja, alt er fint,” svarede hun med et anstrengt smil.
”Anders, din kone er så sød!” udbrød Mette. ”Vi prøver at lokke hende med i vores fond.”
”Åh, det er en fantastisk idé!” glædede Anders sig. ”Lise, det ville være perfekt for dig! Du har jo selv talt om at gøre noget meningsfuldt.”
Lise så forbavset på sin mand. Hvornår havde hun sagt det? Tværtimod havde hun klaget over, at der var mere arbejde og mindre tid.
”Jeg sagde, jeg skulle tænke over det,” gentog hun forsigtigt.
”Selvfølgelig, tænk du bare,” nikkede Mette. ”Men der er et månedligt bidrag. Ikke meget for os, selvfølgelig. Fem tusind kroner.”
Lise væmmes næsten ved vinen. Fem tusind om måneden – det var halvdelen af hendes indkomst i en god måned!
”Det er jo ikkeLise tog en dyb indånding og mærkede, for første gang i lang tid, en følelse af ro og stolthed, fordi hun vidste, at uanset hvor vejen førte hen, ville hun gå den som sig selv.
