Kærlighed uden ret til nærhed
Mette Kjærgaard rettede sin hvide kittel og kiggede på uret. Der var endnu fire timer til endt arbejdsdag, men trætheden meldte sig allerede. På den neurologiske afdeling var der den sædvanlige travlhed – sygeplejerskerne skyndte sig mellem patienterne, mens pårørende hviskede i hjørnerne.
“Læge Kjærgaard, der er en besøgende til dig,” sagde den unge sygeplejerske Mia, da hun kiggede ind på kontoret.
“Hvem er det?”
“En pårørende til patienten i stue 7. Nielsen, tror jeg.”
Mette nikkede og lagde journalen fra sig. Nielsen. Navnet fik hendes hjerte til at banke hurtigere, selvom hun prøvede at holde sine følelser i ave.
Ind på kontoret kom en høj mand i halvtredserne med grå tindinger og trætte, brune øjne. Jakob Nielsen holdt en pose med frugt og så bekymret ud.
“Goddag, doktor. Hvordan går det med min kone?”
“Tag endelig plads,” sagde Mette og pegede på stolen foran sit skrivebord. “Birthes tilstand er stabil. Hun reagerer godt på behandlingen.”
Jakob sukkede lettet og strøg sig gennem håret.
“Tak gud. Jeg har været så bekymret hele ugen. Da hun fik slagtilfældet, troede jeg, jeg mistede hende.”
Mette så på ham og mærkede den velkendte smerte i brystet. Smerten, der havde boet der i et halvt år og ikke gav hende ro hverken dag eller nat.
“Jakob, din kone er en stærk kvinde. Slagtilfældet var ikke alt for omfattende, og hun taler allerede bedre. Med den rette pleje kan hun vende tilbage til et normalt liv.”
“Tak for alt, hvad du gør,” sagde han og så hende lige i øjnene. “Jeg ved, du bruger mere tid på Birthe end de andre læger. Hun har selv fortalt mig det.”
Mette så væk. Ja, hun gav Birthe mere opmærksomhed end de andre patienter. Men ikke af faglig interesse – det var skyldfølelsen, der gnagede hende indeni.
“Det er mit arbejde. Enhver patient fortjener opmærksomhed.”
“Alligevel, tak. Må jeg besøge hende?”
“Selvfølgelig. Men værsgo’ at holde samtalerne korte.”
Jakob rejste sig, men tøvede.
“Doktor, må jeg stille dig et personligt spørgsmål?”
Mette spændte sig.
“Ja?”
“Er du gift?”
Spørgsmålet hang i luften. Hun så på Jakob og vidste, det ikke bare var nysgerrighed. I hans øjne læste hun de samme følelser, der plagede hende selv.
“Nej,” svarede hun lavmælt. “Jeg er ikke gift.”
“Jeg forstår. Undskyld det upassende spørgsmål.”
Han gik mod døren, men vendte sig om på tærsklen.
“Mette, jeg ville bare sige… hvis omstændighederne var anderledes…”
“Lad være,” afbrød hun ham. “Vær så god at lade være.”
Jakob nikkede og gik. Mette blev alene tilbage på kontoret og mærkede, hvordan tårerne pressede på. Hun rejste sig og gik hen til vinduet, hvor en forårsregn trommede mod ruden.
Det begyndte i oktober, da Birthe blev indlagt med sit første slagtilfælde. Dengang var det et mindre tilfælde, og hun kom sig hurtigt. Men hendes mand Jakob kom hver dag på hospitalet, bragte mad til hende, læste højt og fortalte om nyhederne.
Først iagttog Mette bare denne familieidyl med professionel interesse. Sådan omsorg var sjælden i hendes praksis. Normalt kom pårørende kun lejlighedsvis, og nogle patienter fik slet ingen besøg.
Men gradvist begyndte hun at lægge mærke til, at hun så frem til Jakobs ankomster. At hun lyttede efter hans stemme i gangen. At hun fandt på undskyldninger for at blive i nærheden af stue 7, når han var der.
Og han bemærkede hende også. Han stillede spørgsmål om konens behandling, takkede for omsorgen, og undertalen talte de om bøger og film. Intet upassende – bare almindelig menneskelig kontakt.
Men følelser spørger ikke om lov. De kommer uanmeldt og sætter sig fast i hjertet uden at bekymre sig om omstændighederne.
Birthe blev udskrevet efter tre uger. Mette troede, hun ikke ville se dem mere, og forsøgte at glemme den underlige uro, Jakob havde vakt i hende.
Men i februar fik Birthe endnu et slagtilfælde – denne gang værre. Hun kom ind med ambulancen, og Jakob var hvid som et lagen.
“Doktor, red hende, jeg beder dig,” bad han, da Mette kom ud fra akutmodtagelsen. “Hun betyder alt for mig. Vi har været sammen i 30 år.”
30 år. Mette gentog tallet for sig selv. 30 års ægteskab, fælles minder, vaner, kærlighed. Og hvad havde hun? En tom lejlighed, et job og ubesvarede følelser for en anden mands ægtefælle.
“Vi gør alt, hvad vi kan,” lovede hun.
Og det gjorde hun også. Rådførte sig med kolleger, læste op på ny behandlinger, fulgte nøje med i patientens tilstand. Birthe var ikke bare en patient – hun var hustruen til den mand, Mette var faldet for uden mulighed for gengæld.
Det var en mærkelig kærlighed. Hemmelig, usagt, dømt til at fejle. De mødtes kun på hospitalet, kun i forbindelse med hans kones helbred. Snakkede kun om medicinske ting. Men mellem linjerne lå der noget større – noget, der ikke kunne siges højt.
“Mette,” sagde sygeplejersken og fik hende tilbage til virkeligheden. “Patienten i stue 7 vil tale med dig.”
Hun sukkede og gik ind til Birthe. Kvinden lå i sengen og læste i et blad. Trods sygdommen så hun sød ud. Det korte, grå hår var pyntet, og der var en smule makeup.
“Doktor, kom indenfor og sæt dig,” sagde Birthe og lagde bladet fra sig. “Jeg vil gerne tale med dig.”
Mette blev vagtsom. Der lå noget i patientens stemme, hun ikke kunne tyde.
“Hvordan har du det? Har du ondt i hovedet?”
“Nej, det er fint. Jeg taler næsten normalt igen, og bevægelserne kommer også. Snart må jeg hjem.”
“Det er godt nyt. Så behandlingen virker.”
Birthe så alvorligt på hende.
“Doktor, må jeg sige dig noget? Kvinde til kvinde?”
Mette mærkede, hvordan det gysede ned ad ryggen.
“Selvfølgelig.”
“Du er smuk, klog og rar. Hvorfor er du alene?”
“Det lykkedes bare aldrig. Arbejdet tager meget tid.”
“Jeg forstår. Ville du have børn?”
“Det ville jeg gerne. Men tiden løb fra mig.”
Birthe nikkede forstående.
“Jeg er 58 år, doktor. JegOg mens regnen fortsatte med at falde udenfor, vidste Mette, at nogle kærlighedshistorier aldrig får et lykkeligt slut.
