I går fyldte Mette 47 år. For to år siden blev hendes liv væltet. Det måtte lige være den kliche, der ramte så præcist, hvad der var sket med hende.
Mette fandt en kjole få dage før fødselsdagen. Hun ringede til sin mor og sagde, at hun havde købt en blå kjole. Moren insisterede på at se den med det samme. Da Mette iførte sig kjolen, jublede moren. »Du ligner en dukke i den. Men blå? Den er da turkis.« Et mærkeligt generation! Måske fordi de før i tiden gik til skrædderen, diskuterede snit og stof. Hver kjole var engang en begivenhed.
Så nu stod turkis-kjolen klar, bevidst om, at den ikke bare var »en eller anden blå kjole«.
Til fødselsdagen havde Mette inviteret alle deres få slægtninge og venner. Restauranten dækkede bord til dem i et hjørne af det hyggelige, lille lokale.
Hendes kusine, Lise, holdt en tale i ti minutter. Hun fortalte, hvordan de som 16-årige var blevet fulde og prøvede at få en taxa. De kunne ikke huske, hvordan man bøjede ordet »kirke«. »Hvorfor forstår du det ikke?! Vi bor ved kirken! Ved kirken! Landsbyen-Skovhyld! Kør mod centrum, så peger vi!« foreslog hun at drikke sig så stive, at man ikke kunne huske sin adresse. Men hendes romantiske idé blev afbrudt, da alle overnattede på samme hotel som restauranten. »Romantikken er væk,« grinede Lise. Hendes mand tilføjede: »Vi klatrer ikke længere ind ad vinduet til de kvinder, vi elsker. Men kun fordi vi har myggenet. Ellers ville vi! Især mig.« »Selvfølgelig. I bor jo i et enfamilieshus,« lo Mette. Alle fnisede.
Så holdt Alex, manden til Mettes anden kusine, en tale. Han mindedes deres tur til Århus for mange år siden. Lige pludselig vandt de alle. Og så tabte de hver en krone. Da de gik ud fra spillestedet, sagde Mette: »Hvad ville I gøre uden mig? Jeg gemte 50 kroner til snaps og snacks!« Og de drak for de 50 kroner og sang »Hvor løber floden hen«. »Så lad os skåle for den fantastiske kvinde, der reddede os fra at dø af tørst og sult!« Morens mand, Jens Erik, undrede sig over, at der ikke var vægt på restauranten, så man kunne veje sig på »broderskab«. Og alle begyndte at synge »Hvor løber floden hen«, hviskende, som i den berømste saunascene.
Aftenen blev rigtig god. Hendes mand holdt ingen tale, men det kunne han ikke. Han plejede at sige, at han ikke var en taler, men en IT-mand.
Næste morgen skulle de spise morgenmad sammen og gå en tur i Kongens Have. Om aftenen tog alle hjem, og Mette og manden blev alene i lejligheden.
Han kiggede hen mod computerbordet og sagde, de skulle tale. Mette fik en ubehagelig fornemmelse. Egentlig havde hun haft det underligt hele dagen. Hun havde ikke drukket meget, men følte sig rastløs indeni. Han fortalte, at han havde mødt en anden kvinde og ville flytte ud med det samme. Han ønskede ikke at ødelægge festen.
Det næste år blev M’s år: Mavepine, mørke, månes, mærkelige mænd…
Men til sin 46-års fødselsdag besluttede Mette sig for at skifte bogstav. Hun vågnede og gik en tur langs stranden. Selv i de mørkeste dage tvang hun sig selv ud. Det var koldt. Januar. Ingen var på stranden. Den friske luft og ensomheden, måske havets energi, løftede hende indefra. Pludselig vidste hun, hun var helbredt. Hun troede aldrig på den slags energiting, men sådan føltes det: Mørket var væk.
Hun kunne dog stadig ikke trække vejret helt ud.
Mette besluttede, at det næste år skulle være K’s år: Kærlighed, kager, kæledyr – og kæft, trit og retning!
Samme dag oprettede hun en profil på en dating-side. En enkelt mand skrev, hun kunne lide. De mødtes. Det var for et år siden.
Nu stod hun på stranden igen. Hun lukkede øjnene og åndede den friske morgenduft ind. »Mette,« kaldte en stemme. Hun vendte sig om. Det var Viktor med en hvid labrador i snor.
Og endelig, for første gang i lang tid, kunne Mette trække vejret helt ud.
