Det var en mørk, fugtig efterår aften, da jeg indså, at der boede en søn i min mave.
At det var en søn, og ikke for eksempel en maveorm – det vidste jeg med det samme.
Og med alvor begyndte jeg at nære ham.
Jeg gav ham vitaminer, proppede ham med calcium, og modigt slugte jeg tran.
Sønnen satte ikke pris på mine anstrengelser, og efter fem måneder havde han puffet min mave op til størrelsen af en strandbold. Og så sparkede og hikkede han hele tiden.
Med en højtidelig mine bar jeg maven med sønnen i mine hænder og modtog lykønskninger og mandariner – som jeg spiste med skrællen på, mens jeg smilede affektert.
Om aftenen lyttede sønnen og jeg til Vivaldi, og tragisk til takt hikkede vi med til “De fire årstider”.
Efter seks måneder fandt jeg mig selv i at slikke en sten med alger, som jeg havde fisket op af akvariet. Det var ikke mig selv, der ville det. Jeg adlød blot sønnens ordrer.
Efter syv måneder spiste jeg rå bygkorn i store mængder. Sønnen grinede ad mig.
Efter otte måneder passede jeg kun i bedstemors morgenkåbe og et ternet overall, der fik mig til at ligne Karlssons kone. Sønnen var vokset og havde ikke efterladt mig noget valg.
Efter ni måneder kunne jeg ikke længere se mine egne fødder, bestemte tidspunktet på dagen efter hvor intens sønnens hik var, og spiste alger, rå byg, mandariner med skræl, aktivt kul, tør ler til ansigtsmasker, tyggede cigaretfiltre og bananskræller.
Jeg klippede ikke håret, fordi fru Mette fra stuen under havde krakket, at mine klipninger forkortede sønnens liv.
Jeg løftede ikke hænderne over hovedet, for at undgå at sønnen skulle vikle sig i navlestrengen.
Jeg lod ingen drikke af min kop.
Jef proppede flittigt pæverin-stikpiller i mig, så sønnen ikke skulle fødes for tidligt.
Selvom jeg puttede dem i den forkerte ende. Hvad gjorde et par centimeter…
Jeg kradsede min mave til den blødte og var ægte bange for, at den ville sprænges enhver sekund.
Jeg købte en barnevogn, en seng, toogtyve pakker bleer, en badebalje, en badebaljestativ, grønsåbe, vat, sterile servietter, ti flasker, et dusin patter, tyveg stofbleer, tre tæpper, to madrasser, en legebox, en cykel, otte hætter, en masse dragter, fem håndklæder, tyve bodyer i forskellige størrelser, utallige t-shirts, shampoo, numsesalve, en luftafgangsrør, en snotsuger, et klyster, to varmepuder, en tandbørste, en mobile, to poser ranglebøffer og en gul potte.
Jeg kørte potten rundt i barnevognen, vaskede og strygede alle tyveg stofbleer, femten dragter og alt det andet, mens min mor i smug ringede til psykiateren.
Sønnen skulle fødes mellem den 12. juli og den 3. august.
Den 12. juli pakkede jeg to poser. I den første lå: tøfler, bruser, shampoo, tandbørste, papir, pen, servietter, børste, sokker, hårbånd og telefonmønter.
I den anden pose lå to stofbleer, en ble til 3 kg, en body, en blå hætte, et blåt “konvolut” med hareører, en kniplingsvinkel og en snabel-pat.
Den 13. juli flyttede jeg poserne ind på mit værelse og stillede dem ved siden af sengen.
Den 14. juli købte jeg en klapvogn og flyttede den gule potte derind.
Den 15. juli løb min mand ind i et andet værelse.
Den 16. juli slugte jeg en høj dosis tran og besatte badeværelset i to dage.
Den 19. juli vågnede jeg med lyst til at græde. Jeg gik ind i stuen, satte mig under lampen, hev Tetris frem fra lommen på min umådelige kåbe, og begyndte at tabe, mens jeg hulkede svagt.
En time senere fandt min far mig. Han så på mig, tænkte over noget, trak sig i skægget og gik stille sin vej.
