**Syv grunde til at gå**
— Nok! Det er nok! — Birthe smed kluden i vasken, så vandet sprøjtede over hele køkkenet. — Jeg kan ikke mere! Hører du, Jens? Jeg kan ikke!
Manden så op fra avisen og rynkede irriteret panden.
— Hvad er der nu i vejen? Nerverne? Tag en pille fra den flasken i skabet.
— Tag en pille! — hun hermede ham og stillede sig med hænderne i hofterne. — Tredive år med det samme! »Tag en pille, Birthe. Skrig ikke, Birthe. Hvor er aftensmaden, Birthe?« Er jeg din tjener?
Jens foldede avisen sammen og sukkede tungt. Alle kvinder bliver skøre, når de går på pension, tænkte han. De holder op med at arbejde og finder på problemer.
— Birthe-Marie, sagde han formelt, »hvad er der galt? Sig det nu klart.«
— Galt? — Hun lo, men latteren lød brudt. — Der er ikke noget galt, Jens. Jeg har bare indset noget. For sent, selvfølgelig, men jeg har indset det.
Birthe tørrede hænderne i forklædet, tog det af og hængte det omhyggeligt på knagen. Hendes bevægelser var langsomme, gennemtænkte. Jens blev vagtsom — sådan opførte konen sig, når hun tog en alvorlig beslutning.
— Sid ned, sagde hun. »Vi skal tale sammen.«
— Hvad er der at tale om? — Han forsøgte at vende tilbage til avisen. — Skal vi ikke drikke te? Du lovede frikadeller til aftensmad…
— Frikadeller, gentog Birthe og rystede på hovedet. — Selvfølgelig, frikadeller. Ved du hvad, Jens, hvornår gjorde jeg sidst noget for mig selv? Ikke for dig, ikke for børnene, ikke for børnebørnene. For mig?
Jens blev forvirret. Sådanne spørgsmål satte ham altid i stå. Hvorfor gøre noget for sig selv, når der var en familie, et hjem, pligter?
— Jeg forstår ikke, hvad du mener.
— Nej, det gør du ikke, nikkede Birthe. — Netop. Og du har aldrig forstået det. Kan du huske, hvordan vi mødtes?
— Til dans i børnehuset, svarede han automatisk.
— Ja. Jeg var nitten. Jeg ville læse litteraturvidenskab. Kan du huske det?
Jens huskede det svagt, men dengang syntes han, det var pigerøvs. Hvorfor skulle en kvinde have en uddannelse, når hun kunne få en god mand?
— Jo, det husker jeg. Hvad så?
— Jeg kom ikke ind. Fordi du sagde: »Hvorfor skal du læse, når vi skal giftes? Børnene kommer, og du skal passe hjemmet.« Og jeg lyttede. Første grund.
Birthe gik hen til vinduet og kiggede ud, hvor naboens børn legede med en bold. Solskin, ligesom dengang, da hun første gang tænkte, at livet gik hende forbi.
— Så fik vi Lise, fortsatte hun uden at vende sig. — Jeg ville arbejde, da hun blev et år. I biblioteket. Jeg elsker bøger, jeg har altid elsket dem. Men du sagde: »Hvad er det for noget vrøvl? Hvem skal passe barnet? Bliv hjemme, vær mor.«
— Og det var rigtigt! — udbrød Jens. — Et barn uden sin mor? En forladt ene!
— Rigtigt, sagde Birthe. — Anden grund. Så kom Mads. Så flyttede din mor ind hos os, husker du? Syg, svag. Og hvem passede hende? Hvem vaskede hendes tøj, købte medicin, tog hende til lægen?
— Det gjorde du. Men det er da normalt, en mand skal arbejde…
— Normalt. Tredje grund. — Birthe vendte sig og så på ham, som om hun så ham for første gang. — Og da jeg var syg? Husker du, da jeg havde lungebetændelse?
Jens kradsede sig i nakken. Han huskede det svagt, konen havde været syg, men han havde travlt — presset på fabrikken, chefen forlangte…
— Det husker jeg selvfølgelig.
— Hvem passede mig, da jeg havde feber? Hvem ringede til lægen? Hvem købte medicin?
Stilheden trak ud. Jens huskede: Han kiggede kun ind i soveværelset en gang imellem, spurgte, hvordan det gik, og gik så tilbage til tv’et. Konen klarede det selv.
— Jeg gjorde det selv, svarede Birthe for ham. — Gik selv i apoteket, ringede selv til lægen. Du bragte mig ikke engang en kop te. Fjerde grund.
Hun gik hen til bordet og satte sig over for ham. Hænderne lå foldet i skødet, ryggen var lige. Jens lagde pludselig mærke til, at konen var blevet tyndere. Og der var flere grå hår. Hvornår var det sket?
— Hvad mere? — spurgte han lavmælt.
— Så kom børnebørnene. Lises Mille, Mads’ Noah. Og hvor blev de afleveret, når forældrene arbejdede? Hos mig. Hvem hjalp dem med lektier, lavede mad, gik med dem i skole?
— Jamen… bedstemødre er til for det.
— Bedstemødre. Rigtigt. Og hvor er bedstefædrene? — Birthe smilede bittert. — I garagen med vennerne. Eller på fisketur. Eller bare foran tv’et. For »jeg har arbejdet hele mit liv, nu vil jeg have fred«. Femte grund.
Jens blev urolig på stolen. Samtalen tog en ubehagelig drejning. Konen førte hen til noget, men hvad?
— Birthe, er det ikke nok nu? Hvad vil du bevise?
— Jeg vil ikke bevise noget. Jeg forklarer bare. — Hun rejste sig, gik hen til køleskabet og tog en kande saft frem. — Vil du have?
— Ja tak.
Birthe hældte saft i to glas og satte det ene foran manden. Han drak, mens hun fortsatte:
— Sjette grund er den enkleste. Du ser mig ikke, Jens. Slet ikke. Jeg står lige foran dig, men du ser ikke. Du ved ikke, hvilken kjole jeg bedst kan lide, du husker ikke min fødselsdag uden at spørge. Du interesserer dig ikke for, hvad jeg tænker, hvad jeg læser, hvad jeg frygter. Jeg er bare en del af møblementet for dig. Bekvem, velkendt, usynlig.
— Birthe, hvad siger du? Selvfølgelig ser jeg dig! Vi har jo levet sammen i tredive år…
— Levet, nikkede hun. — Sammen. Men ikke med hinanden. Har du lagt mærke til, at jeg har gået til teater i et halvt år?
Jens blev forvirret. Hvilket teater? Konen var altid hjemme, passede huset…
— Nej, det har jeg ikke, indrømmede han ærligt.
— Netop. Men jeg har. Hver onsdag. Og ved du hvad? Der er mennesker, der lytter til mig. Som synes, min mening er interessant. Som husker, hvad jeg hedder. IkkeOg så, efter mange brev og langsom forsoning, mødtes de igen som de folk, de nu var, ikke som de engang havde været, og valgte denne gang at bygge deres kærlighed på ærlighed og gensidig respekt.
