**Dagbog**
**Følt mig som en fremmed**
Birgit stod ved vinduet og så hendes datte, Mette, lægge de sidste kasser ind i bilen. Mette fumlede med tasker, forklade noget til sin mand. Allerede 30 år gammel, men Birgit så stadig den lille pige, der engang klyngede sig til hendes nederdel og var bange for at være alene.
*Mor, er du klar?* råbte Mette fra gårdsplassen. *Vi skal så smutte nu!*
Birgit tog sin lille taske fra vindet og gik langsomt mod døren. I gangen stod der billeder på kommoden – Mettes bryllup, barnebarnet Sofies fødselsdag, familiens ferie i sæsonhuset. Et helt almindeligt familieliv, der nu føltes så længe siden.
*Jeg kommer,* svarede hun og låste lejligheden.
Bilen stod i gården med bagagerummet åbent. Hendes svigersøn, Anders, stod og røg ved opgangen og kiggede utålmodigt på sit ur.
*Hej, Birgit,* nævnede han kort. *Alt vel?*
*Ja, fint,* svarede hun knapt.
Anders tiltæn hende altid formelt, selvom de kendte hinanden i otte år. Ikke fordi han var en dårlig mand, men bare… kold. Birgit følte sig aldrig rigtig tilpas omkring ham.
*Sæt dig i bagsædet, mor,* åbne Mette døren. *Det er mere behageligt.*
De kørte i stilhed. Birgit stirrede ud ad vinduet på de velkendte gader, der langsomt blev afløst af ukendte kvarterer. Flytningen til datteren virkede som den rigtige beslutning. Efter mandens død var det blevet svært at bo alene, og helbredet var heller ikke, hvad det havde været. Og så var der lille Sofie – hun kunne hjælpe med barnet.
*Her er vi,* sagde Mette, da bilen standsede foran en moderne lejlighedsbygning. *Vores nye hjem.*
Lejligheden var rummelig og lys. En stor stue, separat køkken, tre soveværelser. Mette viste stolt rundt i det nyist til, møblerne, de nye hvidevarer.
*Og det er dit værelse, mor,* hun åbnede døren til det lille rum. *Jeg har indrettet det til dig.*
Værelset var pænt, men anonymt. En enkeltmandsseng, et skab, et bord ved vinduet. Alt nyt, alt fremmed.
*Tak, skat,* sagde Birgit og stillede tasken på sengen. *Meget hyggeligt.*
*Mor, hvor er Sofie?* spurgte hun og så sig om.
*Hjemme hos en veninde i dag. Hun kommer i morgen, så kan I rigtig lære hinanden at kende.*
Birgit nikkede. Hun havde kun set Sofie en håndfuld gange – til fødselsdage, nytårsaften. Mette kom sjældent forbi; hun var altid optaget af arbejde, hjemmet, manden.
Om aftenen sate de sig i køkkenet med te. Anders bladrede på sin tablet, Mette fortalte om naboerne, de lokale butikker.
*Mor, du bliver glad for her,* sagde datteren. *Det er et roligt kvarter, fine mennesker. Der er en lejebolig nær skolen, og lægehuset ligger lige rundt om hjørnet.*
*Ja, det er fint her,* enede Birgit.
*Og så kan du hjælpe mig med Sofie. Børnehaven er dyb, og vi kan først få plads i september.*
Anders løftede hovedet fra tabletten.
*Mette, vi aftalte, at din mor ikke skulle bruge som barnesitter. Hun har sin egen tilværelse.*
*Hvad snart, det er da en fornøjelse? Ikke en byrde.*
*Selvfølgelig hjælper jeg gerne,* skynde Birgit sig at til. *Jeg kom ikke her til at sidde og kigge på væggene.*
Anders trak på skuldrene og fordybede sig igen i sin skærm.
Næste morgen hentede Mette Sofie. Pigen var fire år, livlig, snaksom – en kopi af Mette som barn.
*Sofie, det her er bedstemor Birgit,* præsenterede datteren. *Hun bor her nu.*
*Hej, bedste,* sagde pigen høfligt, men holdt sig på afstand.
*Hej, skat,* Birgit satte sig på hug foran hende. *Så en smuk pige du er!*
*Mor, hvorfor sover bedste i mit lejebil?*
Mette blev forlegen.
*Sofie, det er bedstemors værelse nu. Vi flytter dine ting ind på dit værelse.*
*Men der er allerede så mange ting! Hvor skal jeg bygge mine sandslotte?*
*Vi finder ud af noget,* Mette løftede hende op. *Vær ikke ked af det.*
Birgit indså, at hun havde taget pladsen, Sofie så som sit eget. En ubehagelig skyldfølelse prikkede i brystet.
*Måske kan jeg sopp på sofaen?* foreslog hun.
*Nej, mor,* protesterede Mette. *Du bor her, du skal have dit eget rum.*
Men resten af dagen kiggede Sofie på det nu lukkede værelse med tungt sind.
Tallene strømmede forbi. Mette gik på arbejde, Anders arbejdede sent. Birgit blev tilbage med Sofie. Pigen vænnede sig langsomt til bedstemoren, men nærheden udeblev. De var høflige over for hinanden, som fremmede.
*Sofie, vil du høre en godnat historie?* spurgte Birgit.
*Nej tak. Mor læser billedbøger for mig.*
*Skal vi bage småkager?*
*Mor køber dem i butikken. Hun siger, det er sundere.*
Hver afvisning skar. Birgit ville være nyttig, ville passe til sin barne, men Sofie ikke åbn en plads i sin verden.
Om aftenen, da alle samlede sig til aftensmad, handlede samtalen om arbejde, weekendplaner, venner Birgit ikke kendte.
*Hvordan går det med Louise?* spurgte Anders.
*Hun har fået en ny stilling. Vi er inviteret til hendes sommerhus i lørdag.*
*Klar. Tager vi Sofie med?*
*Ja, hun elsker det der. Hun leger med børnene.*
Birgit tav. Det var tydeligt, at hun ikke var med i planerne. Hun var der – som møble.
*Jeg bliver måske hjemme,* sagde hun forsigtigt. *I kan tage af sted.*
*Hvorfor det?* spurgte Mette. *Kom med! Det bliver hyggeligt.*
*Nej, jeg passer ikke ind. Ungerne skal have det sjovt, og jeg sidder der som en torn i øjet.*
*Mor, det er da noget værre vrævl!*
Men Birgit så, at Anders slapende, lettet ud. Han havde ingen lyst til at have svigermor med.
I lørdag tog familien af sted, og Birgit blev alene i den fremmede lejlighed. Hun gik rundt i de tomme værelser, uden at ha noget at tage sig til. Hjemme, i hendes eget, var der altid noget – blomster der skulle vandes, en snak med naboen, en tur i den lokale købmand, hvor de kendte hende.Ved aftenbordet, da Mette spurgte hvordan dagen havde været, smilede Birgit bare og sagde: “Jeg tror, jeg vil flytte hjem igen i morgen.”