En time senere kom ambulancen.
Jeg klynede mig fast til min mand og brød ud i højlydt gråd. Manden blev helt bleg og ramte ved siden af stolen.
Sønnen havde bestemt sig for at blive født.
De kørte mig til fødeafdelingen, vejede mig, målte mig, kiggede ind gennem stort set alle åbninger i min krop og sagde, at sønnen ville være her ved midnat.
Klokken var syv om aftenen.
I elevatoren på vej til fødestuen brast jeg i gråd.
Den gamle hospitalsmedhjælper, der fulgte mig, lovede højtideligt ikke at sove før midnat og selv at køre mig og sønnen til stuen.
Jeg blev rolig.
De lagde mig på en hård båre og efterlod mig alene. Det var kedeligt.
Sønnen i mig tav og gav ingen tegn på, at han ville ud.
Hospitalets ur viste otte om aftenen.
Lægerne kom. Længe læste de min journal. Følte på min mave. Talte:
“— Fødselsveer?”
“— Svage.”
“— Vandet?”
“— Ikke gået endnu.”
“— Stimulering?”
“— Vent. Hun skal selv.”
“— Livmoderhals?”
“— Fem centimeter.”
“Ikke føder hun endnu?!”
Og alle så på mig.
Jeg hikkede og følte mig flov. Ja, jeg var her for at føde. Men jeg havde ingen anelse om, hvorfor jeg ikke fødte! Og stirr ikke sådan på mig!
Jeg hikkede igen og mærkede pludselig en varm pøl, der bredte sig under mig.
Jeg skreg:
“— Jeg føder!!!”
De kom hen, målte min mave, roste mig og gik.
Et øjeblik efter kom jordemoderen, skiftede mit sengetøj og satte sig ved min side:
“— Er du bange?”
Hun smilede. Meget morsomt. Vandet løb ikke ud af hende…
“— Ja.”
Jeg var ærlig. Og med det samme begyndte mit hele legeme at ryste som i kulderystelser.
“— I morgen løber du rundt som en påskehare på gangen,” sagde hun og smilede.
Jeg åbnede munden for at svare, men så skar en smerte gennem min rygrad, nåede knæene og ebbede ud.
Sønnen havde besluttet sig for at blive født inden midnat.
Tre timer senere lå jeg på en båre gennemblødt af koldsved, så kun mine bidte hænder gennem en rød smerte-slør, og nogen fjernede det klistrede hår fra mit ansigt. Ved hver ny ve krøb jeg sammen som en bue.
Nogen vendte mig om på siden og gav mig et stik.
Det lettede en smule.
Ved mine fødder stod tre praktikanter og kiggede ligegyldigt mellem mine ben:
“— Den river.”
“— Næh.”
“— Væddemål?”
“— Nej tak.”
“— Hovedet kommer…
Hovedet? Allerede? Hvor?
Mine hænder famlede instinktivt ned mod maven, men blev grebet midt i bevægelsen:
“— Hvad laver du? Du må ikke røre med hænderne! Du risikerer infektion!”
Pludselig fik jeg ny energi og hviskede hurtigt:
“— Hvilken farve har håret?”
“— Mørkt. Svært at se.”
“— Øjnene? Kan I se øjnene?”
Der lød en undertrykt fnisen:
“— Ja, tydeligt.”
Lægen kom og kiggede på hovedet og uret. Så rakte hun hånden frem:
“— Rejs dig forsigtigt, men sæt dig ikke på hans hoved… langsomt… sådan… nu går vi hen til fødestolen… der… fød nu, dygtig!”
Og så hørte jeg et lille plask, som om nogen havde tabt noget vådt, og pludselig var der tomt inden i mig.
Nogen lagde noget lille, vådt og varmt på min mave.
Det var ham.
Min søn.
Klokken slog præcis tolv da de rullede mig ud på gangen, og jeg hviskede i telefonrøret til min far:
“— Far, vi har haft en søn i en halv time nu… han er lille, smuk, og han hedder Andreas.”
