Irene stod foran spejlet og betragtede sig selv. Kjolen, specielt købt til morgendagens jubilæum, sad perfekt. “Er der virkelig gået så mange år?” tænkte hun.
Døren gik på klem, og ind kom Søren med en buket hvide krysantemmer.
“Igen de blomster…” hviskede hun, men læberne trak sig alligevel op i et smil.
“Kan du lide dem?” Han nærmede sig, og hans øjne strakte af samme varme som for tredive år siden.
“Ligesom dengang…” Hun tog buketten, og minderne væltede ind. Skolegården, latteren, klassekammeraternes drillen. Irene, den stolte ottendeklassepige, som alle drengene var vilde med, men ingen turde gøre det – kravle ind til hende gennem vinduet!
“Kan du huske, han klamrede sig til vindueskarmen som en kat!” grinede hendes veninde Lise bagefter. “Og den seddel! ‘Du er den smukkeste i hele verden!’ En rigtig ridder!”
“Ridder?” fnøs Mette. “En lille dreng, der ikke engang var begyndt at barbere sig. Irene, hvordan kan du holde ham ud?”
“Jeg kan godt lide ham,” trak Irene på skuldrene, selvom hun indvendigt dirrede.
Specielt efter den slagsmål.
“Hør her, kæreste, har du allerede besluttet dig for, hvor du skal tage bruden hen? Til Maldiverne eller til den lokale sø?” spottede Anders Nielsen.
“Nej, det er Irene, der skal tage ham med, hun færdiggør skolen først, så hun kan tjene penge før ham!” tilføjede Brian Sørensen.
Søren kunne ikke holde det ud mere. Næver, råb, idrætslæreren, der skilte dem ad. Og efter skoletid – hans ord, kastet hen over skulderen:
“Du er kun to år ældre, og jeg… vil altid elske dig!”
Irene nåede ikke at svare dengang.
“De var bare misundelige.”
“Kan du huske, hvordan dine veninder prøvede at tale mig fra det?” Søren slog armen om hendes talje og kiggede i spejlet.
“Selvfølgelig!” Irene lo. “Mette sagde, du var en ‘lille dreng’, og Anne Pedersen proklamerede, at ‘manden skal være ældre’.”
“Men Lise forsvarede os,” smilte han.
“Hendes tante var ni år ældre end sin mand!”
Søren lo, men et skyggefyldt udtryk strejfede hans ansigt.
“Ved du, hvad jeg tænkte dengang?” Han kyssede hende på tindingen. “De var bare arrige over, at de ikke turde elske sådan.”
Irene tænkte over det. Måske havde han ret. Anders Nielsen blev evig ungkarl, Mette Hansen skiltes tre gange, og Anne Pedersen giftede sig med en kedelig revisor og klagede nu på “mangel på romance”.
“Ved du, hvad jeg ville have svaret de fyre?” spurgte Søren alvorligt.
“Hvad?”
“At jeg alligevel ville vinde dig.”
Irene grinede, men hendes hjerte dirrede. Han havde vundet hende. Og alle disse år havde de været genstand for misundelse. Lavmælt, bitter hvisken.
Men nu stod Søren, som hun havde tilbragt så mange år med, foran hende med samme buket, og pludselig blev hans blik fremmed og koldt.
Hvor var den varme glød, der lige for et øjblik siden havde lyst i hans øjne? Irene følte en varsomhed, og Søren tav ikke længe.
“Irene, festen må aflyses. Vil du ringe til restauranten?”
“Hvorfor? Hvad er der sket?”
Irene kunne ikke fatte, hvad der kunne være sket, der krævede at aflyse så vigtig en begivenhed. Restauranten var betalt, gæsterne indbudt…
“Forstå mig ret, Irene, vi har levet mange år sammen, og jeg troede, jeg var lykkelig. Men for et par måneder siden mødte jeg en anden kvinde og…” Han tav. “…jeg forelskede mig i hende.”
Nu forstår jeg, at bedstemoren havde ret, da hun sagde, at mine kommende koner stadig legede i sandkassen, mens jeg gjorde kur til dig. Irene, du var ældre end mig, men nu er du blevet gammel.
Kun et par år, men alligevel… gammel. Og jeg mødte en ung, smuk, slank kvinde.” Han kradsede sig i nakken. “Gud, hvad vrøvler jeg om… Undskyld, det er ikke pointen. Kort sagt, Ditte venter barn. Jeg kan endelig blive far, og det blev afgørende. Jeg har tænkt længe, men beslutningen er taget. Lad os skilles uden skænderier. Jeg er taknemmelig for alle årene, men vores veje skilles. Undskyld.”
Irene følte en smerte, der rev hende i stykker indefra.
“Gå,” hviskede hun. “Gå, jeg vil ikke se dig. Jeg pakker selv.”
“Gå!” næsten råbte hun og greb sig til maven.
Søren ventede ikke. Han gik, uden at se sig tilbage. Og Irene ringede straks til ambulancen.
Hun kunne ikke fatte, hvordan et menneske kunne svigte så let. Svikte den, man havde delt glæder og sorger med, åbnet sit hjerte for, været varm hos i alle kulder.
Intet i denne verden var evigt – selv kærlighed forsvinder før eller siden. Men uanset hvad, havde hun været virkelig lykkelig alle disse år. Mange kun kun drømme om en mand som hendes… Måske var hendes lykke kun målt til en tid.
Og hun besluttede ikke at bebrejde sin eksmand. Eksmand… SåreOg mens børnene legede i haven og solen faldt blødt over deres nye liv, vidste Irene, at selv de dybeste sår til sidst læges – når man blot vover at åbne sit hjerte igen.
