**DAGBOG**
Min kusine Signe var i min barndom et forbillede for mig. Hun boede i Aarhus, mens jeg voksede op i Odense. Hver sommer sendte vores forældre os til landet, hvor vi tilbragte uadskillelige dage og nætter. Det var en lykkelig tid.
Alt ved Signe fascinerede mig: hendes velproportionerede krop, de luksuriøse krøller og de københavnske tøjstiler hun havde på. Selvom jeg nu, i voksen alder, kan se, at hun aldrig var en skønhed. Når jeg kigger på de gamle billeder, var hun lav, fyldig og med uregelmæssige ansigtstræk. Hun havde også dårlig udtale. Men hendes charme og optimismen vejede op for det hele. Drengene flokkedes omkring hende.
Signe kunne have været en anfører, lede hele flokken med fast hånd. Børnene adlød hende uden spørgsmål. Hun var kendt som en af de mest frække og dristige piger. Hendes urolige sind bekymrede mig nogle gange. Jeg var den stille og samvittighedsfulde type…
Engang stjal Signe en ny bog om Peter Plys fra biblioteket på landet og tog den med hjem til Aarhus. Jeg rystede som et espeløv. Hvad nu hvis sandheden kom frem? Vi var kun otte. For mig var hendes handling uforståelig. Vi var jo ordentlige børn! Men dybt inde beundrede og stolthedsfyldt jeg hende alligevel. Senere måtte bogen returneres – bedstefar insisterede. Og så kom der en lang prædiken oveni. Bedstemor “understregede” hans ord med en omgang bænkelidelse. Den dag blev vi strengt straffet og frataget vores daglige slikration. Jeg led for at have holdt mund om det “uhørte” forbrydelse, som bedstemor sagde:
“I må da vide, at her på landet er alle vægge af glas! Kvinderne skal bare få noget at sladre om, så farer det rundt som løbenild! Lærerens børnebørn – tyve! Hvor har man set mage?”
Kort sagt var det en familieskandale af dimensioner. Måske er det derfor, jeg stadig husker det.
Signe kunne svømme som en fis, hoppe i faldskærm (hun gik i ungdomsklubben for spring) og slås lige så hårdt som drengene. Tre måneders sommer gav nok oplevelser til året ud. Vi var uadskillelige, selvom vi var så forskellige. Hun var “riv løs og smid væk,” mens jeg var “den stille i landevejen.”
Bedstefar var lærer. Hver sommer “pintede” han os med stilskrivning og diktater. Jeg skrev fejlfrit med smuk håndskrift, mens Signes papir var fuld af klatter og skæve bogstaver. Men hun bekymrede sig ikke. Bedstefar rasede:
“Hvordan kan en lærers datterdatter skrive så elendigt?”
Signe viftede det bare væk. Bedstemor advarede hende:
“Vent bare, Vicki bliver direktør, mens du, Signe, må feje fortovet!”
Men tiden gik, vi blev ældre. Vi tålte knap nok vinteren, før vi igen kunne ses. Om vinteren skrev vi breve – først om børnehemmeligheder, senere pigesnak. Som man siger, søstre er som vand og å.
Så kom tidspunktet for at “giftes væk.” For mig kom det for tidligt. Jeg blev gift som 17-årig – noget jeg aldrig har fortrudt. Fik en datter som 18-årig og blev færdiguddannet ingeniør. Signe knap nok bestod gymnasiet med lave karakterer. Hun startede på lærerseminariet. Jeg forstod det ikke – med hendes dårlige udtale og svage præstationer? Tante Mette (Signes mor) måtte aflevere utallige gaver til seminariets ledelse for at sikre, at Signe fik sin eksamen.
Men senere tog Signe fat på en kandidat. Sundhedsproblemer satte en stopper for det. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis hun genoptog det som pensionist… Sådan er hun!
Da jeg var 20, besøgte jeg København på en dagstur – mest for at møde Signe. Vi havde ikke set hinanden i år. Jeg ville også møde hendes mand, Benjamin. Jeg nåede ikke deres bryllup, men anede ikke, hvad denne møde ville føre til!
Først besøgte jeg tante Mette. Hun tudede straks over svigersønnen Benjamin:
“Vicki, vi var alle imod dette hastige ægteskab. Jeg havde en perfekt kandidat klar til Signe! Men så kom denne Benjamin! En tyrann, en ejermand og en kvindebedårer! Signe fulgte ham som en kanin fulger en hugorm! Jeg er sikker på, han også slår hende. Åh, hun får det hårdt! Men hvad kan man gøre? Vi venter barnebarn. Man kan jo ikke tage faren fra barnet,” jamrede tante Mette.
Efter denne samtale var jeg forberedt på at møde Benjamin. Signe var højgravid og smuk, men hendes øjne var fyldt med sorg. Nogle kvinder elsker ofterollen…
Efter at have mødt Benjamin forstod jeg tante Mettes had til ham. Men Signe – min stolte, uafhængige søster – var helt under hans kontrol! Hun så på ham med ærefrygt, hang ved hans læber. Og hans ord var ikke just poetiske… Jeg var chokeret over forandringen. Men som man siger, ægtefolk er som slanger – de hører sammen.
Benjamin følte sig som en konge med sådan en underdanig kone. Han badede i hendes kærlighed. Men elskede han hende? Tvivlsomt. Men han var en flot mand – det måtte man give ham. Jeg hørte kun kommandoer fra ham. Jeg syntes synd i Signe, men hun skar mig af:
“Vicki, bliv ikke som min mor. Jeg har ikke brug for din medlidenhed! Jeg er lykkelig med min mand!”
Nå, hver sin lyst…
Den aften skålede vi i champagne for mit besøg. Vi snakkede, mindes barndommens streger og grinede. Senere gik vi tre en tur i København. Det var frostvejr og hyggeligt. Da vi kom hjem, beordrede Benjamin (ja, beordrede) Signe:
“Hvil dig, min skat. Sov. Vicki og jeg tager lige en tur til.”
Jeg protesterede, men Benjamin greb min hånd så hårdt, at jeg måtte adlyde. Det var næsten skræmmende. Signe forsvandt lydigt ind.
Vi nåede en park, snakkede om ingenting. Pludselig trak Benjamin mig til sig og prøvede at kysse mig! Hvad i alverden? Havde snapsen taget over? Jeg kunne bare grine. Åh, Benjamin! Din svigermor advarede mig om, hvem du var! Og jeg havde ingen planer om at forråde Signe. Jeg undveg hans kys.
“Lad os gå hjem, Benjamin! Signe er sikkert ensom,” sagde jeg nervøst.
Han kunne ikke lide at blive afvist. Hans ansigt fortrak sig, og han forsvandt ind i mørket. Jeg fulgte efter, men han var væk. Jeg stod alene i en ukendt park. Hvor skulle jeg gå?
FremmedJeg fandt tilbage ved at huske, at Signe havde en kæmpestor potteplante i vinduet, og til min lettelse ledte den lysende grønne figur mig hjem, hvor Signe allerede havde lagt mig en dyne frem på køkkengulvet og sagde kort: “Godnat, søster,” mens Benjamin allerede snorkede i soveværelset, og jeg vidste, at vores venskab aldrig ville blive det samme igen.
